Er der tegn på liv?

(Læsetid: 2 minutter)
Vibeke Binderup, forfatter og inklusionspædagog

Jeg har, eller havde, et lille figentræ. Jeg har haft det fra meget lille og har omhyggeligt plejet det udendørs om sommeren og indendørs, når frosten har truet det lille træ.

Jeg må nok desværre erkende, at mit figentræ er dødt, lidt for meget vand, og placeringen lige foran varmeapparatet har ikke givet optimale vækstbetingelser. Jeg sad for få dage siden og klippede visne grene af, jeg klippede kun en centimeter af ad gangen, og hver stump blev undersøgt for spor af saft og kraft, før jeg klippede det næste lille stykke af.

Jeg kom ret tæt på stammen, før jeg fandt noget, der ikke var knastørt, og håbefuld passer jeg nu stadig det lille bladløse træ, i håbet om at der et sted i stammen, kan findes kraft nok til et lille forårsskud.

Jeg gik en tur med mine hunde kort efter og så en hæk, der så lige så død ud, som mit figentræ derhjemme. Jeg havde lidt ondt af haveejerne, der jo nok skulle ud og investere i ny hæk, og have sved på panden med at hive op og grave ned. Rutineret fra min træbeskæring hjemme i stuen, brækkede jeg en lille gren af og tjekkede den for eventuelle forårstegn.

Trods det bladløse udseende var kvisten fuld af liv. Bittesmå, nærmest usynlige, lysegrønne knopper sad tæt, og friske saftige tråde løb bag den brune bark.

Lidt skørt, det ved jeg, men jeg blev helt glad på hækkens vegne, og senere også på mine egne vegne.

Tænk! Min himmelske far har passet mig, fra jeg var lille, båret mig i sikkerhed når frost eller andet har truet mig. Han har ofte fjernet mine visne grene, og garanteret ind i mellem måttet lede en del for at finde ind til det sted, hvor livet fra ham stadig pulserede i mit indre.

Måske han har holdt vejret, når alt bare har set tørt og vissent ud, og helt sikkert har han jublet, når mit håb og min tro igen har kunnet skyde små lysegrønne knopper, og måske endda har båret frugt. Tænk at være så elsket!

Læs også