Et friere liv i den tredje alder
Tidligere EU-minister Lykke Friis har flere gange – med velplaceret glimt i øjnene – mindet os om, at vi før har været bagud i første halvleg og alligevel tabt. Her kommer vi så i adstadigt tempo driblende ind i tredje halvleg, og de mange gode tips til at komme helskindet igennem dén leveres af vores coach, Johan Schmidt Larsen.
Det er tid til at reflektere, gøre status og tage bestik af den ny situation. Og den tredje alder handler om langt mere end at kunne sove længe om morgenen og få sig et ekstra slag golf. Det handler om fællesskab og planlægning, om at få tingene (eller livet, om man vil) rundet af – og få mere tid med Gud.
Det er en meget fin, lille udgivelse at holde i hånden. Den er en ven, og den er ikke anmasende; den stiller spørgsmål, og den kommer med forslag. Og så kommer den stort set hele vejen rundt i henseende til at træde ind i senior-standen, fx planlægning af økonomien, forholdet til ægtefælle, børn og børnebørn, fravalg og tilvalg (når man kommer op i denne aldersklasse, går tingene bare lidt langsommere, og man er mindre uovervindelig), en kalender uden indhold, kærlighed, sex, sundhed, døden, sorgen – og fremfor alt: om at være taknemlig over for Gud og gavmild mod sig selv.
Det er en bog, der kan inspirere til mange gode snakke med éns nærmeste. At den også er praktisk orienteret, er kun et ekstra plus i karakterbogen.
Forfatterens håb er, ”at du vil bruge bogen som et spejl for dine livsvilkår og ved læsningen forhåbentlig stå lidt bedre rustet til seniortilværelsen” (side 8). Dette håb skulle have gode chancer for opfyldelse, skal jeg hilse og sige.
Brug den evt. som en gave til én, du holder af, og som lige nu står overfor at indtræde i ”tredje halvleg”.
Johan Schmidt Larsen: Tredje halvleg – et friere liv i et andet tempo.” 111 sider. Indbundet. 150 kr. Lohse