Jeg vil ikke dele!

(Læsetid: 2 minutter)
Vibeke Binderup, forfatter og inklusionspædagog

Jeg voksede op i Tåstrup, på en lukket villavej med bare ti huse. Vores have var på 1000 m2, og i min barndomserindring var det en parkstørrelse, selvom urskov måske er en betegnelse, der dækker lidt bedre.

Den lille forhave var sirligt passet, men bag huset (der hvor folk ikke kigger ind) var der et virvar af alle former for bærbuske og grøntsager, gamle frugttræer, meget hemmelige huler og i øvrigt en gammel bil, som vi legede i, mens min far langsomt fjernede delene, efterhånden som han manglede reservedele.

Jeg elskede vores have og tilbragte utallige timer derude sammen med naboernes børn i blandede aldre.

Det var sjældent, min far blev sur over noget som helst, men en dag overhørte jeg en samtale mellem mine forældre, og jeg lyttede intenst, for min far lød oprigtigt irriteret. Det drejede sig om drenge på æblerov, de kravlede åbenbart over plankeværket og snuppede æbler i lange baner.

Jeg er en handlingens kvinde, og det var jeg vist allerede dengang, så jeg samlede et team af legekammerater og sammen gravede vi et dybt hul. Tror, vi gravede i timer, og jeg husker hullet som virkelig dybt, vel vidende at en pige på ti år muligvis ikke har styr på at vurdere helt efter virkelighedens målestoksforhold. Vi lagde grene hen over hullet og dryssede til sidst blade over det, så fælden var fuldendt. Stolt fortalte jeg min far om fælden, da vi om aftenen sad ved middagsbordet. Alt var planlagt, så når de tarvelige æbletyve hoppede ned fra plankeværket, ville de ryge lige i hullet. Jeg kan huske stoltheden, da min far straks rejste sig for at se på værket. Jeg kan også huske skuffelsen, da min far overhovedet ikke blev begejstret.

Mens vi sammen fyldte jorden tilbage i hullet, forklarede han mig, at han hellere end gerne ville dele sine æblerigdomme med drengene fra rækkehusene med de små haver. Han var lidt irriteret, fordi de ødelagde hans raftehegn, og bekymret for, at de skulle komme til skade, når de kastede sig over hegnet i vild flugt.

Dagen efter satte min far en låge i plankeværket, den låge var aldrig låst, og i starten lod han den stå på klem som en åben invitation til enhver, der havde lyst til at snuppe et æble.

Hver gang jeg tænker på, hvordan vi behandler mennesker, der mangler et æble, et tæppe, eller et land at være i, tænker jeg på min fars åbne låge i plankeværket.

Læs også