Vær blandt mennesker
Det er nemt og bekvemt at forholde sig til bagateller i sine venners liv, til store verdensnyheder og til alt det midt imellem gennem de mange skærme, vi har installeret i hjemmet – fjernsyn, computere, ipads og smartphones.
Det er som en moderne version af gadespejlet, hvor man kunne kigge nysgerrigt med i livet uden for sine egne vinduer – uden selv at blive set. Selv om de sociale medier og videochats er interaktive, så har de nogle store begrænsninger.
Jeg savner dine ben
En gang jeg var på missionsrejse, benyttede jeg mig af den fantastiske mulighed for at have en videosamtale med familien. Jeg snakkede med min datter, som på det tidspunkt var 5-6 år, og undervejs fik hun sagt ”jeg savner dig”.
I mit forsøg på at trøste og opmuntre hende begav jeg mig ud i en forklaring om, hvordan teknologien havde udviklet sig på overtruffen vis.
– Vi kan jo se hinanden, fik jeg sagt.
Jeg kunne mærke, at hun ikke helt kunne følge min begejstring, men manglede ord. Indtil hun udbrød:
– Men jeg savner dine ben!
Gud valgte personligt fremmøde
Når vi har vores forbillede i Jesus, så er vi nødt til at være blandt mennesker, så de kan se os, mærke os, og så vi kan mærke dem. I Mattæus kapitel 9 gik Jesus rundt blandt mennesker og bemærkede, at de led.
Han blev fyldt med medlidenhed, ”for de var mishandlede og nedbrudte”. Gud kunne have valgt at helbrede verden på afstand, men valgte at blive kød og blod.
Han kunne have valgt at formidle evangeliet med tordenrøst eller udelukkende med Åndens indre stemme. Men han valgte, at Jesus skulle fortælle de gode nyheder personligt til alle omkring ham. Han valgte helbredelse gennem håndspålæggelse.
Vi tillader os i høj grad at vige udenom, når Jesus lige bagefter kalder os til at udfordre Høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Vi tænker, at det er et kald til de andre, til de udadvendte typer med hurtige replikker.
Vi glemmer, at Høstens Herre kalder på kristne af alle afskygninger, som kan løse det store problem – at mange i denne verden er ”som får uden hyrde”.
Bring Jesus tæt på
Jeg må være den første til at erkende, at jeg har haft tider, hvor jeg hellere ville være i min egen kristne hjemmevante verden, end jeg ville bevæge mig ud i den verden, DE føler sig trygge i, deres vaner og livsstil.
Men jeg er nødt til det. Som kristen er jeg kaldet til komme tæt på og bringe en fred, et ord, et mirakel med mig, som kan lukke op for en ny vej, hvor de får Jesus som hyrde.
Kristi kærlighed tvinger mig. Den udfordrer mig og alle, der er berørt af Hans medlidenhed, til at involvere sig i situationer på de andres hjemmebane – og til at tage dem med til et nyt sted, de kan kalde hjem – hos Jesus.
