Så gør vi sådan, når til kirke vi går…

En gang imellem lykkes det rent faktisk at være i god tid, når vi skal ud af døren til kirke søndag morgen. Utroligt, men det sker.

Den sidste søndag i oktober skiftede vi til vintertid, og den ekstra time vi fik, gav os rigelig tid til at morgenhygge i fred og ro, komme i tøjet og gøre alle ungerne klar. Så rent undtagelsesvis stod vi alle sammen ude i bryggerset og var klar til afgang en halv time inden kirketid. Jeg var egentlig ret imponeret, når jeg selv skal sige det.

Jeg manglede kun at tage jakken på, og mens jeg gjorde det, løb ungerne ud af døren og hen til bilen.

Det næste jeg hørte derudefra var ”Du tør bare ikke hoppe i den!” og da jeg kiggede ud af døren, så jeg lige to små treårige ben hoppe for fuld kraft op og ned i en kæmpestor vandpyt udenfor.
Han blev fuldstændig gennemblødt. På sokker, sko og bukser. Og hans storebrødre blev også våde, for han havde sprøjtet så effektivt, at hans publikum også fik glæde af det!

Alle tre drenge blev trukket baglæns ind i bryggerset igen.
Undtagelsestilstand!

Min mand og jeg så på hinanden. Skal vi droppe at tage i kirke? Hvor lang tid tager det at skifte bukser og strømper og sko på tre drenge? Hvor meget for sent kommer vi så? Er det ikke bedre at komme for sent end slet ikke at komme?

Den rolige stemning, som herskede for mindre end et minut siden, blev pludselig erstattet af en ny verdensrekord i tøjskift, samtidig med at jeg med lettere skinger stemme fortalte drengene, hvad jeg mente om dette her!

Det lykkedes at få alle tre drenge i noget tørt tøj og finde tørre sko, og så susede vi til kirke. Undervejs til kirke blev vi enige om, at vi nok bare skulle lade adrenalinen løbe ud, og i stedet grine lidt ad det. Nogle gange er timingen bare ikke lige i øjet, når man har tre drenge med mange fikse idéer.

Fra bogen ”Mor med mindre” af Kaja Lausten Nielsen.
Udkommer den 20. nov. på Udfordringens forlag.
Se Hosianna.dk