“Det vigtigste spørgsmål du burde stille dig selv som efterfølger af Jesus.”
Jeg er 27 år gammel, og jeg har været en såkaldt “kristen” hele mit liv. Søndagsskole, teenage-klub, cellegruppe, gudstjeneste søndag efter søndag efter søndag efter søndag. Vokset op i kirke. Jeg tror, du forstår min pointe.
Men noget manglede i mit liv. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad det var, før for omkring 6 måneder siden. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet: “Er jeg en kristen, eller er jeg en discipel af Jesus?” Nu sidder du sikkert og tænker: “Jamen, er det ikke det samme?” og præcis det spørgsmål stillede jeg mig selv for et halvt år siden: “Er det ikke det samme?”
Hvad jeg dog fandt ud af var, at det liv, jeg levede, måske i virkeligheden var ret langt fra det liv, Jesus kalder mig til at leve, og at jeg som kristen kan komme til at leve et liv, som ikke nødvendigvis afspejler fuld efterfølgelse af Ham.
Frelst ved tro
Allerede forvirret? Lad os se på det sammen.
Det at være kristen kobles op på troen på, hvem Jesus var og er. At tro på Hans død, Hans opstandelse, tilgivelse for synd og at stole på Hans uendelige nåde.
Hvis du har været omkring andre kristne længe nok, så ved du også, at disse ovenstående kendetegn ved en troende er de “typiske ting”, som folk krydser af i deres egen pointbog for at komme ”glad og tilfreds” i kirke. For i sidste ende tror du jo på de mest relevante ting ved Jesus, ikke sandt? Og misforstå mig ikke – det gør du. Helt klart. Og du er frelst ved tro alene. Punktum.
At efterfølge Jesus
At være en discipel indeholder dog nogle helt andre aspekter. Vi snakker ikke om to forskellige dimensioner, for jeg taler ikke om, at man først 1) bliver en kristen ved troen på Jesus, og hvis man så vil mere med Ham, så kan man 2) blive en discipel. Det er ikke den måde, Han kalder os på.
Dog er discipelskabet mere end “blot” at tro på Jesus og den frelse, som kun findes i Ham. Det er mere end blot at komme i kirke weekend efter weekend og have det godt med sig selv bagefter. Det er meget mere end blot at være tilskuer til en skøn prædiken fra den lokale præst.
Discipelskab handler om at følge i Jesu fodspor hver eneste dag. Hver. Eneste. Dag. Jeg mener bogstaveligt talt at følge efter Ham. Det er at fornægte dig selv på bekostning af Ham. At sige “ja” til Ham og til Helligåndens vejledning og “nej” til dine egne selviske handlinger dag efter dag efter dag.
Det handler om afgivelse af kontrol til Jesus. Kontrol over fremtid, økonomi, bekymringer, relationer, familie etc. Når først vi har gjort Jesus til vores personlige Frelser, så “burde” vi have sluppet kontrollen endeligt og overgivet den til Ham, men det er bare som om, at kontrollen hele tiden kommer krybende tilbage til os. Er det ikke rigtigt?
At sige “ja” til Jesus er mere end 90 minutter en søndag formiddag og cellegruppe i to timer hver anden uge, for skal vi være brutalt ærlige, så kan baggrunden for at gå i kirke for mange af os meget nemt blive den famøse “det-har-jeg-altid-gjort-så-det-bør-jeg-vel-fortsat-gøre” indstilling, eller fordi vi har familie eller andre relationer i kirken, som vi også gerne vil se og hyggesnakke lidt med, snarere end det er en personlig hunger efter mere af Jesus – hånden på hjertet. Med andre ord: vi kan meget nemt blive lullet i søvn i vores vandring med Jesus.
At tage sit kors op dagligt
Discipelskab er at tage sit kors op dagligt, som Jesus lærer sine disciple i Mattæus 10:38, og bære byrden af selvopofring, som Jesus gjorde, da Han gik på vejen Via Dolorosa hele vejen til Golgata.
“Jamen… selvopofring koster jo MIG noget.” Lige præcis. Det koster noget at bære korset. Jesus vidste godt, hvad det at bære sit kors betød, da Han nævner det for sine disciple. Selvfølgelig gjorde Han det. Det betød tilsidesættelse af sig selv på bekostning af andres velbefindende.
Og når vi snakker om ordene “det koster noget” i vores dejlige, skønne, lyserøde, fantastiske, moderne og vesteuropæiske kultur, så tror jeg faktisk, at henvisningen “også selv om det koster livet (at være Jesu discipel)”, som omtales i Lukasevangeliet 9:23, kan være et enormt godt billede på, hvordan vi som kristne i hyggelige Danmark kan miste det hverdags-“LIV”, vi kender som “to do lister”, fokus på os selv samt daglige skemaer med indkøb, madlavning, rengøring og arbejde. Og det var blot mandag. Så sker det samme tirsdag. Og onsdag. Og torsdag.
Rutinerne sidder der, og vi bliver så opslugt af hverdagens gøremål og kassetænkning af, hvordan “et almindeligt, godt kristenliv ser ud.” Hvem ved – måske mente Jesus noget lidt andet, da Han bad os om at tage vores kors op dagligt og følge Ham – uanset hvordan det så måtte se ud. Sommetider ser det at bære sit kors ud som indkøb, madlavning, rengøring og arbejde.
Rutinerne og skemaplanlægningen i familien. Andre dage ser det anderledes ud.
Men måske er det ikke helt så dumt at stoppe op i ny og næ og spørge sig selv: “Det jeg laver lige nu, i det her øjeblik… er det det, Jesus vil have mig til, eller skal jeg lige lytte til Helligånden for en sikkerheds skyld?”
Jesus forventer det
Nu sidder du måske og tænker; “puha… det der er alt for radikalt for mig. Det er kun forbeholdt missionærer i Afrika, kendte evangelister eller ekstraordinære mennesker. Det er slet ikke for mig.” Det er cool. Helt okay.
Så vil jeg lige bede dig om at læse Mattæusevangeliet 16:24-26 og så komme tilbage til denne artikel. Helt seriøst – læs det lige.
Fortæl mig så nu, at det ikke er for dig. Ordene her er for ALLE de mennesker, som ønsker at være Jesu disciple. Det var endda Jesus selv, som udtalte disse ord.
Så når du siger, at helhjertet discipelskab efter Jesus er “for radikalt”, så er mit svar til dig, at det her hverken var eller er radikalt. Det er rent faktisk dét, som Jesus forventede af dem, der fulgte efter Ham.
I al sin enkelhed siger han egentlig, at det her burde være NORMEN for Hans disciple – ikke undtagelsen. Problemet der så opstår, er, at vi rent faktisk ikke ønsker, at det her skal være os, fordi det koster os for meget.
Det her lyder måske provokerende, men jeg tror, mange kan nikke genkendende til disse sætninger: “Jesus, jeg beder dig om at velsigne mig her og der og alle vegne, men den daglige pris for helhjertet discipelskab er for høj. Beklager. Men kunne du stadig lige velsigne mig?”
“Det koster mig måske mit omdømme at forsvare min kollega foran alle de andre fra arbejdet”, eller “men hey, hvis jeg ikke smider det her billede op på Instagram, så bevarer jeg jo ikke mit image som en god, kirkevant kristen, som folk kender mig som”, eller “Helligånd, vil du virkelig have mig til at betale for den kvinde i supermarkedet, som lige har snydt mig for min parkeringsplads”?
Det her er tre fiktive eksempler, men åh, hvor passer de godt på så mange af os. Ser du, i vores moderne, vestlige kultur i dag koster det os ikke nødvendigvis vores fysiske død at følge efter Jesus, som Han taler om i Mattæus 16, men hvad der næsten er blevet tilsvarende for os mennesker anno 2019, er det at give afkald på vores omdømme, image, popularitet og stolthed.
Det er iskolde fakta.
Det er derfor, hele snakken med discipelskab kan være så svær at høre, for den kalder os netop til at give afkald på os selv samt kontrol, og det er noget af det hårdeste for os mennesker. Afkald på “mig, mig, mig, mig først”-mentalitet.
Det må koste os ALT
Vi som disciple bør være drevet af en daglig og konstant lydighed mod Hans ord og over for Helligåndens tilskyndelser og vejledning. Hver dag. I hvert eneste aspekt af livet. Det burde ikke bare koste os noget at følge Jesus – det MÅ koste os ALT.
Jeg hørte engang en prædikant sige det således: “Hvis Jesus ikke er herre over alt i mit liv, så er Han slet ikke herre i mit liv.” Det burde og må være alt eller intet, når det kommer til at være Jesu discipel. Der er intet midtimellem.
For at sætte en krølle på tankerne her, så kunne jeg godt tænke mig, at du stillede dig selv følgende spørgsmål til slut: “Hvis min tro blev taget fra mig i morgen, ville mit liv så se anderledes ud?” Lige præcis dét spørgsmål må få os til at reflektere over vores vandring med Jesus på den ene eller anden måde.
