Frontfigur i den karismatiske bevægelse i Danmark 85 år
Den 10. januar kunne pastor emeritus Bent Døssing Hansen, Aalborg, fejre sin 85 års fødselsdag.
Bent Døssing Hansen tog sin teologiske uddannelse fra Abilene Christian College i Texas og supplerede denne med afsluttende prøver på Det Teologiske Fakultet i Aarhus.
Bent Døssings første præsteembede var i Agersø-Omø Pastorat i 1971. Senere fik han embede på Lolland, før han i 1975 kom til Sankt Markus kirke i Aalborg. Her var han sognepræst i 30 år, indtil han gik på pension som 70-årig.
Som ung sognepræst i Aalborg var Bent Døssing Hansen stærkt påvirket af den karismatiske fornyelse i 70’erne. I 1980 tog han sammen med andre lokale kristne initiativ til sommerstævnet Skalborg Bibelcamping, som senere blev flyttet til Hasseris. Det blev en stor succes, som samlede op til 2.000 deltagere i en uge. Stævnerne havde talere og deltagere fra både Folkekirken og frikirkerne samt talere fra udlandet.
Hasseris-stævnet fortsatte helt frem til 2002, hvor Bent Døssing Hansen overgav det til Dansk Oases sommercamp i Odder. Nu er Bent Døssing med i bestyrelsen for Gatten missions- og hjælpearbejde, som blandt andet holder en årlig bibelcamping.
Bent Døssing har vist, at han ikke var bange for at stå ved sine meninger og også tale biskoppen imod, bl.a. under retssagen imod Bent Feldbæk Nielsen. Undervejs fik han god opbakning fra sin hustru, Ruth, og fra menighedssamfundet, Markusfællesskabet.
I 2008 beskrev Bent Døssing Hansen sammen med andre pionerer den åndelige fornyelse i bogen: ”Den karismatiske bevægelse i Danmark”, som udkom på forlaget ProRex.
Ruth og Bent Døssing Hansen har tre døtre, hvoraf to er teologer og en er jurist.