Guds naturlove

Jesus talte til både jøder og grækere om sig selv som Menneskesønnen, der skulle ”ophøjes”. Jøderne kunne måske genkende noget fra deres bibel. Men ingen havde fantasi til at forestille sig det, der skulle ske den påske, da Guds Søn blev løftet op.

Den gådefulde tale om ophøjelse findes i mange af Bibelens bøger. Vi finder masser af modsætningspar som ”op og ned” og ”liv og død”.

Løftet op

Mens den unge Josef sad fængslet i Egypten, kom han til at tyde drømme for sine to medfanger, nemlig Faraos bager og hans mundskænk. Josef fortalte dem, at de begge skulle ophøjes: Farao ville løfte deres hoveder – men den ene af dem ville få sit embede igen, mens den anden ville blive hængt!

Vi kan også tænke på de mange bibelord om, at ”Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde”. Hovmod var Faraos synd og årsagen til hans store nederlag. Det var også kong Nebukadnezers synd. Som straf mistede han for en tid sin forstand.

I Hannas lovsang i 2 Samuelsbog er der revolution i luften: den stærke segner, mens den svage får styrke; Herren hjælper de hjælpeløse; Han giver den barnløse kvinde syv børn. Han er også den, der bringer død og giver liv, og oprejser folk fra graven igen.

Hvor er det stærkt! Hvem sagde, at Det Gamle Testamente ikke taler om opstandelse!

Kornet i jorden

I samme åndedrag som Jesus nævner, at Menneskesønnen skal ophøjes, begynder han at tale om hvedekornet, som må dø for at bære frugt. Ophøjelsen hænger nøje sammen med døden.

Jesus vidste, hvad der ventede ham i form af lidelse og død. Men han vidste også, at han skulle opstå. Og han vidste, at det var nødvendigt. Både for at kunne frelse os fortabte mennesker og for at give sin Far ære.

Men også vi, der gerne vil tro på Jesus, må være klar til at dø! Vi må opgive at klamre os til det jordiske liv. I stedet må vi kæmpe for at få del i det himmelske liv i tillid til Guds Ord. Det sker ikke kun som en engangshandling, når vi tager imod Jesus. Nej, det er en stadig kamp for at blive på sporet og vælge den vej, der fører til livet.

Far, skån mig!

Vi har det svært med tanken om at give afkald og følge Jesus. Men han havde også selv en kamp at kæmpe. Vi ser ind i denne kamp gennem den bøn, han beder:

Bønnen her svarer til den bøn, vi læser om fra Getsemane.

”Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude?”
Evangelisten Johannes skriver ikke direkte, at Jesus bad bønnen i Getsemane Have den nat, da han blev forrådt. Men bønnen her svarer til den bøn, vi læser om fra Getsemane. Jesus var i dødsangst, og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden, fortæller evangelisten Lukas.

Men Jesus slutter sin bønskamp i Getsemane med at sige: ”Ske ikke min vilje, men din”.

Her hos Johannes slutter Jesus sin bøn på næsten samme måde med ordene: ”Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt, som jeg er. Far, vis din storhed!”

Guds storhed

Hvor er det dejligt, at Gud fra himlen svarer sin Søn, som han gør. For nogle af tilhørerne lød det som torden. Andre troede, det var en engel. Men Jesus selv er ikke i tvivl: Det er hans himmelske Far, der siger: ”Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”

Og Guds storhed blev vist igen. Det skete, da Jesus blev ophøjet, idet han hang på korset i timevis under frygtelige lidelser og til spot og spe for alverden.

Og endnu tydeligere viste Gud sin storhed tre dage senere, da han rejste Jesus op fra graven. Jo, Herren er den, der bringer død og giver liv og oprejser fra graven, som Hanna udtrykte det.

Sejren er vor

Efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev alt ikke rosenrødt fra den ene dag til den anden. Nogle steder havde fjenden svært ved at erkende nederlaget. Og mange steder var der uskyldige ofre, der led længe efter krigens afslutning.

Denne verdens fyrste er blevet dømt. Jesus kom for at smide denne fjende på porten og befri alle hans fanger. Vores ”D-Day” er overstået, og Jesus, som sejrede på korset og i opstandelsen, vil samle os og give os del i sin sejr.

Jeg elsker Filipperbrevets storslåede sang om Jesus, der blev tjener for vor skyld. Engang skal vi få lov til at ære Jesu Far og Vor Far – ved at lovprise Jesus som Herren:

”Han var lig med Gud,og havde ret til at fastholde den lighed.

Dog gjorde han ikke krav på sin ret, men gav afkald på sin guddomsmagt, tog tjenerskikkelse på og blev menneske.

Som menneske ydmygede han sig og accepterede den værste død – døden på et kors.

Derfor har Gud ophøjet ham
og givet ham et navn og en position højt over alle andre.

Alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden, og under jorden.

Og alle skal erklære
til Gud Faders ære:
Jesus Kristus er Herre!”

Søndagens tekst: Joh. 12, 23-33

Hvedekornet må dø, før det kan give liv

23 Jesus sagde til dem: »Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes.

24 Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt.

25 Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt.

26 Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.

27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt, som jeg er. 28Far, vis din storhed!«
I det samme lød en stemme fra himlen: »Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!«

29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham!«

30 Jesus sagde da til dem: »Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres.

31Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud.

32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.«

33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk