Hold retningen, når du farer vild
Den anden dag gik min veninde og jeg en tur i et område, ingen af os kendte. Mens vi gik, sagde min veninde henkastet, at vi måske burde have haft en telefon med, hvis vi nu skulle fare vild. Det bliver slet ikke nødvendigt, tænkte jeg. Indtil videre havde vi kun gået lige ud, så hvor galt kunne det gå?
På et tidspunkt foreslog jeg, at vi gik til venstre. Jeg havde en idé om, at vi ville ende ved en vej tæt på dér, hvor vi startede turen. Men da vi kom til enden af vejen, var det ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Og det fangede min veninde hurtigt. Vi kiggede på hinanden og grinte. Vi vidste faktisk slet ikke, hvor vi var.
Den vej, jeg havde tænkt ,vi skulle, blev anderledes end ventet. Det var en underlig velkendt oplevelse. Måske du kender det. Sådan har jeg det ofte med den vej, jeg går for at blive journalist.
Følelsen af at være helt på bar bund og uden den fjerneste anelse om, hvordan det kommer til at ske, eller hvornår det lykkes. Men det ændrer ikke på, at det er det, jeg arbejder hen imod. Retningen står fast, selv når vejen er ukendt.
Og det samme gjorde sig gældende på gåturen med min veninde. Vi var ikke, hvor vi troede, vi var, og vi kendte heller ikke vejen frem (vi nægtede at være nødt til at gå tilbage af den vej, vi kom), men vi havde en idé om, i hvilken retning vi ville.
Dér for enden af den ukendte vej besluttede min veninde og jeg os for at holde til venstre igen og gå videre. Vi var rimelig sikre på, at vi før eller siden nok skulle finde frem. Det var bare et spørgsmål om, hvor langt vi risikerede at skulle gå. Men hvis vi bare holder os til retningen, skal vejen nok arte sig, blev vi enige om.
Stemningen på gåturen ændrede sig, da vi ikke længere følte os ligeså sikre på, hvor vi var. Vi blev mere opmærksomme på vores omgivelser og spejdede ud i horisonten efter noget, der virkede bekendt.
Mens vi gik, blev min veninde overbevist om, at hun tidligere på dagen havde kørt på den vej, vi gik på. Det virkede lovende, men intet var sikkert. På én og samme tid blev jeg fyldt af en pirrende nervøsitet og en sitrende eventyrlyst.
Men pludselig dukkede velkendte omgivelser op. På venstre hånd var den vej, jeg oprindeligt troede, vi ville ende ved. Vi var bare kommet et stykke længere væk, end jeg troede. Og til højre for os flugtede den vej, min veninde mente, hun havde kørt på. Den lå i stedet bare parallelt med vejen, vi gik på. Og dér lige fremme startede vores tur.
Vi værdsatte de velkendte omgivelser mere, end vi ville have gjort, hvis vi ikke var faret vild. Hvis man da kan kalde det det. Vi var bare ikke, hvor vi troede, vi var. Men vi havde fat i retningen. Så det er måske ikke helt ved siden af med det gamle ordsprog: ”Alle veje fører til Rom”, så længe det er Rom man vil til.
