Økonomi chefens lovsang til Gud

For et år siden døde Carstens kone Guldborg til lyden af lovsang. Efter halvandet års kræftforløb kunne lægerne ikke gøre mere. Nu gjaldt det om at holde smerterne i skak. Men trods masser af morfin lå Guldborg stadig indimellem uroligt i sin seng på palliativ-afdeling på Bornholms Hospital.

Men lovsang har altid spillet en vigtig rolle i Guldborg og Carstens liv, og da rummet blev fyldt med lyden af velkendt musik, afspillet fra en Ipad, som deres voksne søn havde medbragt, slappede hun fuldstændig af, fortæller Carsten Pagels Nielsen.

Han arbejder til daglig som økonomichef i øens største entreprenørfirma, PL Entreprise, men sit eget liv bygger han på troens klippegrund. Og det gjaldt også, da konen lå på sit dødsleje.

Der er en forløser

– På et tidspunkt når playlisten til Keith Greens sang ”There is a redeemer” (Der er en forløser), som er blevet en evergreen indenfor kirkelovsang. Det har altid været hendes yndlingslovsang helt tilbage fra ’70erne, siger han i et smil.

Og det var til lyden af favoritsangen, at Guldborg tog sit sidste åndedrag.

Det var en smuk død, når man tænker på, hvordan de begge havde elsket lovsang hele livet, siden de fandt sammen i en tidlig alder og blev gift, da han var 20 år og hun var 24 år, efter de havde mødt hinanden i Missionskirken i Rønne.

100 unge i kirken

– Vi var en af de allerførste kirker på Bornholm til at tage trommer og basguitar med som en del af lovsangen. Vi var en fem-seks jævnaldrende, som elskede musik, og vi kom i kirken, og vi sagde, at vi skulle have en anden sang i kirken end kun salmer.

Senere er jeg blevet utrolig glad for salmer, så det var ikke sådan i opposition mod salmer. Men der måtte gerne være noget også for de unge.

Vi havde rigtig mange unge, da vi byggede kirken om. Der var små 100 unge, som kom mere eller mindre fast. Og måske også fordi vi kom i gang med det, vi kaldte Gospel Trace, en gruppe, som ikke kun spillede i kirken, men også ude på øen.

Bandet blev bedre og bedre, så det kristne lovsangsband også blev et springbræt til andre musik-opgaver, og en del af musikerne fra dengang spiller stadig musik på et højt niveau, fortæller han.

Droppede kirken

For Carsten selv trak arbejdet og familien mere end kirken, og i en periode på 20 år kom han stort set ikke i kirken.

– Jeg fandt på alle mulige undskyldninger. Det kom på afstand. På trods af, at jeg kunne se, at det gjorde ondt på Guldborg. Men jeg syntes ikke, at jeg havde tid til kirken.

Jeg blev far som 24-årig første gang. Arbejdsmæssigt havde jeg utrolig travlt. I starten var jeg regnskabschef på Hasle Klinker. Vores datter Christine var lige blevet født, og hun kendte mig ikke, når jeg kom hjem om aftenen, så det var ikke det værd, så fandt jeg i stedet et kontorjob hos PL Entreprise. Og nu har jeg været der siden 1985, siger Carsten Pagels Nielsen, der altså alligevel endte som økonomichef.

”Frelst for 2. gang”

I 1998 vendte han også tilbage til kirken, hvor Guldborg selv var kommet trofast med parrets to børn gennem alle årene.

– Guldborg lå der hele tiden som et anker i det her. Guldborg startede en gruppe op i kirken, der hed Powerkids. Og det blev fantastisk. Også for os, der var tæt på. De var 40 børn på et tidspunkt. Ungerne var på ture og kom hjem og påvirkede os.

– Jeg plejer at sige, at jeg blev frelst for anden gang. I 1998. Det er jo ikke teologisk rigtigt. Jeg har jo aldrig mistet troen. Men den blev vakt igen.

Jeg oplevede, at livet var mere end det, jeg havde puttet i det. Og jeg forstod lige pludselig nogle meget vigtige dele af det at have en tro. At det ikke bare er noget, du kan gå og have derhjemme. Men at det involverer hele dit liv og alle dine dage.

– På hvilken måde?

– Det blev bare vigtigt for mig at snakke med mennesker. Guldborg og jeg havde for eksempel mange vagter i den kristne cafe nede i gågaden, som kirken havde på et tidspunkt. Det blev bare vigtigt for mig at nå ud til andre og sige, at vi havde fundet noget rigtig godt.

Lovsang er en dybfølt tak

Gennem alle årene har lovsang dog mindet ham om troen.

– Musik har altid betydet utrolig meget for mig generelt. Jeg hører rigtig meget musik.

– Hvordan vil du definere lovsang?

– For mig er lovsang ikke bare en genre. Lovsang er jo også, når vi synger salmer. Jeg synes, at vi i Missionskirken, hvor jeg kommer, har fået udviklet en stor bredde indenfor lovsangen – det kan dække alt genremæssigt. Men for mig er lovsang en dybfølt tak til Gud, fordi han har sat mig fri.

– Fri fra hvad?

– Alt det skidt, man går og havner i. Men Jesus kom, og det var Jesus, som var skillepunktet. Du skal ikke leve op til en masse krav. Du blev virkelig sat fri. Og det at vide, at uanset hvor kikset en dag det har været, så er Gud der med sin nåde, når du vågner i morgen. Det er oplevelsen af frihed for mig.

Det afspejler sig også i lovsangen, forklarer han:

– Jo mere du oplever Guds nåde i dit liv – jo dybere bliver din lovsang, siger han og tilføjer:

– Lovsang er for mig et fundament. Og det gør så også, at jeg føler, at den dybe lovsang, uanset hvad genre vi snakker om – tilbedelse af Gud – den bliver dybere og mere sand i takt med, at du erkender, at du har behov for Guds nåde. At du simpelthen ikke kan leve uden den.

Mærker Gud

– Det er ofte gennem lovsangen, at jeg kan mærke Gud. Men det handler også om at give sig tid til at tilbede Gud. Jeg tænker ikke, at det skal lyde på en bestemt måde eller føles på en bestemt måde.

For mig er lovsang mere tilbedelse end det at synge. Det er en indstilling. Jeg praktiserer lovsang næsten hver dag. Jeg lytter til det og synger med. Og det gør mig bevidst om, at jeg har en kommunikation med Gud hele tiden.

– Hvad er forskellen på bøn og lovsang?

– Jeg synes tit, jeg får vendt bøn til, at jeg lægger alt det frem, jeg godt kunne tænke mig, så det bliver julemandens ønskeliste. Og det er bare ikke det, jeg føler, jeg skal med bøn. Lovsang bliver mere at prise og lovsynge Gud.

Det handler om dig…

– Hvor meget betyder sangens tekster for dig?

– De betyder supermeget. Uden at generalisere, så synes jeg nogle nye lovsange har en tendens til at være selvcentrerede, hvor det ikke er Gud, det handler om, men en selv. Om hvor svært man har det for eksempel.

Men jeg kan allerbedst lide de gamle lovsange af for eksempel Andrae Chouch, der har skrevet ’Take me back’, ’Jesus is the answer’ og ’I don’t know why Jesus love me’.

Og jeg er også glad for Keith Green, der skrev ’Der er en forløser’, som Guldborg døde til.

Hun så Jesus

– Hun så faktisk også Jesus for sig, mens hun lå på palliativ afdeling, påvirket af morfin. Og hun pegede ud til venstre mod ham. Vores datter var der og sagde til hende, at hun skulle gå efter Jesus, hvis hun kunne se ham. Sygeplejerskerne sagde, at der kunne gå flere dage, før hun døde.

Men det gjorde der ikke. Jeg føler virkelig, at Guldborg selv valgte, at det var nu.

– Udover jeg selvfølgelig var ked af det, så var der en følelse, der fyldte – og det var taknemmelighed. Det lyder paradoksalt. Men jeg er også sikker på, at vi skal ses igen.

De sidste dage havde hun det ikke godt. Så det må være fantastisk at kunne forlade jordelivet på den måde og sige ja til Jesus endnu engang.

Og det blev også en glad begravelse med masser af lovsang. Hun blev båret ud til ’Dans ud af mørket’ i Guldborgs egen ånd, siger han og ser op.

– Jeg er sikker på at hun ville have danset forrest.

Blå bog

Carsten Pagels Nielsen.
Født 1956.
Uddannet merkonom.
Økonomichef hos PL Entreprise, hvor han har været ansat i 35 år.
I 1976 blev han gift med Guldborg, der døde sidste år.
Sammen fik de to børn.