Pernille: Jeg var fortabt…

På vej ind i døden, under otte døgns koma, befandt Pernille Sand fra Karup sig et sted, som hun oplevede som helvede. Men da alt håb var ude, fik en kristen kvinde besked på at gå op på hospitalet...

– Det var helvede, jeg var havnet i. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men Gud mindede en kristen kvinde om at bede for mig, og derfor slap jeg fri.

Pernille smiler lettet – men er samtidig dybt alvorlig, mens hun fortæller om de dramatiske oplevelser, hun har været igennem. Udfordringen talte med Pernille nogle få måneder efter den dramatiske oplevelse i 2012 og hun bekræfter i 2020 alle oplysninger.

’Løven’ indeni mig

– Jeg har altid været god til at manipulere med folk og få min vilje. Som barn og ung følte jeg, at der indeni mig var en vild, uansvarlig kraft.
Det føltes, som om jeg havde en løve inden i mig, der kun ventede på at gå amok, og tage styringen. Det gjorde mig meget rastløs.
Jeg kæmpede for at opføre mig normalt og fornuftigt. Men jeg foretog mig mærkelige ting, som jeg bagefter fortrød.

Far begik selvmord

– Måske begyndte det, da min far tog sit eget liv. Jeg var ni år. Mine forældre var skilt, og jeg besøgte min far i Aalborg hveranden weekend, når han ellers var rask nok til at have mig. Han var psykisk syg.

Min mor talte altid dårligt om ham. Så hans død blev bare fejet til side, som om den kun var en fordel for os.

Senere fik jeg at vide gennem en faster, at han havde kastet sig ud foran et tog. Hun troede, jeg vidste det. Jeg blev meget ked af det, men fik ikke lov at sørge. Der blev lagt låg på. Jeg måtte ikke tude. Vi tog ud og fodrede ænder…

Mor var misbruger

– Jeg måtte som barn ofte dække over min mor. Når jeg cyklede hjem fra skole, bad jeg: ”Gud, bare min mor ikke er fuld, når jeg kom hjem.”

Min storesøster var fire år ældre, men det var mig, der gjorde rent efter opkast og fjernede flaskerne, mens min mor sov rusen ud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Som 17-årig oplevede jeg, at ’løven’ brød løs. Jeg mødte en pige, som jeg blev utrolig tæt med. Vi kunne netop bringe det værste frem i hinanden, og vi slap al ansvarsfølelse.
Vi røg hash, brugte penge, fandt kærester, der var meget ældre end os, og som også var misbrugere, lavede ballade og havde det ’fantastisk’.

Vi var fuldstændig ligeglade med andre, også dem, der holdt af os. Jeg blev utrolig god til at lyve og manipulere, og jeg var stolt af det. På den måde kunne jeg skaffe os alt og skaffe os ud af alt. Løven havde frit løb. Jeg ødelagde mig selv og sårede andre, men jeg var ligeglad!

Jeg havde sex allerede fra jeg var 13 år, når jeg var ude at feste og drikke. Men jeg blev syg, både fysisk og psykisk og endte med en total nedtur med intens indre smerte og en indlæggelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flyttede hjemmefra

– Straks, jeg fyldte 18 år, flyttede jeg hjemmefra. Jeg hadede min mor.
I stedet fandt jeg mig et mandsvæsen, som var noget ældre. Jeg gjorde ham til min farfigur. Han havde bil, og vi røg hash. Men han kunne naturligvis ikke leve op til de urimelige krav, jeg havde, om betingelsesløs hengivelse.

Vi var begge svigtede mennesker, som ikke anede, hvad vi skulle gøre med vores liv.
Pernille var imidlertid fast besluttet på, at hun ville kæmpe sig ud af den sociale arv. Hun tog de nødvendige HF-fag, så hun kunne komme på pædagogseminariet, som hun afsluttede med topkarakter.

Gravid, juhu!

– Under uddannelsen blev jeg gravid. Det var en stor overraskelse, for lægen havde sagt, at jeg aldrig kunne få børn. Jeg oplevede det som et mirakel, men det gjorde min kæreste ikke. Jeg ville ikke have en abort, og jeg sagde til min kæreste, at han måtte vælge. Mig og barnet – eller ingenting. Så han gik – og jeg fødte Andrea i 2006.

Senere mødte jeg min nuværende mand, Eske, og vi fik Marius i 2010. Og vores tredje i 2012.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Løven ville ud!

– I efteråret 2011 mærkede jeg igen, at den indre vildskab var på vej ud. Det var sådan, at jeg ind i mellem ikke kunne få luft. Jeg var ligeglad med alting. Jeg var grov og vulgær. Det var ikke nemt for Eske.

Flere har udtalt, at jeg føltes som en helt anden, faktisk som en mand, noget fremmed og ubehageligt.

Jeg fik det psykisk dårligt, begyndte igen at ryge hash, fik lungebetændelse og havde store rygsmerter. Så gik jeg til lægen og fik ham manipuleret til at give mig 100 morfintabletter og 100 stesolidpiller.

I otte døgn tog jeg så mange piller, at jeg åbenbart fungerede normalt, kørte bil, afleverede børn, besøgte venner, lavede aftensmad osv. Men folk kunne ikke rigtigt kende mig.

Livløs med blod om munden…

Til sidst tog Pernille en overdosis og lagde sig til at sove.
I løbet af natten forsøgte kroppen at komme af med giften ved at kaste op. Men Pernille vågnede ikke. Hun druknede i sit eget opkast og var livløs, da hendes mand Eske fandt hende i sengen med blod om munden og uden vejrtrækning. Han ringede i hast 112, og med udrykning blev Pernille kørt fra Karup til Viborg Sygehus. Undervejs pumpede de 1.7 liter opkast ud af lungerne.

8 døgn i koma

Ingen ventede, at Pernille ville overleve de næste døgn i koma. Den første penicillinkur mislykkedes. Også den næste… Efter fire dage begyndte det for alvor at gå tilbage. Ilten blev skruet op fra 30% til næsten 100%, og familien blev kaldt ind for at sige farvel…

Imens Pernille gled længere ind i døden, oplevede hun de frygteligste mareridt i sit sind. Hun kæmpede med sine sidste kræfter for at slå sig løs.

– Jeg har senere fået at vide, at det sovemiddel, som lægerne plejer at give mennesker 1 ml. af, for at holde dem i koma i et døgn, det fik jeg 9 ml. af i timen for at holde mig nede, og for at jeg ikke skulle rykke min respirator og mit halsdrop af. Hvis jeg havde gjort det, var jeg død på stedet, fortæller Pernille.

Jeg var i helvede…

– Jeg var et sted, som var lige så virkeligt, som denne verden. Og jeg ved, at jeg har oplevet det og ikke drømt det.

Jeg lå på en briks i et sygehusrum. To kvinder stod ved siden af og fortalte mig, at jeg var død. De udstrålede en ondskab, jeg ikke kan beskrive, selvom de smilede. De tvang mig til nogle ting.

– Jeg var kommet i helvede. Det kan ikke beskrives med ord. Al ondskab, smerte, fortabthed, ulykke, ulækkerhed og fortvivlelse var der!

– Jeg så en stor slimsump med zombielignede skikkelser, der kom helt tæt på mig og rørte ved mig. De var over det hele, og de indeholdt alle de forfærdeligste følelser. Det gjorde jeg også. Det var så mørkt, intet lys og larmen var forfærdelig og øredøvende.
Der var også en mørk bygning, og i vinduerne lurede dæmoner.

Jeg var fortabt!

– Jeg gik igennem de værste lidelser. Jeg blev skåret i stykker, blev kidnappet, fik skåret et barn ud af min mave i vågen tilstand, jeg så dem, jeg elsker, lide, og jeg følte den fysiske smerte ved det hele.

Jeg var fortabt, og der var ingen hjælp at få! De fysiske lidelser, de værste gyserlignende oplevelser og utroskab og had fra min kæreste, blev bare ved og ved. Men pludselig skete der noget.

En kendt stemme

– Jeg hørte en stemme, jeg kendte. Den tilhørte en ældre dame, Lisbeth Kristensen.
Da jeg lå dér i koma, plaget af lidelser og på nippet til den totale undergang, hørte jeg hende sige: ”I Jesu Kristi navn, kan du komme ud, Dæmon!” Så skete det. Jeg kunne mærke, at jeg var frelst. Nu kunne jeg inderligt bede til Gud imens, og så var jeg ikke bange mere, og det gjorde ikke ondt mere.

Vækket af koma

– Da de vækkede mig af komaen efter 8 døgn, brølede jeg som et ondt dyr i halvanden time. Folk havde aldrig hørt noget lignede, og de måtte isolere mig og fiksere mig på intensiv. De var sikre på, at jeg ville gøre dem ondt. De kunne ikke holde mig nede, på trods af det, min krop havde været igennem, og med al den medicin jeg havde i kroppen.

– Det første, jeg husker, er, at jeg ser en skriftrulle med et guldkors i en vindueskarm.
En sygeplejerske gik et øjeblik ud for at tale i telefon. Jeg fik mig bakset op over sengehesten og faldt og slog mit hoved meget. Plejepersonalet måtte bruge en lift for at få mig op i sengen igen.

Engle over sengen

– Jeg fik lov at se engle, der fløj lige over mig, og jeg fik lov, at høre himmelens vidunderlige musik. Jeg talte med Gud, og det har de tilstedeværende senere bekræftet. Efter nogle dage skete der ikke flere overnaturlige ting. Men følelsen af at være frelst og følelsen af Guds tilstedeværelse hos mig, er stadig lige så klar og ren.

– Mit had er væk. Jeg har tilgivet min mor fuldstændig, og jeg har fortalt hende det.
Folk, der kender mig, siger, at jeg ser helt anderledes ud nu. De siger, at mit ansigt stråler, og mine øjne lyser.

Den kristne kvinde

– Den ældre dame, hvis stemme jeg hørte, har fortalt mig, at hun fik besked fra Gud hver dag om at tage op på sygehuset og bede for mig. Hun bad endda om at blive fri, for hun ville ikke involveres, men hun forstod, at hun skulle gøre det.

Det er ikke naturligt

– Lægerne forstod ikke, at jeg kom mig så hurtigt. Da jeg vågnede, kunne jeg ikke rigtig bevæge mig, ikke rigtig tale, ikke skrive og meget mere.

Men efter syv dage i vågen tilstand gik jeg selv ud af hospitalet, snakkede fint, kunne skrive osv.
Jeg burde have været død, og som overlevende burde jeg sidde som en grøntsag, dybt hjerneskadet. Med så lidt ilt til min hjerne over lang tid, så er det ikke videnskabeligt muligt, at min hjerne fungerer. Men det gør den, og jeg har det bedre end nogensinde. Og ’løven’ er væk!

Og jeg ved, at jeg aldrig behøver at frygte løven mere, for den er væk, Gud har frelst mig! siger Pernille, hvis mand også blev troende. Hun forsøger at oplære sine børn i kristen tro og beskytte dem imod det, der kan ødelægge deres liv.

Efter sin oplevelse har Pernille holdt foredrag flere steder. Man kan kontakte hende på
sandfolkersen@gmail.com.

– Jeg vil, at verden skal vide, at Jesus er lige her i os, og hvis vi siger ja til ham, så er vi frelst fra ALT ondt!

Læs også:

Poul Erik døde – og var i Himlen

Hvad pastor Daniel så i Himlen og i Helvede

Ian fik et glimt ind i evigheden