Problemet med religiøsitet
I moderne kristne kredse taler vi ofte om ”religiøsitet” som noget negativt. Med religiøsitet mener vi som regel de forældede former og traditioner, som erstatter den levende tro og relation til Gud og Jesus.
Nogle kan fx gå så højt op i kirkens teologi og traditioner, at det i stedet bliver teologi og traditioner, de ”tilbeder”.
Jesus kritiserede farisæerne (som var den tids seriøst troende) for at være mere optaget af at holde reglerne end af formålet med reglerne.
Vi kristne risikerer på samme måde, at vores tro og gudsdyrkelse bliver falsk og hyklerisk, fordi vi går op i former og holdninger – og glemmer ”den første kærlighed”.
Det er Jesus selv, der i brevet til menighedens leder i Efesos bruger dette udtryk. Det bliver sagt til en mand, der ellers havde været udholdende og hårdt arbejdende, ja som endda havde lidt meget for evangeliets skyld.
Alligevel siger Jesus: ”Men jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed.” (Johs Åbenbaring 2,4)
Religiøsitet er ikke kun de andres problem.
For et par år siden var jeg til et meget ”åndeligt” møde, hvor man netop talte meget imod religiøsitet. Vel at mærke ”de andres” religiøsitet.
Men mødet var efter min mening ligeså religiøst, bare på en ny måde. Her var jo også religiøse former. Fx højrøstet og showagtig lovsang. Flag og dans. Mange hallelujaer. Tilråb fra tilhørerne.
Et indforstået kristent sprog med mange fraser. En bestemt måde at bede på, osv.
Altsammen noget, som KAN være ægte og vidunderligt – men som også kan være… tom religiøsitet.
Så hvis vi skal kritisere andre for deres religiøsitet, så lad os begynde med at kigge på vores egen.
”Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på.” (Jesus i Matt 7,3)
Religiøsitet kan også vise sig i godgørenhed, i humanisme, i rettroenhed osv.
Og vi har nok alle noget religiøsitet i os. Men det er kun en fordel at få det falske og overfladiske ud, så vi ærligt og redeligt kan fyldes af Guds rene Ånd.
