Kristendomskursus i København
Fredens og Nazaret kirker inviterer i efteråret 2020 til et kursus i kristendom for alle, som gerne vil vide mere om den kristne tro. Kurset foregår over 10 tirsdage med start 22. september.
I spidsen for kurset står sognepræst Jens Ole Christensen, som selv underviser sammen med frivillige og ansatte medarbejdere.
”Uanset hvad vi tror i dag, så fortæller kirken temmelig meget om, hvor vi kommer fra, sådan at selv ateister i Danmark er ateister på en kristen måde. Samtidig oplever jeg en stor åndelig nysgerrighed i mit møde med mennesker.
Vi vil med kurset gerne møde den almindelige nysgerrighed. Og så er der lagt op til fællesskab og ærlig snak,” siger Jens Ole Christensen.
Kurset er for alle, der har lyst til at være med til at udforske kristendommen, uanset forudsætninger, livssituation, alder osv. Her kan man både få noget at vide og samtale om ting på en respektfuld måde, understreger præsten, som med egne ord glæder sig til at ”lære mere om hvad almindelige østerbroborgere tænker om kirken og kristendommen”.
Kurset spænder over 10 tirsdage i efteråret 2020. Hver aften vil indeholde oplæg, diskussioner, tid til eftertanke – og god mad!
Undervisningen bygger på konceptet Kristendomskursus.dk, som er udviklet i Danmark og bygger på erfaringer fra flere forskellige lignende kursusoplæg. Kurset har siden udgivelsen i 2008 været afholdt 270 steder med over 4.000 deltagere.
Sidste år var der 30 deltagere på kurset i Nazaret kirke.
Der er tilmeldingsfrist den 17/9 til joc@km.dk