”Gud giver styrke indeni – også i kriser”

– At være personlig kristen betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig bliver slået af livet, men dér, hvor man ellers kommer til kort med dårligt selvværd – når man har mistet sit job eller … det ser anderledes ud som troende. Kriser kan ligesom suse lidt henover en, så man kommer på benene igen, siger Ester Moore, der er konsulent på et jobcenter i Storkøbenhavn.

Ester Moore fra Glostrup har været troende i tyve år og har i de sidste tre år været en del af menigheden i Evangeliekirken på Frederiksberg.

Her laver hun podcasts om dysfunktionelle relationer og personligheder – sammen med præsten i frikirken, Joel Raburn.

– Jeg taler meget om kriser og giftige relationer – og om narcissisme. Der findes både udadvendte og indadvendte narcissister. Det er ulve i fåreklæder. Vi tror let, at de er som os andre. Vi tror på dem, men de har ingen empati, og de tyranniserer deres familier og venner.

Hele tiden tager man hensyn og får dårlig samvittighed over for dem. Men de er giftige og voldsomt manipulerende. De lærer en, at man ikke er god nok, forklarer hun.

Grænser, grænser, grænser – og netværk!

Hvordan forholder man sig bedst til dét – til dem?

– Hold grænser! Og hav et andet netværk, hvis du har sådan en i familien – en mor, far, mand, kone, søster eller bror, som føler, de har retten til at blive forgudet – og har ret i alting. Og bliver barske, hvis ikke deres ønsker opfyldes.

– Hvis man er barn af den slags, har man ikke lært at sætte grænser. Derfor handler det meget om netværk – om at have en, der støtter op om, hvem du er. Så du rejser dig op og siger: Nu er det nok!

– Det er svært at gennemskue narcissister. Man er altid lidt i tvivl, for man får aldrig rigtig talt ud om det, der foregår, siger Ester Moore.

I hvert fald ikke så tingene forandrer sig til det bedre – for narcissister vil ikke vedkende sig, hvad de gør, og hvordan de opfører sig. De er forelskede i sig selv, i deres eget spejlbillede.

Personlighedsforstyrrelsen forhindrer dem i selverkendelse.

– På den ufede måde – helt forkert tolket – symboliserer kristendom for dem, at man bare skal tage mere og mere.

– Ja, du kan vende den anden kind til, så det ikke rammer dig så hårdt. Og du kan rejse dig op, hver gang du får et slag. Måske er du også stærk nok til, at det ikke rammer dig så meget. Men vi skal ikke ofre vores liv for dem, der ”slår”.

Vi skal bøje vores knæ og søge Herren! Han er kommet for at sætte os fri af det! pointerer hun.

Narcissister er ofte eksperter i at få andre til at gøre og ordne ting og opgaver for dem. De udadvendte tager ofte meget gerne en plads i rampelyset og også æren for andres arbejde med pralende floskler – med ord uden substans.

– I parforhold kan man også genkende disse træk i store, stærke mænd med store armbevægelser. Mænd, som i starten får en til at føle, at man er en hel masse værd … men snart vender det, advarer hun.

For det kommer til nærmest kun at handle om dem og deres behov. De kan ovenikøbet over for andre få det til at se ud som om, de er meget givende, selv mens man hjælper dem. De er mestre i at fordreje virkeligheden og så splid mellem mennesker.

Familie-farvel

– At forlade en familie er et tab. Men jeg havde en meget dysfunktionel person, som jeg måtte bryde med for nogle år siden. En dag sagde en ven til mig: Har du aldrig tænkt på at stoppe relationen? Indtil da havde jeg aldrig overvejet, at man kunne sige farvel til en i familien, der stadig lever.

– Da jeg endelig gjorde det, var der andre i min familie, som fulgte efter. Så jeg var ikke alene.

– Narcissister ændrer sig ikke. Man prøver at fikse, prøver at forklare sig på bedre måder; hvad de gør ved en, og man strækker sig og håber, at hvis man gør det og det, så kommer der en åbenbaring, og så bliver tingene anderledes …

Det bliver de ikke. Jeg gav det 40-50 år. Hele mit liv ville være kommet til at handle om den person, hvis ikke jeg havde brudt kontakten … tyranniet kan være så voldsomt, at man selv bliver ødelagt, forklarer Ester Moore, der er født i 1969 i Danmark.

For nogle kan meget lange pauser – måske hele år eller endda årtier – fra den dysfunktionelle familierelation være nok til, at mønstret brydes, og den livsnødvendige grænsesætning kan falde helt på plads, så kontakten kan genoptages på egne betingelser. For andre må der et livsvarigt brud til.

– Hvis man har haft personer tæt på, der er gået over grænsen mange gange – og hvis man ikke er blevet mødt på sine behov som barn, men i stedet har skulle møde de voksnes behov – så præger det ens tillid.

– Konstant nedgørelse kan være et mønster, et andet menneske har kørt imod en hele ens liv. Uden at tage ansvar for det. Skjult latterliggørelse … den slags kan blive ved hele livet. Så er spørgsmålet: Vil du gå på krykker resten af livet, eller vil du gå selv?

– Man kan undskylde andre med mange ting. Vi kan se alting fra alle vinkler, men det betyder ikke, at det ikke er mishandling. Jalousi og had følges ad i de mennesker, siger hun.

Og de udlever det skjult eller synligt, så man skades, indtil man forstår, hvad der foregår, og lærer at passe på sig selv på rette måde.

– Jeg blev stærk nok til at sige: Nu vil jeg leve et normalt liv. Det er slut med at tænke: At jeg ikke er god nok, stærk nok, for meget, og alt muligt andet! Slut med at kæmpe for retten til at blive hørt.

Mit liv skal ikke kun være en kamp. Vedkommende skubbede altid til mig på grund af sit eget skidt. Provokerede og projicerede. Det bundede i jalousi.

– Man skal ikke bære andre, mens man prøver at overleve. Er der altid psykisk terror – måske på et højt og skjult plan, må det blive et farvel. Den der med at afvise og straffe andre med afvisninger, fordi man ikke følger og gør nøjagtig, hvad de vil have en til … det er ikke i orden! understreger Ester Moore.

Fandt tro

For over tyve år siden lyttede Ester Moore til gudstjenesten på KKR (Københavns Kristne Radio) og syntes, det lød så smukt, at hun bagefter gik ind i kirken, de sendte fra, for at finde ud af hvad der var galt.

– Det måtte da være fake (falskt), mente jeg dengang, og jeg ville ind og se dem efter i sømmene. Men da jeg kom ind i frikirken på Drejervej, blev jeg ramt af noget andet. Der var mange rigtig søde mennesker – søde helt ind til benet, sjælen og ånden, og jeg blev hængende.

– Jeg er gået i kirke hver søndag lige siden og har været igennem forskellige processer.

– De findes selvfølgelig også i nogle kirker disse forstyrrede personligheder, og vi kan blive så forvirrede af dem – komme til at finde os i for meget.

For Ester Moore handler livet med tro om at søge og vejledes af Helligånden i både godt og ondt – via bøn og kirkeliv – og med Gud som den store kriseekspert.

– Når vi vælger kirke, er det vigtigt, at undervisningen er i orden. Det skal sige ”Amen” i dit hjerte, når du har hørt en prædiken, siger Ester, der i dag kommer i Evangeliekirken.

Gud fik ret

Inden Ester Moore uddannede sig til kontorassistent, fik hun for mange år siden en profeti. ”Du skal arbejde med lovgivning og mennesker inden for lovgivning”.

– Det kan ikke passe, tænkte jeg, for dengang ville jeg være designer eller arbejde med børn, der havde det svært.

Men efter en operation, hvor jeg var sygemeldt, var jeg til jobsamtale på et dagpengekontor. ”Du skal have en uddannelse”, lød opfordringen. ”Nej, jeg skal arbejde med sårbare børn”, svarede jeg først.

– ”Nej, nu er du færdig med at projicere din fortid ud på din fremtid”, sagde konsulenten til mig. Og ja, jeg havde det da svært som barn …

– Så derfor blev jeg uddannet i en a-kasse og kom senere til at arbejde på et dagpengekontor i det jobcenter, hvor jeg var til samtale. Jeg hjælper kontanthjælpsborgere og er ved at færdiggøre en akademiuddannelse inden for beskæftigelse.

Gud fik ret. Men karakteropbyggelsen for at nå dertil var hård og til tider rædselsfuld. For jeg havde dengang taget så mange slag, at jeg ikke troede på mig selv, tilføjer hun.