Kun den kan feste, som også kan faste!

Onsdag den 17. februar er i år Askeonsdag. Den dag markerer fastetidens begyndelse. Tæller man nemlig hverdage fra den onsdag til påske, bliver der 40 dage. Fastetidens længde er i kirkens tradition blevet 40 dage, fordi Jesus fastede i 40 dage.

Det er stort at være menneske. For vi er skabt i Guds billede og ”kun lidt ringere end Gud”, som der står i Bibelen. I den store bog siges det også til os: ”Du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig”.

Et sådant ord skænker os værdighed og giver os et godt og sundt selvværd. Det sundeste, vi kan, er at være kristne, der stiller os ind under det ord og tager det til os i taknemlighed.

Men noget andet gælder også om os, nemlig er vi er støv og aske. Vi er intet og bliver til intet. Vi lever som dem, der skal dø. ”Til jord skal du blive”.

Askeonsdag indleder en tid for faste

Det er denne sidste side vi en gang imellem skal tænke på og gøre os fortrolig med. Det sker særligt Askeonsdag ved gudstjenesten. Her får vi strøget en lille smule aske i vores hår, mens ordene lyder til os:

”Husk på, menneske, at du er støv og skal vende tilbage til støvet og rejses af støvet igen”. Dystre ord!

Men det er ikke usundt at møde og høre dem engang imellem, for kun den kan leve sundt og godt, som gør sig fortrolig med sin dødelighed. Og vi som er noget, må godt engang imellem stave på, at jeg er her som en, der skal dø.

Inspireret til faste!

Verden er blevet mindre. Vi hører om flere, der faster. Vi tænker i helheder, og mennesket er en enhed af krop, sjæl, ånd. Vi går mere op i sundhed. Og skal vi være sunde, skal vi have gode vaner og ikke forspise os.

Vi har også fået større blik for, at der er noget, der hedder hverdag, og noget der hedder fest. Og kun den kan feste, som også kan faste. Det er den, der mister noget, der vinder noget.

Åndelige discipliner er i gang med at få en renæssance og breder sig, ikke voldsomt, men dog. Hvor en levende tro slår igennem, bliver man i dag ofte åben for at faste.

Vel gør Bibelen op med faste, men kun når den misbruges. Og når vi fejrer fællesskabet med Jesus, kan vi ikke faste, derfor faster vi aldrig om søndagen.

Men Jesus taler også om fastens dag som dage, som en kristen ind imellem forudsættes at gå ind i. Jesus siger ikke, hvis vi faster, men når vi gør det! Paulus fastede ligefrem ofte. De kristne fastede, når de stod over for vigtige afgørelser, og fasten fandt nogle gange sted i forbindelse med bøn.

Hvad er faste i kristen forstand?

Fasten har aldrig en værdi i sig selv. Den er faktisk ikke til for den slanke linjes skyld, Dog: Vores krop er med et udtryk fra Det Nye Testamente et ”tempel for Helligånden”, så derfor skal vi jo behandle den med respekt.

At faste er at afstå fra noget en tid for et højere formåls skyld. For at vi ikke skal blive bundet af noget. For at det kan være til gavn for andre og styrke os i vores relation til Gud.

Hvordan faste?

Jesus og NT har ikke givet os nogle forskrifter, men i lys af Bibelen og erfaringen kan vi fx overveje:

– Ingen siger, at vi skal faste fra mad og drikke. Det kan være i et vist omfang. Men hvad med at holde fjernsynet og radioen lukket en tid, drosle ned på de sociale medier, droppe musikken i ørerne, søge stilheden i naturen på en vandretur eller læse en god bog.

– Tænke vores liv efter: Hvordan har jeg det i grunden? Et forårstjek. Skal noget smides ud og andet tages ind?

– Faste har med indlevelse og bevidsthed at gøre. Med fokus på livsmod, livslyst, selvbesindelse og hvilken Gud, vi har i vores liv.

– Være særligt bevidste om at gøre noget for andre. Give mere til et fast formål. Eller er der nogen, jeg skal jeg ringe op eller sende en mail eller et brev, og så snart vi kan og må: gå på besøg eller invitere måske blot ét menneske og netop den person…

– Man kan gå til skrifte i fastetiden. Få tacklet ens skyggesider og få tilgivelsens kraft fornyet på en konkret måde i ens liv.

– Gør dig ikke til af det over for andre, og husk: det skal være en glæde.

Det kan også nogle gange være rigtigt at bryde fasten for glædens skyld. Fx hvis man bydes til et bryllup i fastetiden. Ingen faste, når der er bryllup!

Påskelørdag om aftenen slutter fastetiden, og vi går ind i påskens glædestid, men vi bærer det, fastetiden har givet os, med os – og en sådan tid kan hjælpe os til at leve bedre og give os nye og gode vaner og perspektiver.

———————————–

Ugens prædiken er ikke ud fra søndages bibeltekst.

Søndagens tekst: Matt 3,13-17

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd

13 Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes.

14 Men Johannes ville ikke gøre det: »Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!« protesterede han. »Hvorfor kommer du så til mig?«

15 Gør det nu,« sagde Jesus, »for på den måde gør vi Guds vilje.«
Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.

16 I samme øjeblik Jesus efter dåben steg op af vandet, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra.

17 Samtidig lød der en stemme fra himlen: »Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.«

Teksten er fra bibelen på hverdagsdansk