Er børns ønske om kønsskifte et råb om kærlighed?

Af Iben Thranholm

Som mand og kvinde skabte ham dem. Gud. Og sådan har det været lige indtil det Herrens 21. århundrede, hvor køn nu er blevet en flydende størrelse.

Identitetspolitikken om, at verden ikke må opdeles i køn, og at man selv vælger sit køn, er nu så fremherskende, at Det Etiske Råd har meldt ud, at de støtter juridisk kønsskifte for børn ned til 10-års alderen.

16 ud af rådets 17 medlemmer går ind for, at børn ned til en alder af 10-12 år selv kan bestemme, hvilket køn de helst vil være og føler sig som, uagtet biologien.

Det er chokerende, at Etisk Råd er hoppet med på den vogn.

Undersøgelser viser, at børn, der er i tvivl om deres køn, mens de er små, i pubertetsalderen, når hormonerne har gjort deres virkning, ofte falder til ro i den identitet, de er født med. Det er heller ikke usædvanligt, at personer, der får foretaget et kønsskifte, senere hen i livet fortryder.

Men så er der ingen vej tilbage. Hvis et barn får stophormon-behandling før puberteten med henblik på en kønsskifteoperation, risikerer personen at blive steril. Derfor taler alt for, at barnet skal vente indtil voksenalderen med at tage beslutning om sit køn.

Der er helt sikkert mennesker, der føler, at de er født i den forkerte krop. De skal naturligvis have hjælp. Hvad enten de har behov for operation eller behandling af sindet og tankesættet.

Men siden 2010 har der været en voldsom stigning i antallet af teenagere, som ønsker kønsskifte.
I Storbritannien er antallet af børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, steget fra 51 i 2009 til 1.766 i 2016.

I Danmark blev der omkring 2004 henvist ca. 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet – siden er tallet steget til ca. 350 personer om året.

Hvad sker der? Er det ideologien, der præger børnenes forståelse af sig selv? Eller handler det om, at det at skifte køn skaber en masse opmærksomhed? Måske er det netop det, som børn søger og ikke reelt et andet køn.

Selvom det for den transaktivistiske lobby nok vil lyde diskriminerende, så vil jeg vove den påstand, at man er ude i en form for selvafvisning, når man ikke kan acceptere det køn, man er født med. Måske ligger der ligefrem en form for selvhad til grund for ønsket om kønsskifte.

Psykologer fortæller, at antallet af børn og unge, der udviser selvskadelig adfærd, vokser eksplosivt i disse år. De formår ikke at elske sig selv. Og føler heller ikke, at andre gør det.

Uden at være ekspert på området vil jeg alligevel mene, at ønsket om at skifte køn let kan tænkes at handle om tørst efter opmærksomhed, kærlighed og selvaccept.

Det uhyggelige er, at transaktivisterne nu bruger sårbare børn i en ideologisk kamp, der også handler om selvhad, et had til den skabelsesorden, som vores kristne kultur bygger på. Etisk Råd burde trække deres støtte til juridisk kønsskifte for børn tilbage.