Præst på rette kurs i Salem

– Jeg har en særlig længsel efter, at mennesker, der har kæmpet i livet, skal få lov til at mærke Guds kærlighed her, siger Missionsforbundets nye rorgænger i Frederiksværk.

Bo Nicolai Skov landede i sit kald – som præst i Frikirken Salem – den 1. februar. Efter en lang og til tider udfordrende dannelsesrejse i teenageårene og lidt frem.

– Der er blevet taget godt imod mig, og jeg har allerede nydt mange gode, lange og dybe samtaler med mennesker i kirken. Folk giver virkelig sig selv her. Gennemsnitsalderen er lidt høj, men her er bestemt ikke mangel på ildsjæle, fortæller Bo Nicolai Skov.

Han håber at være med til at tiltrække flere unge til den overvejende modne menighed.

– Vi er allerede godt i gang med at skabe en kirke, der også er for unge – og for byens børnefamilier. Vi vil for eksempel gerne starte spejder op i byen igen, lave en Kids Fun aften to gange om året, teenageklub med gamer-aften … det sætter jeg selv stor pris på, siger præsten.

Da Bo Nicolai Skov i forbindelse med sin ansættelse spurgte menighedsrådet, hvad det forventede af deres nye præst, lød svaret: ”At du er dig”. Og det er han.

Men han har været på lidt af en rejse for at nå dertil, for i en periode som helt ung kom han væk fra sig selv.

På trods af stærk tro og en opvækst med forældre fra Missionsforbundet røg han i sine teenageår under et ophold på en apostolsk efterskole ud af kurs. Men Gud ventede med åbne arme, da han vendte tilbage, rettede op og realiserede det kald, han da modtog:

– Jeg er opvokset som missionærbarn i Afrika, fra jeg var 2 til 6 år, og kan huske en del fra det sidste år. De indtryk kan sammenfattes til: Troen på Gud var en stor og naturlig del af livet for mig.

– Gud lå i kortene. Jeg har altid haft bevidstheden – og talt til Gud, som om Han er der. Jeg skelnede ikke mellem det fysiske og metafysiske. Begge dele var og er så stor en del af min hverdag.

– Min oplevelse med Gud er, at han kalder os til noget, og så sætter han alt på plads, forklarer han.
Hvis vi lytter og handler derefter vel at mærke.

Siden årene som barn i Afrika har han boet skiftevis i Danmark og Norge.

– Jeg er gift med Thea, som er fra Norge – og jeg er selv halvt norsk, fortæller Bo Nicolai Skov, der har studeret på Ansgarskolen i Norge.

Hans mor er fra Missionsforbundet i Norge, og hans far er fra Missionsforbundet i Danmark, så en uddannelse i dette regi føltes som at vende hjem for ham.

– Da jeg var 14 år – lige efter at ” jeg blev overhørt”, som vi kaldte vores frikirkelige konfirmation, ville jeg døbes. Jeg havde brug for den symbolske overgang – at handle på min tro. Dengang så jeg det som en velsignelse. I dag opfatter det det mere som et sakramente, forklarer Bo Nicolai Skov.

Ude af kurs

I teenage-årene kom også nye tanker … bl.a. om bevisførelse for Gud. Bo Nicolai Skov røg ud i en destruktiv kursslingren på trods af beviser:

– Jeg søgte mere bevidst at erfare og føle Guds nærvær, og jeg fandt ud af, at det apostolske og karismatiske gav god genklang med hensyn til det behov. Jeg valgte derfor at gå i 9. klasse på en apostolsk efterskole – Kildevæld, hvor tro og identitet blev vigtigt.

– På skolen havde jeg en del mærkbare oplevelser med Helligånden. For eksempel spillede jeg musik, mest på guitar, og tænkte, når jeg gik i gang: ”Jeg har lyst til, at Helligånden er med”, og Helligånden responderede. Og hvis mine nøgler var væk, bad jeg til Gud, og så fandt jeg dem…

– Samtidig havde jeg en rebelsk og oprørsk holdning de år. Jeg prøvede grænser af, fortæller han.

Sammen med nogle andre elever kom han på afveje. Sjov blev snart mindre sjovt:
– Jeg gav den gas og havde det sjovt med mine venner. Vi røg og drak … så kom tros-krisen:

Betyder tro, at jeg ikke kan ha´ det sjovt med de andre? Det var hårdt. Jeg ville så gerne ha´ det sjovt med de venner, der accepterede mig, som jeg var. Og det var spændende at gøre det, man ikke må.

– Samtidig havde jeg stærke Helligåndsoplevelser. Jeg levede et dobbeltliv.

– Det blev endnu værre i gymnasieårene, hvor jeg gik lidt væk fra kirken. Dog var jeg stadig aktiv som leder i teenagekirken sammen med andre.

– Jeg flyttede så sammen med en kæreste og blev gift som 21-årig. Da vi var blevet gift, begyndte jeg selv at eksperimentere med hash og ryge mere. Det endte i misbrug, og en uge før vores et års bryllupsdag gik min kone fra mig. Hun ville skilles, og det blev vi, fortæller han.

Det var mørke tider.

” Jeg træder lige ind i Guds nåde og kærlighed.
Jeg sætter mig bare ned og græder …
Jeg oplever Guds varme, brændende, dybe kærlighed
og længsel efter at tale til mig”

– På et tidspunkt syntes jeg ikke, livet var værd at være i. Jeg havde ikke lyst til livet mere. I halvandet år røg jeg samtidig med, at jeg læste historie på universitetet … og havde et job i en SFO, som var mit bedste faste holdepunkt i en mørk tid. For det ramte mig dybt i hjertet at skulle være noget for børn.

– Når jeg kørte i bus hjem fra arbejde, kom jeg ofte til at tænke på, at der hver fredag var ungdomsmøde – Grow – i Vestermarkskirken i Grindsted, hvor mine forældre boede, og hvor vi hørte til kirkemæssigt. Det stod på i nogle måneder. Men: ”Hvad tænker folk om mig i min tilstand”, tænkte jeg så.

– Jeg følte skam … at jeg ikke var værdig nok til at komme ind for Gud. Min bedste ven er leder der, og en dag midt under mine sorte tanker, ringede han: ”Skal du ikke til Grindsted og besøge mig?” spurgte han. ”Jo”, svarede jeg, og så tilføjede han: ”Og skal du ikke også med til Grow?”

– Dagen efter gik jeg med til ungdomsmøde i min barndomskirke. Temaet var: ”Guds faderkærlighed”, siger Bo Nicolai Skov og holder op med at tale i datid – som mange gør, når de fortæller om stærke trosoplevelser, der ofte deles, som var det her og nu, de foregik, fordi de er så levende:

– Jeg træder lige ind i Guds nåde og kærlighed. Jeg sætter mig bare ned og græder … jeg oplever Guds varme, brændende, dybe kærlighed og længsel efter at tale til mig, fortæller han.

Proces, der trak tænder

I dag er han dybt taknemlig for, at både Gud og kirke stod klar til at hjælpe ham, dengang han havde brug for det.

– Da var der rigtig gode ledere, der tog hånd om mig. Gert Bjørsted hev mig med ind i lovsangsgruppen. Han tog en chance med mig. Jeg har altid elsket lovsang.

– Jeg var igennem en lang og smertefuld proces for at vende tilbage til livet i troen. Jeg fik en god mentor og stoppede på historie-studiet, for jeg ville være volontør. Dedikere mit liv til Gud. Min mentors sjælesorg for mig er nok noget af det mest betydningsfulde, der er sket for mig.

Han turde være ærlig om, hvad tro og det at være menneske er. Ingen fordømmelse. Det ændrede mit liv, siger Bo Nicolai Skov.

Især havde det stor betydning for ham, at han blev mødt med tillid på trods af den aktuelle kurs-slingren, der varede et stykke tid at komme ud af. Indtil alting, indtil han faldt på plads igen.

Da Bo Nicolai Skov begyndte at tale om at læse teologi og blive præst, sagde ungdomspræsten: ”Jeg kan virkelig godt se dig som præst i fremtiden”.

Og Ansgarskolen i Norge var helt i overensstemmelse med Guds planer, kom han til at opleve:

På trods af angst

– Jeg var fuld af angst, inden jeg rejste dertil. Det kan være hårdt at gøre nye ting, flytte til et andet land. Hjemme i lejligheden, inden jeg besluttede det endeligt, bad jeg en bøn: ”Jeg tror, jeg vælger Ansgar – jeg er bange for at gøre det, men føler, det er det, jeg skal gøre. Kan du ikke give mig et tegn?”

– Da jeg samme aften var til ungdomsmøde, kom en pige ind i kirken. Jeg havde ikke set hende i fem år. Hun sagde til mig: ”Jeg sku´ sige fra Gud, Bo, at det, du har besluttet i dag, er det rigtige. Jeg ser dig, jeg forstår alt, du står i, og jeg er med.

– Så vidste jeg, at det var et kald. Guds kald.

– Mine forældre mødte hinanden på Ansgarskolen, og jeg mødte også min kone der, mens jeg tog en bachelor i praktisk teologi.

– Det var andet år, jeg var der, Thea startede. Hun blev min nabo på campus, og vi blev hurtigt kærester, fortæller Bo Nicolai Skov.

Alting faldt altså på plads, da han fulgte sit kald.

– Thea læste først musik, men ville bagefter også læse sygepleje, så jeg blev i Norge sammen med hende – da jeg selv var færdig med at studere … og arbejdede med børn i en børnehave.

– Der var to gode kirker, jeg talte med, da vi skulle til Danmark. Jeg oplevede, at Frederiksværk var det rigtige sted for mig at være præst. Jeg fik en dyb fred ved tanken. Thea var enig, siger han.

Skam var hans største problem med tro de år, han for vild.

– Det var en selvforstærkende ting. Du er en del af Kristi legeme og må forholde dig til kirkens værdier og forventninger.

– Der opstod blinde punkter i mit hoved. Jeg havde ubehagelige følelser og prøvede at flygte fra dem. Det eskalerede, da min første kone gik fra mig. Da fik jeg virkelig en krise … en tro-, identitets- og livskrise. Jeg havde svært ved at se, hvor Gud var. Og var inderlig vred.

– Når livet går i sort og er svært, kan man have brug for at skyde skylden på nogen eller noget. Gud er heldigvis stor nok til at kunne rumme det, tilføjer præsten.

Bo Nicolai Skov glæder over at kunne bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.