Fadervor vandt over farlige tvangstanker

At Mark Bradford som helt ung eksperimenterede med hash, magiske svampe og en enkelt gang også prøvede LSD, kom næsten til at koste ham livet.

Resultatet var fem ungdomsår i helvede: Psykose, tvangstanker, mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling …

Heldigvis blev han rask, godt gift, far til to og flyttede til Danmark.
At han begyndte at bede Fadervor, læse Biblen og komme i kirke, gav ham livet tilbage.

I dag er Mark Bradford sammen med sin hustru Britt leder af det kristne rehabiliterings- og omsorgshjem Kildegården på Fyn. De tager sig af stedets 11 beboere, som har haft misbrug med i bagagen eller har brug for særlig omsorg.

– De skal have taget en beslutning om at stoppe med misbrug, inden de kommer til os. Nogle gange falder folk dog i og må samles op igen.

– Kildegården er et tværkirkeligt sted. Vi er med i menigheden i Pinsekirken i Svendborg, hvor vi er kommet et par gange om måneden igennem to et halvt år. Men vi besøger med jævne mellemrum også andre kirker, siger han.

Coronavirus har dog også ramt kirkerne – og medført, at der har været færre gudstjenester – og færre kirkegængere – i perioder.

– Frikirken har været en kæmpe hjælp for os. Præsten Poul Henning Krog gør, hvad han kan, for at hjælpe folk, der har haft et svært liv – som har kæmpet. Han er en meget omsorgsfuld mand, fortæller Mark Bradford, der af egen erfaring ved, hvor stor betydning dét har, når man har det svært.

Følsomhed, empati og åndelig forståelse er noget af det, Mark værdsætter mest. For disse ingredienser var med til at redde ham, da åndelig vildfarelse og psykiske problemer – udløst af flirten med stoffer – var tæt på at koste ham livet.

Dårligt studiemiljø

Mark Bradford er født og opvokset i England.

Han blev kristen som 13-årig, men senere i teenageårene glemte han næsten alt om sin tro.

– Da jeg gik på universitetet, røg jeg gennem to-tre år hash sammen med andre studerende. En enkelt gang prøvede jeg også LSD. Det var en voldsom oplevelse, hvor det var som om, jeg åbnede en dør til den åndelige verden. Som ikke skulle åbnes!

– Før jeg begyndte at ryge, var jeg fuldstændig normal – og læste til ingeniør. Så fik jeg de forkerte venner … men de andre fik ikke problemer bagefter, fortæller han. Og skruer tiden tilbage til den svære tid. I 1985 rejste Mark Bradford alene rundt i Europa:

– Jeg var på en slags åndelig oplevelsesrejse og var på det tidspunkt lidt inspireret af Østens mystik … sådan lidt hippie-, zen-, buddhistisk-agtig. Et sted i bjergene i Schweiz var der nogle, der spurgte, om jeg havde hash. Jeg tog afsted til Bern for at købe noget – og fandt det lige uden for domkirken.

– Dem, der solgte det, var tydeligt påvirkede. De spurgte, om jeg ville ryge lidt med dem, og det var virkelig stærkt. Måske var der andre ting i? Jeg blev svimmel og var glad for at komme væk.

Da jeg var på vej ud af domkirkens område, kom der en lille mand – ca. halvanden meter høj – hen til mig. Han havde mærkeligt tøj på – var klædt som en fra Indien, en åndelig person.

– To gange drak jeg af vandet. Så begyndte tankerne at gå helt galt.
Jeg tænkte hele tiden på Djævlen og ondskab –
og troede, at jeg var særlig udvalgt.

– ”Nu begynder min åndelige rejse … min åndelige oplysningstid”, tænke jeg, da jeg så ham. Jeg følte, at jeg skulle følge efter ham. Og imens jeg gjorde dét, følte jeg, at jeg skulle give slip og slå mine egne tanker og hjerne fra, benægte mig selv og overgive alt til ham. Pludselig var han væk.

Jeg stod nu foran en springvandsfontæne. ”Go now and drink of the water of life”, hørte jeg … og det lignede jo noget fra Biblen. Jeg tænkte, at det måske var fra Gud.

– Jeg drak fra springvandet og troede, da jeg ikke var påvirket af stoffer længere, at nu var jeg oplyst og kunne leve et spændende liv. Men det var begyndelsen på fem års mareridt. Det viste sig, at det var en dæmonisk engel, jeg havde mødt.

Stemmen lignede noget fra Biblen, men det var det ikke! Den fik mig til at åbne en åndelig dør, så noget ondt kunne begynde at påvirke mig. Jeg tænkte ellers på det tidspunkt, at det var en god og åndelig rejse, jeg nu var på.

– To gange drak jeg af vandet. Så begyndte tankerne at gå helt galt. Jeg tænkte hele tiden på Djævlen og ondskab – og troede, at jeg var særlig udvalgt: At jeg var et menneske, som skulle bekæmpe Djævlen, forklarer han.

Tæt på livsfarligt spring

De næste års mørke er heldigvis et overstået kapitel. De var fyldt med åndelig forvirring.

– Fire år var jeg indlagt – ud og ind, efter oplevelsen med den lille mand og springvandet. Jeg tænkte, at mine tanker var styret at Gud – og at jeg skulle igennem en masse lydigheds-prøvelser.

De fleste af prøvelserne handlede om at hoppe ud fra høje steder. I den periode brækkede jeg mange knogler og overlevede ting, man normalt måske ikke overlever.

Så en dag kørte jeg til Colchester – til et parkeringshøjhus – for at hoppe ud. Jeg ”forstod”, at hvis jeg gjorde det, ville jeg opleve velsignelse. Jeg kiggede på P-huset. Det var omkring 40 meter højt.

”Nej, det gør jeg ikke”, tænkte jeg og nøjedes med at gå op til anden etage. ”Herfra hopper jeg”, tænkte jeg – der var ca. ti-femten meter ned til asfalten … Jeg stod ved kanten, men kunne mærke, det var forkert at hoppe ud. ”Nej”, tænkte jeg og vendte om.

– På vej ud af parkeringshuset kom den samme lille mand op til mig – ham, jeg havde set i Bern.

Han var så sur og knurrede helt vildt. Jeg blev meget bange, chokeret og rystet i hele min grundvold. Hvordan havde han fundet mig her og på lige præcis dette tidspunkt?

– Næste dag kørte jeg tilbage til parkeringshuset og hoppede ud. Jeg blev indlagt igen.

Tvangsindlagt, fordi jeg var til fare for mig selv og andre. Jeg begyndte at bede Fadervor mange gange – og kom i kirke. Det var et langt og sejt træk.

– Først efter ti år var jeg rigtig godt på vej i livet. Det var en hård rejse væk, ud af den verden.
– Mange flere end vi er klar over, bliver syge og indlagt, fordi de har åbnet forkerte åndelige døre eller prøvet stoffer, mener Mark Bradford.

En baglomme med tro

Mark blev kristen som 13-årig.

– Det var en ægte beslutning, men jeg glemte den. Gav slip på Jesus. Men han glemte ikke mig – og holdt mig jo i live.

– Selvom mine forældre ikke var troende, sendte de mig i søndagsskole, da jeg var 12 år. Jeg gik på det tidspunkt på en privat skole for drenge – måske syntes de, at jeg også skulle møde nogle piger, siger han.

I søndagsskolen oplevede han, at Jesus levede.

– Jeg besluttede mig for at følge ham. Mens jeg som 22-årig var indlagt på en psykiatrisk afdeling, var der en gammel dame, der midt i min prøvelse bad for mig. Hun var 80 år og havde været kristen hele sit liv.

– Hun begyndte at bede for mig og min familie, fordi det hele var så svært for os. Jeg begyndte at tænke over, at der var en åndelig dimension i mine problemer og begyndte selv at bede Fadervor,

fordi jeg vidste, at det var godt.

– Dengang var et af mine problemer, at jeg ikke vidste, hvad der var det onde, og hvad der var Gud.

Jeg ønskede kun at tjene den ægte Gud, men jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg bad fadervor flere gange om dagen i lang tid, og det førte til, at den ægte Gud fik mere kontrol, mere styr på mit liv. Så begyndte mine syge tvangstanker – tanker fra Djævlen at forsvinde, forklarer han.

I dag er han ikke i tvivl om, at kærlighed er en vigtig del af hans helbredelse.

– For at hjælpe andre, er man nødt til at stole på Gud og vise hans kærlighed. Så godt man kan, tilføjer han.

Mark Bradford, som er uddannet lærer, har tidligere arbejdet på Tommerup Efterskole. Hans hustru Britt er udannet pædagog og har tidligere været børnehaveklasselærer.