Frelse samler Guds børn i alle farver

Af Kirstine Høj

Til årets Nørrebro Pride var hvide og/eller heteroseksuelle forment adgang til åbningsfesten, så de ikke-hvide LGBT-personer kunne have et safe space – et trygt sted. Det var der en kort note om i sidste nummer. Her er en kort baggrund til årsagen; nemlig intersektionalitet. Begrebet stammer fra feminismen og er opfundet i 1989 af den afroamerikanske kvinde, Kimberlé Crenshaw. Intersektionalitet er i familie med det at være woke (vågen) og social justice warrior (forkortet SJW) – på dansk: social retfærdighedskriger.

Ifølge intersektionalitet sidder hvide, kristne, heteroseksuelle og ciskønnede (modsat transkønnede) mænd på toppen af kransekagen med alle deres privilegier: Sådanne mænd skubber derfra via patriarkatet en strukturel undertrykkelse ned over alle andre grupper.

Frelsesfortællingen ifølge intersektionalitet lyder, at alt bliver godt, når de påståede magthierarkier er nedbrudte, og alle har arbejdet med deres ofte ubevidste måder at undertrykke andre grupper på.

Kristent privilegium

Selvom kristne på verdensplan er den mest forfulgte gruppe på baggrund af religion, regnes det at være kristen i den teori for et privilegium, hvor man uretfærdigt sidder på en strukturel magtposition i samfundet.

Intersektionalitet deler folk op i kasser, hvor alle i samme kasse dømmes som værende ens. Men i 1. Samuelsbog 16:7 hedder det: ”men Herren ser på hjertet”; ”For Gud gør ikke forskel på nogen” – Romerbrevet 2:11. ”Thi fra hjertet udgår onde tanker” – Matthæusevangeliet 15:19. I Jakobs Brev 2:9 lyder det: ”Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere”.

Én stor familie

Bibelen fortæller, at mennesket grundlæggende er født med en syndig natur, og at synd (og ikke et uendeligt privilegie-bingo) er hovedproblemet i verden. Gud deler os ikke os i kasser, men samler os via troen på Jesus. Fordømmelse og had på baggrund af etnicitet er en klokkeklar synd.

I Galaterbrevet 3:28 står der: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Vi er skabt i Guds billede, og vi er alle én stor familie på tværs af etniciteter. Vores primære identitet som kristne er, at vi er Guds børn. Frelsesgaven forener.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: