Sidder sjælen i hjernen?
Mange husker sikkert fra skoletiden historien om den franske filosof og naturvidenskabsmand – og i øvrigt meget troende – René Descartes (1596 -1650), som mente, at sjælen sad i koglekirtlen. En lille kirtel i hjernen med form som en grankogle, som altså skulle være sæde for sjælen. Denne teori er der blevet grinet meget af i tidens løb.
Men nu forstummer grinet, for moderne hjerneforskning lokaliserer nemlig også hjernen som hjemsted for sjælen. Det betyder dog ikke, at hjerneforskere nu kan bevise, at mennesket har en sjæl. Langtfra. Ofte har de et ultra materialistisk syn på menneskets “jeg”, som de mener alene består af elektriske signaler i hjernen. Så hvis sjælen findes, er den i så fald kun et produkt af aktivitet i hjernen.
I et interview i magasinet Zetland fortæller den 68-årige verdenskendte britiske hjernekirurg Henry Marsh, at han har svært ved at tro på den menneskelige sjæl. Når han ser, hvordan folks personlighed kan forandre sig, er det meget svært for ham at tro på, at folk ikke bare er deres hjerner. For så vidt Marsh kan se, er der ingen tvivl om, at alt, hvad vi føler og tænker lige nu, det er elektriske signaler.
Denne teori er Marsh som sagt ikke ene om inden for hjerneforskningen. Mange forskere hælder i dag mest til den teori, at når vores hjerne er væk, så ophører vi med at eksistere.
Men Henry Marsh peger også på, at forskere rent faktisk ikke ved, hvordan fysisk stof skaber bevidsthed. Og det er her, der er håb for sjælen.
Forskning inden for nærdødsoplevelser viser nemlig, at der med al sandsynlighed findes bevidsthedsformer, som slet ikke er afhængige af hjernens aktivitet. Der findes mange tilfælde, hvor klinisk hjernedøde personer har oplevet at befinde sig i andre rum og dimensioner.
I bogen “Til himlen og tilbage” beretter den amerikanske neurokirurg Eben Alexander om sin egen nærdødsoplevelse, der skete i 2008 under en medicinsk induceret koma, mens han blev behandlet for meningitis. Hans hjerne var totalt ude af funktion, men alligevel oplevede han at befinde sig i en himmelsk dimension.
Det mærkværdige ved vores tid er, at folk gerne vil bekræftes i, at deres jeg ikke består af andet end elektrisk aktivitet i hjernen, og at der ikke findes noget liv efter døden. Hvorfor er vi så optaget af at få beviset for, at livet kun er en række biologiske mekanismer, og at sjælen ikke findes?
Trods forskernes ihærdige forsøg på at modbevise sjælen, så tror og håber de fleste alligevel på et liv efter døden. Og det er måske egentligt det bedste bevis for sjælens eksistens – at den har en stærk fornemmelse for sin egen udødelighed og en længsel efter den.
