Gud griber ind
I den seneste uge har vi kunnet læse om bortførelsen af 17 børn og voksne, der var missionærer på Haiti – og om et flystyrt i Houston, som alle passagererne mirakuløst overlevede. Vi takker Gud for hver gang, han griber ind. Men vi undrer os samtidig over, at mennesker, som udretter så meget godt, ikke bliver skånet for lidelser.
Vi hører stadig oftere om krige, menneskelig ondskab, forfølgelse og naturkatastrofer i verden omkring os. Også blandt vore nærmeste kan sygdom og ulykker pludselig ramme og ryste os ud af tilliden til, at det hele nok skal gå lige så godt, som det plejer. Men det er jo præcis som Jesus har forudsagt det om de sidste tider. Vi skal slet ikke undre os over det.
De første kristne oplevede Guds mirakuløse indgriben under sygdom, fængslinger og død. Men de oplevede bestemt også det modsatte. I Hebræerbrevet 11 læser vi, at nogle af Bibelens troshelte besejrede fjender, lukkede løvers gab og fik nye kræfter midt i al elendigheden.
I samme kapitel er der dog også eksempler på det modsatte: troende, som blev tortureret og dræbt på bestialsk vis.
De var for gode til denne verden, fastslår Hebræerbrevet. Men disse troende så frem til den kommende genopstandelse. Og det er altafgørende.
Vi beder for de forfulgte og de mange gidsler, at Gud må gribe ind og befri dem. Alligevel må vi huske, at historien aldrig slutter her. Det vidste de første kristne også, og mange af dem var ligefrem i stand til at glæde sig, når martyrdøden nærmede sig, for så skulle de hjem til Herren.
Kirkehistorikeren Eusebius (ca. 263-339) har beskrevet, hvordan både apostlene og andre af de første kristne blev forfulgt og led martyrdøden. Både apostlene Peter og Paulus blev dræbt af Nero omkring år 64 under forfølgelserne efter Roms brand.
Apostlen Peter valgte at blive korsfæstet med hovedet nedad – af ærbødighed for sin Herre. Men forinden havde han set sin hustru blive ført ud for at blive henrettet, og han havde glædet sig på hendes vegne og opmuntret hende med ordene: ”Husk Herren”, skriver Eusebius (Ecclesiastical History 3:30:2).
Dermed leverede apostlen med sit eget liv og sin egen død et stærkt vidnesbyrd om det, han skrev om i sit første brev (1 Peter 1,3-9). Hjemme hos Herren forventer vi en glæde, der ikke kan beskrives med menneskeord.
Og vidnernes – eller martyrernes – liv og død trækker spor. ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender,” skriver David (Sl. 23) Folk lægger nemlig mærke til, hvordan vi reagerer på det onde.
Missionsorganisationen Christian Aid Ministries, hvis missionærer blev bortført på Haiti, udsendte straks en opfordring til forbøn for både gidslerne, deres pårørende og deres bortførere. Derimod afslår de at forhandle løsesum med gidseltagerne, for en løsesum ville betyde støtte til mere vold fremover, forklarer de.
I mødet med det onde må vi huske, at Gud griber ind. For det gør han – før eller senere. Vi må finde håb og inspiration hos Jesus Kristus, som døde og opstod for at frelse os, og fra Bibelens og historiens troshelte.
”Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer.
Se på, hvad de har udrettet, og efterlign deres tro.
Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid.”
(Hebr. 13,7-8)
