Venstre sidebanner eksempel

Lad os tale kristendommen op

Jeg vil indrømme, at jeg har haft fordomme over for ”kulturkristne”. Hvis jeg ikke passede på, kom jeg let til at tænke: De lader bare deres børn døbe for traditionens skyld. De bliver kun konfirmeret for gavernes skyld. De skal giftes i kirken for at promenere op ad midtergangen. De lader deres døde begrave fra kirken, for hvad skulle de ellers finde på.

Af Jens Fischer-Nielsen

Med tiden har jeg fået et mere nuanceret syn på ”kulturkristendom” og på min egen ”man-skal-gå-op-i-det-kristendom”.

Jeg har længe savnet, at flere danskere (helst alle) var stolte af kristendommen … om ikke andet, stolte af vores kulturkristendom.

Jeg mener, at vores kristne kultur er noget at være stolt af. En flygtning sagde engang til mig: Kristendommen er ikke så synlig i Danmark, som jeg havde forestillet mig, men den er en underliggende tone i hele samfundet. Han afsluttede med noget i retning af følgende:

”Jeg ser kristendom i alt det gode, jeg erfarer i Danmark”. Det synes jeg var en god kommentar.

Jeg har også mødt kristne flygtninge, især fra Afrika, som havde et mere negativt syn på danskernes kristendom. Deres kommentar er også værd at lytte til.

De har måske været forfulgt for deres kristne tro. Det har måske kostet dyrt for dem at bekende sig som kristen – og nu oplever de, at danskerne bare tuller ligegyldigt rundt med verdens bedste religion i bagagen, uden at sætte pris på den.

Hvor er stoltheden?

Jeg savner som sagt en stolthed over vores kristendom. Mange har travlt med er fortælle, at de ikke er religiøse, ikke hører til dem, der render i kirke hver søndag osv. Hvorfor mon det er sådan?

Sådan gør kulturmuslimer da ikke. De vil hellere lade som om, de går vældig højt op i deres religion, selvom du måske ikke gør det.

Hvorfor synes mange kulturkristne, at det er vigtigt at fortælle, at de ikke går op i deres religion? Det virker som en form for blufærdighed eller menneskefrygt, som det er svært at se meningen med i det tolerante danske samfund.

Men der er også kommet en modsat strømning: Kulturkristne, som pludselig springer ud som bekendende troende kristne efter at have opdaget, hvor godt det er, at ”leve Gud nær” for nu at bruge et gammelt bibelsk udtryk. Det forstås sikkert, at jeg elsker den slags bekendelser eller vidnesbyrd.

Men det almindelige billede er lidt nedslående. Det er trist, at mange store børn, ikke før de møder præsten til konfirmationsforberedelse, har mødt nogen, som tydeligt viste, at de var stolte eller glade for at være kristne.

Og det er trist, at mange indvandrere og flygtninge kun har mødt danskere, som ikke regnede deres kristne tro for noget vigtigt i deres liv. Mange nydanskere har hørt det hos deres arbejdskolleger: ”Jo vi er døbt og konfirmeret, men vi går ikke op i det”.

– Det er også mit håb, at flere kultur-kristne vil være så stolte af at være, hvad de er, så de ikke taler kristendommen ned, men op – og glæder sig over at være del af noget stort og menningsfyldt.

Nye kristne kan måske vise vejen frem

Det er mit håb, at de nye kristne fra andre religioner kan blive brugt af Gud til at genoplive kristendommen i Danmark.

Og det er mit håb, at kristne fra andre steder i verden kan blive brugt af Gud til at skabe fornyelse i vores gudstjenester og menighedsliv.

Men det er også mit håb, at flere kultur-kristne vil være så stolte af at være, hvad de er, så de ikke taler kristendommen ned, men op – og glæder sig over at være del af noget stort og menningsfyldt.

Håbet til mine egen man-skal-gå-op-i-det kristne venner er, at vi kan stå sammen i glæden over alle kristne udtryk inkl. ”kulturkristendommens” og ikke forlange, at alle skal være kristne på nøjagtig vores måde.

Bibelske tanker som er værd at lægge mærke til:

Mark. 9, 39-41. Jesus: Den, der ikke er imod os, er for os.
Rom. 12,3-8. Paulus: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have.