Forstå din barnestatus

Rigtig mange børn drømmer om at blive voksne. De drømmer om at få lov til at bestemme det hele selv. De ønsker ikke at ligge under for andres beslutninger om sengetid, kost og vaner. Havde man dog bare lov til at bestemme det hele selv, så var det vel et bedre liv?

Når man så bliver voksen, bliver det hele vendt på hovedet. Rigtig mange voksne drømmer sig tilbage til barndommen, hvor der var mindre ansvar.

Der var en, der sørgede for, at der var mad på bordet om aftenen, og man kunne lege stort set hele tiden. Hvor blev den tid dog af? Ønsket om at bestemme det hele selv førte mere med sig, end barnets tankegang kunne forudse.

Gud ser ubegrænset

Vi kan trække en parallel mellem vores måde at tænke på og Guds. Vi ser i begrænsede sammenhænge, mens Gud ser alle perspektiver på én gang. Vi ser og kategoriserer vores sanseindtryk i kategorier af tid og rum, mens Gud kan se og erfare alt uden grænser.

Altså vil vi blive ved med at være som børn i hans optik, uanset hvor kloge eller gamle vi er. Selv om vi har nok så meget erfaring, vil vi stadig fremstå som dem, der er elsket og har brug for beskyttelse.

Vi kan bare ikke klare os selv. Vi er afhængige af Ham. Det kan være svært at indse. Men hør engang Jesu ord til os i dag. Han påpeger netop det samme faktum.

Vi skal være i stand til at tage imod med naivt sind og umiddelbar glæde.

For sådan er barnet. Det lille barn tager imod umiddelbart og uden at stille spørgsmål, fordi det har fuld tillid til, at det, der kommer fra far er givet i kærlighed.

Netop sådan skal vi tage imod troen, tage imod Jesu frelsergerning og tage imod alt, hvad Gud sender i vores retning. Sådan skal evangeliet altså også opfattes.

Så ender vi med at tro på, at Jesus kunne gå på vandet, at vand kan blive til vin, og alle de andre ting, der ikke umiddelbart kan forklares. Barnet behøver jo ikke en forklaring, men ser blot måbende til og siger: Hold da op, hvor er det imponerende. Det forholder sig ikke kritisk til det, der sker.

Find din barnetro

For mit eget vedkommende mødte jeg min barnetro igen i nye klæder, da jeg kom til Israel for første gang. Det gjorde noget ved mig at stå på de sten, hvor Jesus havde gået med sit kors på skuldrene.

Det rørte sig i mig, da jeg stod på Golgatha. Lige siden den dag, hvor jeg hørte kirkeklokkerne ringe over det sted, hvor Jesus døde for vores synders skyld, har mit syn været anderledes.

Hver gang jeg hører kirkeklokker nu, tænker jeg på Golgatha. Hvis jeg skal beskrive, hvad der skete for mig i Israel, så er det nok en form for overvældelse.

Det var så mange og så kraftige indtryk på én gang, at jeg blev blæst bagover. Og så skete det – ligesom det lille barn sagde jeg: Hold da op, hvor er det vildt, dette her. Gud er i det alt sammen.

Lige siden har jeg haft samme fornemmelse, når jeg er i Israel. Jeg kan simpelthen ikke få nok. Jeg vil gerne tilbage igen og igen. Der genfandt jeg min barnlige tilgang til det at være kristen. Spørgsmålet er, hvor du genfinder barnetroens umiddelbarhed?

Intet præstationsræs

Læg mærke til, at Jesus beder os om at være som børn. Han siger til os, at vi ikke behøver at være som voksne for at komme ind i Guds rige. Der røg præstationsræset lige ud af vinduet.

Tanker om at skulle være så og så god til skolefagene, bliver sat til vægs. Det er ikke sådan, man kommer ind i Guds rige.

Der kræves ikke noget af dig, hvad angår store problemstillinger og diskussioner om, hvordan kildekritik fungerer. Der er intet behov for at kende til litterære forfattere eller forstå andengradsligninger.

Her går Jesus altså i rette med den måde, vi er vant til at tænke på. Uddannelse er nærmest et mantra i vores samfund. Men for at komme ind i Guds rige behøver du ikke at være lærd.

Jesus siger faktisk: Kom hen til mig, alle I som er afhængige og som ikke kan klare jer selv. I er velkomne i min nærhed.

I dette lys giver tanken om, at Jesus er hyrden, en helt ny mening. Vi bliver opfordret til at stikke hånden frem – ligesom det lille barn tager sine forældre i hånden.

Når der er problemer, så kommer børnene og beder forældrene om hjælp. Det samme har vi altså lov til at gøre. Vi må frimodigt folde hænderne og henvende os til Gud.

Bekymringer hører ikke til hos de små børn. De tænker ikke i, hvilke konsekvenser der kan komme om lang tid. Det passer jo ind med, at Jesus forklarer, hvordan hver dag har nok i sin plage.

Vi skal være som liljerne på marken og som himlens fugle. Vi skal tro på, at Gud vil hjælpe os, afmægtige som vi er.

Jesus har fortalt os, at den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Den mindste skal blive den største. Se, sammenhængene er over det hele. Det giver så god mening. Så nyd den status Gud har givet dig. Nyd at være barn.

”Lille Guds barn i verden her,
hold dig da til din Fader nær!
Spørg om hans magt og kærlighed,
stol kun på ham og hvil i fred!
O, Gud ske lov!”

DDS, nr. 41

Amen!

Søndagens tekst: Markus 10, 13-16

Jesus og de små børn

13 På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort.

14 Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.

15 Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

16 Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Teksten er fra bibelen på hverdagsdansk.