En øjenåbnende læseoplevelse

Jens Staubrand er nu ude med endnu en nudansk gennemskrivning af et af Søren Kierkegaards værker. Denne gang af ”Sygdommen til døden”.

Når Kierkegaard taler om sygdommen til døden, mener han fortvivlelsen. Fortvivlelse er i følge ham tre ting: For det første er fortvivlelse det at ville være sig selv adskilt fra og uafhængig af Gud. Kierkegaard kalder det også for trods (jf. s. 92). I denne fortvivlelse ”vil selvet fortvivlet råde over sig selv eller skabe sig selv, gøre sig selv til det selv, han vil være, bestemme hvad han i sit konkrete selv vil have med og hvad ikke” (s. 94).

For det andet er fortvivlelse ikke at ville være sig selv overfor Gud og ikke at ville være den, Gud siger, man er. Kierkegaard kalder også denne fortvivlelse for svaghedens fortvivlelse (jf. s. 67): ”det vil ikke troende ydmyge sig under sin svaghed for således at genvinde sig selv, nej, det vil, så at sige, fortvivlet intet høre om sig selv, ikke vide af sig selv at sige” (s. 86f). For det tredje er fortvivlelse at ville være en anden, end man er.

Sygdommen til døden, fortvivlelsen, er ifølge Kierkegaard en synd. Vejen til helbredelse for fortvivlelsens sygdom er troen. Men vejen til denne helbredelse for fortvivlelsens sygdom går netop gennem fortvivlelsen For i mødet med Guds fordring erkender man sin sygdom, hvilket skaber fortvivlelse.

Med andre ord er mennesket i sin grund fortvivlet, men først når det erkender sin fortvivlelse, kan det helbredes.
Troen omvender alle tre former for fortvivlelse, så man nu vil være sig selv, sådan, som Gud siger, man er, og dermed forsone sig med sig selv.

Læsningen af ”Sygdommen til døden” er en øjenåbnende oplevelse. Kierkegaard har en fænomenal evne til at udtrykke sig knivskarpt og præcist om menneskesjælens dybder og om troens sandheder. Man føler sig afsløret og får samtidig en aha-oplevelse, som om man endelig forstår sammenhængene i sin egen sjæl.

Mange tror, at Søren Kierkegaard er svær tilgængelig – oftest uden at have forsøgt sig med ham. Det er derfor i udgangspunktet prisværdigt, at Staubrand vil gøre vejen til Kierkegaard lettere. Jeg står imidlertid tvivlende overfor, hvorvidt det sker med hans gennemskrivninger. For det første er de ikke så nudanske, som jeg tror, det var hensigten.

For det andet tror jeg, at den, der ikke kan læse Søren Kierkegaard heller ikke vil kunne læse Staubrands Kierkegaard. Skal man bevare Kierkegaards mening og dybde, kan man nemlig ikke samtidig gøre det ”letforståeligt”. Jeg vil derfor til enhver tid anbefale, at man går til Kierkegaards egen version. Det kræver måske lidt at komme ind i hans sprogbrug og de gamle danske stavemåder og formuleringer, men har man først vænnet sig til det, er han ikke så svær, som rygtet gør ham til.

Søren Kierkegaard: Sygdommen til døden – psykologisk hovedværk om eksistentiel fortvivlelse
Bearbejdet og udgivet af Stauer Publishing
200 sider. 300 kr.