Interview med ’pinse-munken’ Peter Halldorf om fordybelse

Peter Halldorf var som yngre en kendt præst i den svenske pinsebevægelse. Men efter nogle besøg i Egypten begyndte han at søge i retning af den ortodokse kirke.

På kirkedagene i Roskilde fik Udfordringen en åbenhjertig samtale med Peter Halldorf. Vi mødtes i et mørkt og stille rum på Roskilde Museum. Peter Halldorf var klædt i sort, havde en lille rund kalot på hovedet og et stort kors om halsen. Hans hvide skæg var langt og gråt, selv om han kun er 63 år. I sin fremtræden mindede han om en ortodoks munk.

Som at komme hjem

– Hvad fik dig til at søge i den ortodokse retning? Manglede du noget i pinsebevægelsen?

– Det som fik omvæltende betydning for mig, var mine rejser og besøg i Egypten og Syrien. Mødet med den koptiske kirke – og ikke mindst klostrene. Jeg følte det som at komme hjem. Der var mange fælles tilknytningspunkter til det, jeg kom fra. Samtidig var jeg i en krise i mit liv. Dette, at man skal forholde sig til alting straks. I klostrene mødte jeg et helt anden forhold til tid. En af munkene sagde til mig, at han havde været der i 20 år, og dette var kun begyndelsen.
Her var en anden måde at forholde sig til tid og resultater.  Senere mødte jeg en teologi, som radikalt drejede sig om frelsens altomfattende betydning.

– Og var det anderledes end det, du hidtil havde troet?

– Jeg kommer fra en tradition, hvor der er meget fokus på, at frelse er syndernes forladelse. Hvilket er vigtigt. Men her fandtes en antropologi om, at mennesket er Guds afbillede. At frelsen er en restaurering af den menneskelige natur gennem nåde og kraft. At vi først bliver os selv, når vi bliver forenet med Gud.
Så helliggørelsen er knyttet til inkarnationen.

Kirke uden rødder

– Hvad tænker du om, at kirken har mistet meget af sin indflydelse i samfundet?

– Når vi mister vores rødder, vores rodsystem, så bliver vi både som kirke og mennesker vældigt sårbare overfor den omgivende populærkultur. Og så mister kirken også noget af sin tiltrækningskraft og sin identitet. Kirken henter i dag meget fra den verdslige kultur, fx i synet på ledelse. Man annoncerer fx ikke efter en præst, som beder, men efter verdslige kvalifikationer. Det er en meget ulykkelig udvikling.

Brug for fordybelse

Der er brug for ro og fordybelse. Og det er ikke noget, man møder gennem hurtige oplevelser. Det kræver, at man arbejder med sig selv. Og det er her, jeg peger på værdien af det monastiske liv.

– Men vi kan vel fordybe os uden at gå tilbage til det ortodokse, som er meget fremmed for vores kultur?

– Ja, og jeg argumenterer ikke for, at vi skal blive ortodokse. Jeg ville aldrig foreslå, at pinseforsamlingen, som jeg fortsat tilhører, skulle indføre ortodoks liturgi. Det ville være katastrofalt. Forsamlingen har sin egen tradition, som er genkendelig og tryg. Men vi kan få hjælp i vores søgen efter fordybelse i andre traditioner.

– Når du taler om ”det monastiske liv” – altså klosterlivet – handler det altså om fordybelse?

– Ja, visse mennesker har kald til klosterliv. Og kirken behøver et klosterliv. Klostrene har været kirkens usynlige blod-central i århundreder. I de første tusind år kom al fornyelse fra klostre. Der kan naturligvis også ske et misbrug af klosterlivet. Man skal ikke idealisere klosterlivet. Men der gik noget tabt med reformationen. Før blev kirkens ledere og biskopper hentet fra klostrene, ikke fordi de var en del af et hieraki, men fordi de havde et fundament at lede ud fra.
Alle kristne skal ikke være munke. Men alle har mulighed for at fordybe sig i troen.

Kirken i klimadebatten

– På kirkedagene var du med i debatter om bl.a. klimakrisen. Men kan kirken redde jorden?

– Nej, men vi er kaldet til at være skabelsens præster. At stå i forsoningens tjeneste mellem skabningen og Skaberen.

– Er det ikke lidt påklistret, at kirken nu også skal forsøge at være relevant i klima-debatten?

– Jo, når det kun bliver et moralsk imperativ (påbud, red.), så er der en stor risiko for, at kirken bare bliver et ekko.

Et eukaristisk etos?

– Så kirken skal altså sige noget andet… Men hvad?

– Ja, det er spørgsmålet. Vi behøver et eukaristisk etos.

– Og hvad vil det så sige?

– Et ontologisk forhold til skabelsen, svarer Peter Halldorf, der gerne udtrykker sig i fremmedord. Så her er lidt ordforklaring:
Eukaristisk = Ordet henviser til den kristne nadver, men ordet bruges i katolske sammenhænge også om en takkende tilbedelse.
Etos = Ordet kan betyde: Karakter og skik/vane. I retorik er etos et fagudtryk, som beskriver talerens troværdighed.
Ontologi = filosofien om det, som eksisterer, og hvordan det eksisterer. Så med ”eukaristisk etos” mener Halldorff formentlig en takkende indstilling overfor Skaberen og det skabte. For en sikkerheds skyld spørger jeg igen, hvad han mener.

– Det er den fortrolighed og hengivenhed, som er frugten af et blik for den verden, som er transparent. Som ser, at alting har med Gud at gøre, alting er råmateriale for sakrament (en hellig handling, red.) Alting giver mig fællesskab med Gud, så jeg forholder mig som præst og ikke som ejer af jorden. Altså et sakramentalt forhold til jorden og naturen. Og det er noget andet end en klima-aktivisme, som er drevet af rædsel og frygt.
Jeg mener ikke, at hver kristen behøver at kunne trænge ind i teologien for dette. Men kirkens ledere bør gøre det, så de forkynder ud fra en kristen måde at tænke på og leve på denne jord.

Gud i naturen

– Det var indlysende for de tidligere generationer, at hvis Gud ikke var nærværende i et sandkorn, så var han heller ikke nærværende i himlen. Det er ikke udtryk for nyreligiøst sværmeri. Det handler om at forstå, hvorfor verden og jorden er hellig.
Hvis vi ikke forstår, at det inkarnerede ord er en del af skabelsen på samme måde, som forholdet mellem Gud og verden, så vil vi ikke forstå, hvem Gud er, hvem mennesket er, og hvad det betyder for os i praksis.

– Kan du forklare det lidt?

– At forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesu natur er som forholdet mellem Gud og verden.

– Du siger nogle vældig sublime (storslåede) sætninger, men hvad betyder de?

– At Gud i Kristus er en del af skabelsen, det betyder, at alt som kaldes kristent er forbundet med det skabte. Og det betyder, at vi rører os i skabelsen, og når vi konsumerer skabelsen, rører vi ved Gud selv. Det er det, jeg mener med at et eukaristisk etos ikke er etik. Og der er stor forskel.

– Som journalist forsøger jeg at gøre det komplicerede forståeligt. Evangeliet er jo enkelt. Men når du taler på denne måde, så er der kun få, der forstår dig.

– Men der er en pointe med, at jeg gør det. Hvis vi ikke trænger ind i troens hemmeligheder, så vil vi ikke kunne se det enkle. Så kommer vi til at banalisere evangeliet. Hvis jeg enkelt skal udtrykke, hvad der ligger i et eukaristisk etos, så er det en dyb følelse af verdens hellighed. Klimakrisen og den global opvarmning er ikke en økologisk krise.

– Er det ikke?

– Nej. Det er heller ikke en etisk krise, men det har at gøre med vores måde at se og tænke om verden og os selv. Vores verdensbillede og selvbillede.
Vi må spørge: Hvem er mennesket egentlig, ifølge den kristne traditions højeste indsigter. Hvem er mennesket i forhold til Gud, andre mennesker og verden?
Dér har den kristne og bibelske tradition en fantastisk indsigt, som gennem årene er gået tabt eller formørket.

At gøre sig forståelig

– Vi skal ikke banalisere evangeliet. Men Jesus udtrykte sig ganske forståeligt, og Paulus skrev forståeligt. Hvad er formålet med at gøre det enkle til et mysterium?

– Men var det sådan, at folk forstod Jesus? Nej, gang på gang står der i evangelierne, at de ikke forstod, hvad han mente.

– Men det handler vel om at bliver forstået?

– Men hvad er det at kommunikere? Gør vi det med ordene alene? Vi kan kun forstå det, vi allerede har forstået.

– Eller som Gud åbenbarer?

– Ja, præcis. Og pointen med kristen forkyndelse er ikke, at man forstår på et kognitivt, rationelt plan. Det skal man ikke foragte heller. Men et menneske kan komme hjem fra en gudstjeneste, og når man spørger, hvad præsten talte om, så svarer hun: Det ved jeg ikke. Men det rørte mig.
Vi forstår ikke altid, men det vækker os, så vi søger videre. Når jeg knyttede til det ortodokse, så var det ikke noget, jeg straks kunne sætte ord på, men noget jeg intuitivt anede. Og det satte gang i en søgen og en udforskning. Det havde ikke hjulpet, at nogen satte sig ned og forklarede mig det – jeg måtte gå en vej for at forstå. Dermed siger jeg ikke, at det er et ideal at være ubegribelig, men det er et paradoks i vores kristne tro, at den er fyldt med antinomier. (To udsagn, som begge er gyldige, men som modsiger hinanden, red.) Fx at Gud er én og tre. At Jesus var guddommelig og menneskelig. Begge udsagn er sande, og det er ubegribeligt. I den protestantiske verden forsøger man ofte rationelt at forklare. Men derved krymper vores verden sig. Vi har brug for at tage et troens skridt for at kunne forstå. Når vi bevarer mysteriet, åbner verden sig. Når mennesket mister taget i sit eget liv og følger Kristus, så bliver nogle ting tydeligere.

Klosterliv til daglig

– Du er selv kun blevet ”pendler-munk”. Er du gift?

– Ja, jeg har familie. Jeg lever et normalt liv på Østgotland.

– Hvordan kan vi rent praktisk ”leve et monastisk liv” i vores moderne tid uden at gå i kloster?

– Det handler om at give plads til bøn og bibelord og åndelig disciplin. Vi har brug for fællesskaber, hvor vi støtter hinanden i at finde en praktik for det åndelige liv, svarer Peter Halldorf, som fortæller om sit eget økumeniske fællesskab, hvor man praktiserer:

1. At bede daglig tidebøn.

2. At gå til nadver og gudstjeneste én gang hver uge.

3. At tage på retræte en gang om året.

– Sådanne fælles regler er en støtte for det åndelige liv. Og gør man det flere sammen, går man ligesom sammen på en vej.
Men det gælder om at finde den måde, som fungerer for dig, slutter Peter Halldorf – og værdsætter i øvrigt de provokerende spørgsmål.