Den grimme due

Min svigerfamilie er brasilianere, og de elsker dyr. Det sidste dyr på listen er en due. Og da den til min store skræk første gang fløj hen for at sætte sig på mit hoved med sine kradsende, klamme fødder, blev jeg mindet om en måske basal – men vigtig ting.

Når jeg møder en due i Danmark, så sker det som regel i centrum af en by – måske på en gågade. Og det er et lidt anstrengt møde, må jeg sige. Duen hopper tiggende hen mod mig, som om den forventer, at jeg skal give den noget mad. Jeg sparker ud efter den eller bevæger febrilsk armene for at få den væk.

Væk! Skrid! Jeg orker ikke duer. De ser så uskyldige ud, men er jo også ret klamme, ikke? For hvor har den sidst været? Hvilke bakterier ønsker den at overføre til mig i dag? Så da jeg sad og arbejdede på min computer i Brasilien og duen ”Pompom” fløj hen over mit hoved, så var det ikke Helligånden, som jeg fornemmede.

Jeg løftede min hånd op for at beskytte mit hoved. Så duen satte sig derfor på min arm. I det samme fik jeg et flashback til min barndom, hvor jeg havde en Nymfeparakit. En lille grå fugl med gult og rødt hoved. En mini papegøje. Den fløj også hen og satte sig på mit hoved – og bed i mine brillestænger.

Denne gang var fuglen større, men vejede næsten ingenting. Jeg lod den sætte sig på mit hoved næste gang – et par sekunder. Det var faktisk okay.

Duen ”Pompom” var skadet som unge og var røget ud af reden og så helt miserabel ud, da de fandt den. Moren ville ikke have noget med den at gøre, og den var helt derfor fortabt og opførte sig derefter. Min svigerinde kunne ikke nænne at se den dø og tog sig af den.

Hun fik den til dyrlægen og ”adopterede” den. Nu er den en del af familien sammen med alle de andre dyr, som de har. Og den er ikke længere irriterende eller grim. Den er bare sig selv og har lært, hvordan den skal opføre sig – sådan nogenlunde i hvert fald.

Jeg kom til at tænke på, at det også er sådan med os andre. Vi kan måske godt virke lidt irriterende på andre mennesker med de særheder, vi hver især har. Men det, som vi har brug for, er ikke at blive ”sparket væk” i irritation. Vi har brug for at blive elsket og taget os af.

Måske skal vi også en gang imellem lære, hvordan vi skal opføre os sammen med andre. Men det, der gør, at vi vokser allermest er, at andre ser, at vi har værdi, som dem vi er, og fremelsker det. At vi bliver vist ufortjent nåde på trods af vores ufuldkommenhed og fortid.

Alle mennesker har stor, stor værdi. Men måske har ingen fortalt os det? Eller måske trænger vi til at høre det igen? Derfor er vi efterhånden blevet ligesom en irriterende due, som agerer ud fra en misforstået identitet. Men alle mennesker har en uendelig værdi, fordi Gud siger det. Ikke på grund af vores handlinger. Og når vi forstår det og begynder at behandle hinanden på dét grundlag, så kan vi alle blive forvandlet til at være dem, som Gud har skabt os til at være.