H. A. Brorson – inderlighedens salmedigter

Af Kirsten Krog, Cand. mag. Anmelder og journalistisk medarbejder på Udfordringen

Vi er i Danmark beriget med en stor salmeskat. Navne som Thomas Kingo, H. A. Brorson, N.F.S. Grundtvig og B. S Ingemann er kendte af de fleste. Personligt har Brorson altid været min favorit både pga. hans inderlige kristentro og hans store poetiske talent.

Ikke en dans på roser

Allerede tidligt i livet lærte Brorson lidelsen at kende. Han blev født i 1694 som den yngste i en søskendeflok på tre. Familien var meget fattig, og i en alder af ti år mistede Brorson sin far, som var præst. I sin studietid blev Brorson selv så syg, at han måtte afbryde sit teologistudium og rejse hjem. Her mødte han sine brødre, som da begge var præster og grebet af den pietistiske vækkelse.

Senere blev han huslærer hos sin morbror, som var Frederik d. 4.´s amtsforvalter i Løgumkloster. Også her mødte Brorson pietismen, og det var i Løgumkloster, han for alvor selv blev grebet af denne bevægelse.

Gift med sin elev

Løgumklostertiden kom også på en anden måde til at betyde noget særligt for hans videre liv. Han forelskede sig nemlig i sin elev Cathrine Steenbek Clausen, og blev senere gift med hende. Nu fulgte en på mange måder lys tid for Brorson, hvor det bl.a. lykkedes ham at få sin eksamen. Men lykken blev ikke ved med at tilsmile ham.

I sit ægteskab med Cathrine fik han i alt 13 børn. Tre af dem var dødfødte og fire døde som små. Også Cathrine døde efter at have født et dødfødt barn. Af de resterende børn blev den ældste søn sindssyg i en alder af 12 år og måtte resten af sit liv spærres inde i Brorsons hjem.
Brorson blev gift igen og fik i dette ægteskab tre børn.

Men selvom lidelsen selvfølgelig prægede ham, som det følelsesmenneske han var, var det glæden, taknemmeligheden og troen, som prægede ham og hans digtning.

Brorson som salmedigter

Mange af Brorsons salmer udkom først i småhæfter og mindre samlinger, indtil han selv besluttede at lade dem udkomme samlet under titlen “Troens Rare Klenodie” .

I Den danske Salmebog findes i alt hele 116 af Brorsons salmer, hvoraf 60 er oversættelser og gendigtninger. Men trods den betydelige mængde, har han skrevet langt flere, end man kan finde her. I 1739 udkom ”Troens rare Klenodie”, som vel på nudansk bedst kan oversættes med ”Troens sjældne skat”.

Den bestod af i alt 80 salmer skrevet af Brorson og 194 tyske salmer, som Brorson havde oversat eller gendigtet fra tysk til dansk. Året efter Brorsons død i 1764 udgav hans søn Broder Brorson ”Svanesang”, som bestod af 70 salmer fra farens hånd. Mange af salmerne og sangene i denne samling er inspireret af Højsangen og centrerer sig om forholdet med Jesus og sjælen – som forholdet mellem brudgom og brud – og om herlighedshåbet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Brudeforholdet i Bibelen og kirkehistorien

Når Det Nye Testamente bruger brudesymbolikken, er der altid tale om forholdet mellem kirken og Jesus som forholdet mellem en brud og hendes brudgom. Allerede tidligt i kirkens historie og især i middelalderen blev det imidlertid normalt at inddrage Højsangen i denne symbolik og også tale om forholdet mellem den enkelte kristne og Jesus som et kærlighedsforhold mellem brud og brudgom.

Blandt de toneangivende indenfor det, man kalder brudemystikken, er Bernhard af Clairvaux og Johannes af Korset. Også en række kvinder – ofte nonner – har set deres forhold til Jesus som et brudeforhold. Med pietismen i 1700-tallet kommer noget af den samme inderlighed i talen om det enkelte menneskes relation til Jesus tilbage, og Brorson er her ikke en undtagelse.

Maleri af biskop og salmedigter Hans Adolph Brorson. Maleriet er malet af den dansk-svenske maler Johan Hörner (1711-1763) i 1756. Foto: Wikimedia Commons

Brudeforholdet hos Brorson

Når Brorson bruger billedet af bruden i sine salmer, er det også meget ofte den enkelte troende, han referer til. I flere tilfælde er det med klare billeder fra Højsangen. Det gælder fx, når han i salmerne ”Hvor er du dog skøn” og ”Sulamith lille” lader Jesus tale til bruden netop ved at kalde hende Sulamith.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I den første af disse salmer kalder Jesus sin brud bort fra verdens ”dragne sværd” hen til sig ved at sige: ”Så kom due! Kom due! Kom, ja kom! Ja kom! I klippens rif (revne) er ro og rum”. Når Brorson her taler om at søge helle i klippens revne, henviser han til Højsangen kap. 2 vers 14, hvor der bl.a. står: ”Min due sidder i bjergkløften i skjul på klippevæggen”.

I pietismen var det typisk at se, at dette billede blev brugt i overført betydning om såret i Jesu side, hvor den troende kan finde beskyttelse og ly for verdens fristelser. For Jesu sårmærke i siden blev set som åbningen ind til hans hjerte – til kærlighedsrelationen til Jesus.

”Den yndigste rose”

I begyndelsen af kapitel 2 i Højsangen omtaler brudgommen sig som Sarons rose. Billedet af Jesus som rosen – som for øvrigt også traditionelt ses som en kærlighedsblomst – kender vi fra Brorsons elskede julesalme, ”Den yndigste rose er fundet”. Salmen var blandt de første af Brorsons salmer, som blev udgivet.

Det skete i advent 1732 i et lille julehæfte. Senere blev salmen en del af ”Troens rare klenodie”. Egentlig var salmens titel oprindelig netop ”Jeg er en rose i Saron”. Dermed henledte salmen allerede ved sin overskrift opmærksomheden på Jesu forhold til den troende som en brudgom til sin brud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Salmen handler således på den ene side om brudens glæde over sin brudgom, men på den anden side også om hendes forsagelse af alt andet, som værende noget sekundært og i værste fald destruktivt i relation til den elskede. Jesus har frelst et fortabt menneske og gjort det til sin brud, derfor må hun elske ham og vende sig fra den syndige verden.

Jublende forsagelse

Dermed er et andet centralt tema i Brorsons digtning slået an, nemlig verdensforsagelsen. Det kommer klart frem i disse verselinjer i sidste vers af ”Den yndigste rose”: ”Lad verden mig alting betage, / lad tornene rive og nage, / lad hjertet kun dåne og briste…”

I lyset og skønheden fra den yndigste rose, fra brudgommen, havde verden tabt sin glans for salmedigteren, så hans største lykke alene kunne udtrykkes med salmens sidste linje: ”Min rose jeg aldrig vil miste”.

Guds lam

Brudekærligheden og himmellængslen – men også verdensforsagelsen – har imidlertid ingen mening uden Jesu korsdød som baggrund.
Derfor er billedet af Guds lam, der bliver ofret i synderes sted, også centralt i Brorsons digtning. Det ses bl.a. i salmen, ”Jeg ser dig, du Guds Lam, at stå”, som er en lovprisning af Jesus som Lammet.

Ordet ”Lam” er at finde i alle salmens vers, og henviser både til Jesu korsdød i tiden og til Åbenbaringsbogens Lam, der sidder på himlens trone i evigheden.

Objektiv og subjektiv frelse

Tidligere, bl.a. i den lutherske ortodoksis tid, var vægten på den objektive frelse – altså på selve frelsesværket. Men både i pietismen generelt og hos Brorson specifikt bliver den subjektive tilegnelse af den objektive frelse central. Det bliver vigtigt, at den enkelte erkender sin syndighed og fortabthed, omvender sig og i tro tilegner sig den frelse, som Jesus har bragt til veje.

Nåden er en vigtig glose i pietismens og Brorsons ordforråd, og billedet af det slagtede lam er et yndet symbol på frelsens grundlag. Som Brorson synger det i sin salme ”Hvordan takker vi vor Herre” (DDS 589, vers 2):

”Vist nok,
ingen sjæl fordømmes,
når den på sin Jesus tror,
nådens kilde aldrig tømmes,
nåden er og bliver stor;”

Men omvendelsen er både nåde og forsagelse:

”Men det er en afsagt dom:
siden Jesus til os kom,
skal vi bort fra synden vige
eller aldrig se Guds rige.”