’Det er godt at gøre godt’

Min kone og jeg skal i februar måned være gæster i det nordlige Bangladesh i forbindelse med en række workshops for unge og ledere i de små menigheder under Bangladesh Lutherske Kirke. Første gang vi rejste til Bangladesh var i januar 1975. Forud for udsendelsen fra Danmark fik jeg en formaning, som aldrig er gået i glemmebogen. Den var nyttig, både da jeg var missionær og sidenhen.

Formaningen fik jeg på et kursus på Præstehøjskolen, som vi deltog i sammen med nogle sognepræster. I det mindste en af dem var inspireret af Tidehverv, som er en teologisk retning, opstået omkring 1925 i protest mod social og pietistisk kristendom.

De tidehvervske præster er gode til at prædike ”frelsen af nåde” helt uforbeholdent. Altså: Det er fuldbragt. Det, som skulle gøres, er gjort. Som døbte mennesker kan vi leve vores menneskeliv med oprejst pande. Som præster behøver vi ikke at bekymre os om evangeliets udbredelse. Vi skal blot forkynde evangeliet ”rent og purt”, så skal Helligånden nok sørge for resten.

Uanset, at jeg ikke kan forstå alt fra denne fløj af kirken, er jeg taknemlig for det input, som en præst med den baggrund gav mig i en pause på Præstehøjskolen dengang for næsten 50 år siden. Han trak mig til side og ønskede velmenende, at jeg skulle forstå dette: ”Jens, du frelses hverken mere eller mindre på grund af det, du rejser ud til Bangladesh for at udrette.

Det er udmærket at gøre noget godt. Det skader ikke. Det er godt at gøre godt. Det hjælper sikkert nogle mennesker. Og du bliver nok også selv glad. Bare gør hvad du kan. Men husk, det er ikke det, som frelser. Du frelses alene pga. Guds nåde”. Det er nok ikke helt ordret citeret, men jeg husker tydelig budskabet. Og har tit tænkt på det: Det er godt at gøre godt, men du frelses hverken mere eller mindre af det.

Et ”gøre-menneske” som mig havde brug for at høre det. Og præsten – måske var han en engel – fik sikkert en tilskyndelse om at tage mig til side og fortælle mig det. Og tak for det! Det har også hjulpet mig i forhold til samvittighedskvaler om motiver. Jeg er vokset op med idéen om, at gode gerninger ikke er gode, hvis den ”venstre hånd ved, hvad den højre gør”. Altså hvis man føler sig god, evt. bedre end andre, ved at gøre en god gerning.

Efterhånden som årene er gået, er jeg kommet til at mene, at motiver bag gode gerninger aldrig er helt rene, men at det heller ikke betyder så meget. Hvis det gode, man gør, er godt for nogen, så er det godt uanset motivet. Bliver man selv glad, skal man heller ikke skamme sig over det.
Det er en fordel, hvis vi har en afslappet holdning til vores gode gerninger.

Så behøver vi ikke at kigge efter tak eller løn, hverken hos den, vi gør noget godt overfor eller hos Gud. Og man behøver ikke at granske sine egne motiver så nøje. Som så ofte før er vi igen på vej til Bangladesh … for at gøre noget godt? – Ja selvfølgelig! Vi tog da ikke den anstrengende tur, hvis ikke vi troede det. Og hvad med dig, som læser dette? Vil du gerne gøre noget godt?

– Hvis du vil, så gør det! Det er godt at gøre godt. Du risikerer kun, at et medmenneske, eller flere, bliver glade – og at du selv bliver glad og sikkert også, at Gud bliver glad. Glad, glad, glad. Det er da win, win, win. Der er intet at tabe.

Forslag: Tak Gud, for frelsen ufortjent af nåde – og for glæden ved at gøre godt!