Eva har et ønske om at se frie kristne

Hjemmet, Eva voksede op i, var ikke troende, men man var heller ikke negativ overfor kristne. Moren kom fra et meget fattigt hjem og havde lært at sætte pris på det i livet, man ikke kan købe sig til. Faren var hele sit liv søgende, og der blev ført mange dybe samtaler i hjemmet.

Som ganske ung begyndte Eva at søge efter en mening med livet. Som det var normalt for mange unge i hippietiden, søgte hun ikke til kirken, men til østens religioner og visdom.

En dag faldt hun over en bog i en boghandel. Bogen var skrevet af en indisk guru og sammenlignede hinduismen med Bjergprædiken. Umiddelbart var det ikke en oplagt vej til at møde Jesus, men Eva fortæller:

– Jeg husker, at jeg satte mig på græsplænen udenfor kirken i Umeå og læste.

Hun havde på det tidspunkt helt afskrevet sig kristentroen. Men under læsningen kom den tanke op i hende: ”Ham Jesus har vist alligevel noget at komme med”.

Du kan godt sige ”ja”

– Den efterfølgende jul hjalp jeg i en kirkes værested, fortæller hun.

– Nede i kirkens kælder var der et lille kapel, hvor jeg gik ned. Pludselig var det, som om Jesus spurgte mig, om jeg ville ham, eller jeg ikke ville. Jeg gik op og fandt den mand, der stod for værestedet og sagde: ”Jeg mærker, at Jesus står foran mig og spørger, om jeg vil komme til ham. Synes du, at jeg skal svare ja?” Jeg husker, at han sagde: ”Jo, jeg synes godt, du kan sige ja,” fortæller hun med et glimt i øjet.

– Derefter tog det fart. Jeg boede på det tidspunkt i et hippiekollektiv. Men jeg mærkede, at det ikke gik længere, så jeg flyttede ud i et kristent kollektiv. Vi havde faste bønnetider, og så tog vi imod drenge fra ungdomsfængsler, som kom og boede hos os.

I kloster

– På den tid begyndte jeg at blive tiltrukket af stille bøn og sad hver dag en halv time i stilhed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men oplevede en længsel efter stilheden.

Nogenlunde samtidig læste hun Therese af Lisieuxs selvbiografi. Therese er en ung karmeliternonne fra 1800-tallet. Karmeliternes særlige kendetegn er netop den stille bøn. Det blev en øjenåbner for Eva:

– Jeg oplevede, at det var det, jeg ville. Jeg havde tænkt på, om jeg skulle uddanne mig til sygeplejerske og rejse ud i verdens brændpunkter, eller jeg skulle gå i kloster og bede for verden.

Eva tog nu kontakt til karmeliternonneklosteret i Skåne. I februar besøgte hun klostret første gang, og i august indtrådte hun i klostret 19 år gammel.

Gud er i det dybeste mørke

– Jeg længtes efter at kunne leve helt for Jesus. Men da jeg kom ind i klostret, var det som om et sort gardin blev trukket ned. Alt var mørkt: Findes der en Gud? Hvem er Jesus? De første uger græd jeg hver dag.

Eva var i dette mørke i 10 år. Men heldigvis var der en god leder i klostret:

– Min gamle priorinde plejede at sige: ”Eva, det er Gud, som er i gang med dig”. Jeg kunne komme helt fortvivlet og sige: ”Jeg ved ingenting. Findes der en himmel?” Hvortil hun sagde: ”Det er ikke farligt, Eva, Gud er altid med”.

– Det ser jeg som den største gave, jeg har fået i mit liv. Det har båret mig igennem alt siden. Gud er altid med. Der er ingenting, som er udenfor ham.

– Vi behøver ikke gøre noget stort, for at Gud skal være der. Gud er selve essensen, selve kernen i vores liv. Jeg ville jo ikke leve, hvis ikke Gud var med. For det er Gud, som skaber hele tiden.

– Man har gjort Gud meget lille, hvis man mener, at det at behage ham er så vigtigt. Det er klart, at vi har en forpligtelse, men Gud tåler, at vi er, som vi er – og vi er i en proces.

– Jeg vil gerne formidle, at Gud aldrig er væk fra os. Hvor vi end er, og selvom det virker, som om jeg ikke længere har en tro, så er Gud der alligevel. Emmanuel – Gud med os. Det er blevet min rygsøjle, fortæller Eva.

Gennembruddet

Men inden Eva kom frem til denne trygge hvile i Gud, måtte hun se det største mørke i øjnene:

– Jeg var så langt ude, at jeg så mig som selve Synden.
Det eneste, der var tilbage for mig,
var at kaste mig selv ud i Helvede.

– Jeg følte, jeg blev overfaldet af Djævelen, Jeg var så langt ude, at jeg så mig som selve Synden. Det eneste, der var tilbage for mig, var at kaste mig selv ud i Helvede. Jeg kunne ikke længere kæmpe imod. Jeg husker, at jeg sagde til min præst, Wilfrid Stinissen, at det eneste, jeg kunne gøre, var at overgive mig i det mørke, jeg oplevede. Han svarede: ”Men husk, at Jesus også er dér.” Og det var han jo. Da jeg gav slip og kastede mig ud, var der bare stille, husker Eva.

De ti år i mørke og den endelige kapitulation førte Eva ind i Guds favn. Da hun gav slip, tog Gud over.

Farvel til klostret.

I 1999 stiftede det svenske karmeliterkloster et kloster ved Hillerød. Eva var en af de tre søstre fra Sverige, som startede det danske kloster. Hun havde dengang været priorinde i Sverige i omkring otte år og blev nu den første priorinde i klostret i Danmark. Som priorinde fik hun lov at følge søstrene på deres vej, noget som hun udtrykker taknemlighed for. Men det førte hende også ind i en kamp:

– Da jeg første gang blev valgt som priorinde, sagde min far: ”Husk nu, at når du er leder, skal du ikke prøve at få dine ting igennem. Du skal hjælpe andre til at få deres ting igennem.” Det prøvede jeg at have som rettesnor, men i bagklogskabens lys kan jeg se, at der var meget, jeg kunne have været mere fri med.

– Den Katolske Kirke er en mester i at bygge systemer. Man ved præcis, hvordan det skal være, og så tror man, alt er okay. Og sådan er det også i klostrene.

– For mange er systemerne blevet en hæmsko, og her har klosterlivet en bagside. Man forventer, at man skal passe ind i kasser. Som priorinde faldt jeg selv ind i det.

– Det skabte megen indre konflikt i mig både at skulle være tro mod mig selv og mod systemet.

Mødet med forskellige mennesker og samtalerne med dem gjorde, at Eva efter 30 år pludselig en dag fik den tanke: ”Tænk, om jeg trådte ud af klostret!”

– Jeg havde jo fået denne dybe fred: Selvom himmel og jord skulle brænde, så forsvinder Gud ikke. Men ville det holde, hvis jeg gik ud af klostret? Det gjorde det!”

Fra kloster til fængsel

Efter sin udtrædelse blev Eva kontaktet af en svensk præst, der lavede retræter for indsatte i de svenske fængsler:

– Jeg fik ansvar for kvinderne, hvor otte indsatte samledes i en særlig afdeling. Jeg boede selv i fængslet under retræterne. Alle, undtagen én, havde begået drab.

– Jeg har stadig kontakt med nogen af dem. Én er i dag diakon i Svenska Kyrkan. En anden havde en universel religiøsitet. Men en dag sagde hun til mig: ”Nu ved jeg, at det er Ham”. Hun havde mødt Gud som en personlig Gud.”

Frie kristne

Evas erfaring har givet hende en længsel efter at se frie kristne:

– Da min niece blev præst, spurgte jeg hende, hvad hun ville som præst, og hun sagde: ”Jeg vil hjælpe mennesker til at blive frie kristne”.
I dag forsøger Eva det samme gennem samtaler med mennesker og gennem retræter.

– Efterhånden blev jeg inviteret til forskellige ting i Danmark. Bl.a. har jeg holdt retræte på pinsekirkens bibelskole i Mariager.
De sidste år har hun sammen med Peter Poulsen holdt retræter på Ådalen ved Randers: ”Her i 2023 har vi to retræter, én i april og én i oktober”.