Guds fred er en kærlighedsrelation
I dagens tekst giver Jesus et løfte om det, der skete på den første Pinsedag, blot nogle uger efter ordene blev sagt. Han lover os Guds nærvær i form af den tredje person i treenigheden, Talsmanden, Helligånden. Når Helligånden virker i os, medfører det fred. En fred der overgår al menneskelig forstand. Guds fred.
Guds fred adskiller sig fra verdens fred, ved at den ikke er en fred fra noget. Verdens forståelse af fred handler om at fjerne sig fra det, der skaber ufred i os. Ufreden kan komme både udefra og indefra. Det kan fx være omstændigheder i livet, mennesker omkring os, eller nyheder om krig i verden, der skaber den.
Eller det kan være noget, der stammer fra os selv. Følelsen af ikke at kunne leve op til andres eller egne forventninger, bekymringer omkring at træffe det rigtige valg, eller ganske enkelt at have et forkert billede af sin egen værdi som menneske. Guds fred er markant anderledes. Det er en fred midt i din situation, i stedet for en fred fra situationen.
Udfordringen med verdens fred er, at den kun kan opnås, ved at situationen, som skaber ufreden, løses. Og som du sikkert har oplevet, så er det langt fra alle situationer, der findes en let løsning på. I det tilfælde forsøger vi i stedet at opnå freden ved enten at vende det blinde øje til, lyve om den (over for os selv og andre) eller flygte fra den. Men det er sjældent en god løsning på lang sigt.
Guds fred, derimod, lader os forstå, hvem vi er i Kristus. Når vi ”holder fast i hans ord”, tager Gud selv bolig i os. Han lærer os alt og minder os om alt, hvad han har sagt. Ved hans nåde får vi evnen og styrken til at løfte os højt nok op til at forstå, at vores situation – uanset hvor håbløs den er – ikke har nogen kraft til at definere os.
Det er intet mindre end et fantastisk løfte at have med sig! Men læg mærke til, at der ligger en betingelse i det, Jesus siger. ”Den, der elsker mig, vil holde fast i mit ord”. Det er et kald til en helt personlig kærlighedsrelation, der defineres ved, at vi holder os til det, han har lært os. Guds fred kommer af den kærlighedsrelation, men den er limet fast til Jesu ord.
For hvis ikke de ord betyder noget for os, hvor meget betyder han så? Derfor er det netop Helligåndens opgave at lære og minde os om alt, hvad Jesus har sagt. Det løfte gjaldt hans disciple dengang, og det gælder for alle, der er hans disciple i dag. Igennem Helligånden forstår vi Bibelen. Vi forstår, hvad Jesu ord betyder i vores liv i dag, fordi Helligånden stadig udfører den selvsamme opgave. Derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi fylder os med hans ord. At vi får læst i den Bibel, han har givet os.
Jeg er ikke ude på at køre en omgang dårlig samvittighed over på dig, hvis du ikke gør det. Slet ikke! Jeg ved fra mit liv, hvor svært det kan være at komme i gang med at læse i Bibelen. Den er en kæmpe mundfuld, og der er masser andet, der tager vores tid. Men Bibelen er kilden til relationen med Gud. Baggrunden for alt, vi ved om ham. Brændstoffet til Guds fantastiske fred i dit liv. Måske er det tiden for dig at snuppe Bibelen ned fra hylden og læse? Ikke langt. Hellere i små bider.
Det handler ikke om en præstation, men om en relation. Start i Markusevangeliet – det er skønt lige på med Jesu virke – og læs bare et par enkelte vers. I morgen kan du fortsætte, hvor du slap, med et par vers eller et afsnit mere. Brug et minuts tid på at tænke over, hvad du har læst, inden du lukker bogen for i dag. Du vil blive forundret over, hvor langt du kommer, og hvor meget din relation med Gud forandrer sig, så hans fred vokser i dig.
Søndagens tekst: Joh. 14, 22 – 31
Jesus går bort, men vil sende Helligånden i stedet
22 Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: „Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?”
23 Jesus svarede: „Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem.
24 Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig.
25 Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, 26 men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.
27 Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse!
28 Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg.
29 Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker.
30 Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har overhovedet ingen magt over mig, 31men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.”
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk