Gud er rummelig og intolerant

Gud rummer os med alt, hvad vi er, præcis som vi er. Der er tilgivelse for alle vores handlinger, og der er kærlighed uden ophør. Men Gud er desværre også intolerant. Han giver ikke plads til andre muligheder, andre guder eller andre sandheder. Der findes kun én Gud og én vej. Besværligt nok, er Gud ret intolerant over for ting, der er imod hans vilje, ting, der på kort eller lang sigt skader hans børn eller hans skaberværk.

Han er ikke intolerant på samme måde, som når jeg er gnaven og mangler overskud. Han er intolerant på den kærlige måde, hvor han stadig rummer mig, men ikke altid tolererer det, jeg gør. I nogle dele af verden er det ikke specielt kontroversielt at tro på en Gud, der opstiller krav og forventninger til vores måde at leve på, mens det derimod kan koste livet at sige, at man tror på Jesus.

I Danmark er det ikke så kontroversielt at sige, at man tror på Gud. Til gengæld er det yderst kontroversielt at mene, at Gud har nogle krav og forventninger til vores måde at leve på, og at der er nogle ting, Gud ikke tolererer. Når man i denne uges avis kan læse om kristne, der bliver forfulgt, overfaldet, voldtaget, slået ihjel, mister deres ejendom osv. og alligevel holder fast i troen og fortsat bekender offentligt, at de tror på Jesus, så giver det en lidt speciel følelse indeni, når jeg kigger på os kristne i Danmark og vores meget lille mod til at mene noget andet end flertallet.

Som Henrik Højlund påpeger i denne uges kronik, så skyldes det nok ikke kun manglende mod og vilje, men at vi rent faktisk skifter holdning. Vi justerer vores bibelsyn og Gudssyn, så det hverken gør ondt på mig selv eller andre. Jeg tror ikke, at vejen frem til at ændre den udvikling blandt kristne i Danmark er højtråbende og aggressiv retorik – faktisk synes jeg, at min sparsomme livserfaring indtil videre har vist en del eksempler på, at dem, der råber højest og kræver mest af andre, ofte er dem, der selv kæmper med mest.

Vi må lade os inspirere af de forfulgte kristnes mod, og så må vi udfordre os selv på de områder, hvor vi selv har ændret holdning, og endelig må vi forsøge at efterleve og formidle Guds ultimatummer lige så konsekvent, men også lige så kærligt, som Jesus gjorde det.

Jeg vil ikke undervurdere, de omkostninger det kan have, men måske kan det hjælpe, hvis vi ser det som vores version af trængsler. Og hvis ellers Paulus og de forfulgte kristne i Irak har ret, så kan trængsler faktisk styrke vores tro – mens manglen på trængsler paradoksalt nok kan svække vores tro.