Israel i krig
Martin Bergsøe
Præst i Nykøbing Falster
I sin leder den 10. dec. sætter den gode redaktør sig midt imellem to stole. På den ene side støtter han Israels retfærdige overlevelseskamp mod terroristerne fra Hamas, samtidig med at han i samme åndedrag tager afstand fra Israels måde at føre krig på inde i Gaza. Det er uomtvisteligt, at de palæstinensiske civile lider, og at tusinder af børn har mistet livet i krigen, og det er frygteligt.
Ønsker Israel at eliminere truslen fra Hamas, er der imidlertid ikke andre muligheder end krig. Rundbordssamtaler og dialog med mennesker, der ikke anerkender din ret til at eksistere, er formålsløse. Dialog med Hitler og Himler om at lade jøderne være i fred efter Krystalnatten ville nok ikke have ført til de ønskede resultater.
Hamas gemmer sig bag de civile, under hospitaler, skoler, og som Allan Sørensen – Kristeligt Dagblads velinformerede korrespondent – skriver, så stjæler de oven i købet de nødforsyninger, der kommer ind til de civile. Tror Simon Thidemann, at en sådan fjende kan besejres ved en permanent våbenhvile?
Skal ”åndskampe vindes med militær magt?”, spørger Simon Thidemann.
Ja, engang imellem skal åndskampe vindes med militær magt. I slaget mod amalekitterne gik den åndelige og den militære magt hånd i hånd (2. Mos. 17.8-16). Mange byer blev der på Guds befaling lagt ban på (Jos.6.21), og Gud fortrød, at han havde salvet kong Saul til konge, fordi han ikke lagde fuldstændig ban på amalekitterne (1. Sam. 15). Vi opfatter gerne os selv som fredselskende kristne og kan ikke lide at høre om disse beretninger, det krænker vort humanistiske gudsbillede.
Vi synger gerne med på ”Joshua fit the battle of Jerico” om bymuren, der kollapsede, men bryder os ikke om, hvad Gud befalede Josva at gøre ved indbyggerne i Jeriko. Genlæs Josvabogen eller Dommerbogen. At ”Israels fremgangsmåde er en nødvendighed, for at profetierne kan gå i opfyldelse, er i min optik at undervurdere Gud”, skriver Simon Thidemann.
Guds optik er nok anderledes end redaktørens, for Gud mener ifølge Bibelen tydeligvis ikke, at det er at undervurdere ham at ville bekæmpe Israels fjender med vold, når landet er truet. Ja, faktisk er det modsatte tilfældet, idet Gud anser det som oprør og ulydighed imod ham ikke at ville nedkæmpe Israels fjender med vold, når landet er truet.
Simon Griis skal have tak for sin tankevækkende kronik (samme nummer af Udfordringen), og Simon Thidemann skal have tak for at bringe den. Det er beskæmmende at skulle give Simon Griis ret, når han skriver, at det er ”foruroligende, at den frikirkelige røst ikke er skarpere og mere vedvarende” i sit forsvar for Israel. Simon Thidemanns leder er en bedrøvelig illustration af tingenes tilstand, og man spørger sig selv, om også vi i vor del af det kirkelige landskab i den grad er blevet skræmt af tidsånden?
