Søren Gade: ”Troen fylder for lidt i det offentlige rum”

Folketingets formand, Søren Gade fra Venstre, har nærmest fået troen ind med modermælken, men den er blevet særlig vigtig for ham gennem kriser, han oplevede allerede tidligt i sit liv.

Søren Gade voksede op i Vestjyllands bibelbælte, hvor Indre Mission stod stærkt, og selvom hans barndomshjem ikke var indremissionsk, var det et hjem, hvor man troede på Gud, og han lærte fra barnsben at bede Fadervor: ”Men så flyttede far fra os, og mor oplevede, at man begyndte at se skævt til hende. Så hun meldte os ind i en grundtvigsk valgmenighed på egnen, og det har været det kirkelige omdrejningspunkt for mig lige siden.”

Søren Gade understreger i den forbindelse, at han stadig har det fint med Indre Mission, og ”mange af mine venner fra Vestjylland er rundet af og kommer i Indre Mission”.

Åbenhed om tro er vigtigt

Søren Gade hører ikke til dem, der synes, at man skal putte med sin tro:

”Jeg kan huske, at der var en udsendelse i fjernsynet, hvor en semikendis blev spurgt om en hel masse forskellige ting, og det var lige før, man var med inde i soveværelset. Men så blev der spurgt til, om den pågældende bad Fadervor, hvortil hun svarede, at det var alt for personligt et spørgsmål, og det ville hun ikke svare på. Jeg behøver ikke at vide, hvad folk foretager sig i soveværelset, og det er ikke et spørgsmål om, at jeg vil give vedkommende plus eller minus, hvis jeg hører, at hun beder Fadervor, men det siger jo noget om, hvilken type man er. Jeg har selv været lidt blufærdig omkring min tro, men det er gået op for mig, at vi lever i et samfund, hvor alt er under pres, og derfor er jeg åben om at være et kristent menneske.”

Et samfund bygget på kristne værdier

”Når jeg diskuterer religion med mine ateistiske venner, må de anerkende, at det samfund, vi er en del af, bygger på kristne værdier, om man vil det eller ej. Vores velfærdssamfund og den måde, vi behandler andre på, har rødder i vores kristne værdisæt. Det kan godt være, at de ikke kan lide at bede Fadervor eller gå i kirke, men det er stadig et værdisæt, de lever under. Man må tro, hvad man vil, men jeg tror fuldt og fast og insisterer på, at det, vi har, er det bedste, for ellers havde vi valgt noget andet. Men det er ikke en afstandtagen til det, andre tror. Så jeg er ikke en af dem, der siger, at religion fylder for meget i det offentlige rum. Jeg synes, det fylder for lidt. Jeg mener, at tro og kirke er en vigtig del af sammenhængskraften i vores land, også selvom nogen er det, man kalder kulturkristne.”

Noget større end en selv

”Unge mennesker tror, de er udødelige, indtil de oplever forskellige kriser,” siger Søren Gade. Selv oplevede han tidligt i sit liv, at han ikke var udødelig.
Han fortæller bl.a., at han var med i den første Golfkrig, noget som har præget hans tilgang til livet. Men han kender det også fra andre unge. Da han mange år senere var forsvarsminister, oplevede han, at der var unge soldater, der blev døbt.

”Det, som foranledigede det, har netop været oplevelsen af ikke længere at være udødelig. Folk, der ikke tror på noget som helst, bliver ofte ulidelige at omgås. Hvis man bekender sig til noget, der er større end en selv, er man et nemmere menneske at være sammen med. For mig har kristendommen meget at gøre med rummelighed og tolerance. Det, som adskiller kristendommen fra andre religioner, er tilgivelsen og det at vende den anden kind til. Det kan være svært, hvis nogen har trådt en over tæerne, men tilgivelse er et ord, jeg forbinder med det at være et kristent menneske. Når det gælder rummelighed, kan det diskuteres langt hen ad vejen, fx omkring flygtninge. Men, hvis man ser på kristne samfund generelt, er det dem, der har taget imod flygtninge. Det er ikke de muslimske lande, der tager imod muslimske flygtninge. Så viljen til at hjælpe andre mennesker, mener jeg, udspringer af kristendommen.”

”Da jeg var forsvarsminister
fyldte troen meget for mig,
og troen var en hjælp.
På et tidspunkt havde jeg
i løbet af ni uger, ni begravelser.”

At der også er muslimer i Danmark, der fx samler ind til julehjælp, mener Søren Gade er et tegn på, at de har taget de danske værdier til sig, men indrømmer også, at han ikke kender nok til læren i islam:

”Men jeg har boet i Mellemøsten i et år og ved lidt om, hvordan folk tænker dér, og det er anderledes end her. Ens næste dér er ens egen familie, mens det i Danmark også er alle andre. Det ses bl.a. i vores skattesystem og vores sikkerhedsnet.”

Troende og ateister

På den anden side understreger Søren Gade, at der er en større enighed blandt troende på tværs af religioner, end mellem troende og ateister. Det oplevede han for mange år siden, hvor han arbejdede på Cheminova.

”I den forbindelse skulle jeg til Saudi-Arabien. Jeg fik at vide, at jeg skulle lade være at snakke religion.
Vi skulle ud at spise på en restaurant, men så begyndte de at tale religion med mig, og jeg lærte, at det er vigtigt, at man tror på noget – også selvom jeg var kristen – for de har ingen respekt for ateister. Jeg vidste også fra min tid i Mellemøsten, at der skal man ikke putte med sin tro, for alle skilter med den.”

Præster, en overset ressource

”Da jeg var forsvarsminister fyldte troen meget for mig, og troen var en hjælp. På et tidspunkt havde jeg i løbet af ni uger, ni begravelser: Min kone døde, min bonusbror døde på vej ind i kirken til min kones begravelse, min moster døde, og der døde seks soldater. Så jeg var til flere begravelser, end nogen præster var, og jeg skulle holde tale til de fleste af dem. I min tid som minister var der 38 soldater, der døde, og mange flere, der blev sårede. Jeg mødte så meget krig, død og ødelæggelse, at jeg ikke var det samme menneske fra jeg blev minister i 2004 til jeg holdt i 2010.”

Både i sin tid som forsvarsminister og også, da han mistede sin far og mor, fik han meget hjælp af præster i sin menighed:

”Da jeg var forsvarsminister, havde vi mange soldater, der kom galt afsted, og vi gjorde meget for at udbygge psykologtjenesten, og det var godt, men nogle gange glemmer man, at nogen af de bedste sjælesørgere i vores land er præsterne. Jeg tror nogle gange, at de er oversete og undervurderet, og jeg tror, at rigtig mange mennesker kunne have gavn af at tale med deres præster. Dér er der ikke noget cpr.nr., som skal opgives, en journal, der skal skrives eller en kommune, der skal underrettes. Det er en samtale mellem to mennesker, hvor den ene er i en krise, og den anden måske kan hjælpe en ud af den – og det har jeg brugt.”

”Jeg mødte så meget krig,
død og ødelæggelse,
at jeg ikke var det samme menneske
fra jeg blev minister i 2004 til jeg holdt i 2010.”

Andagter og præster på Christiansborg

”Vi har også andagter her på Christiansborg hver onsdag, og der er fire præster, som står for dem.” De fire præster dækker bredden i Folkekirken, og én af dem er en frikirkepræst.

”Andagterne tager kun 15-20 min., og efterfølgende drikker vi kaffe. Samtalerne over kaffen med præsterne er spændende, for de er jo engageret langt ude i afkrogene af samfundet: Netop fordi de er præster, når de meget længere ud, end vi andre gør. Vi arbejder også på at få en præst tilknyttet stedet som Folketingspræst, en model vi er inspireret af fra Norge, og som Ida Auken har foreslået. Folketingspolitikerne har jo et problem med at brænde deres lys i begge ender, og flere går ned med stress. Vi har en psykologordning herinde, men politikere kunne også have gavn af tilbuddet om en præst, de kunne tale med.”