Et modigt udsagn

1. Det er mere akut at tjene dem, som ikke kan stå fast i troen på Jesus, end en patient, som ikke kan stå på sine fødder.

2. Det er mere risikabelt at være dem, der ikke lytter til Guds ord, end dem, som nægter at spise.

3. Situationen er mere panisk for dem, som ikke kan lide at bede, end for dem, som ikke kan spise.

Ovenstående tre slogans fik jeg videresendt af en god bekendt, som har fået dem tilsendt af en præst i Myanmar. Myanmar står lige nu midt i en grim borgerkrig med over to millioner internt fordrevne og med store økonomiske udfordringer og mangel på mad. Det er militæret, der sidder på magten. Det har de gjort, siden de for tre år siden afsatte den demokratisk valgte regering.

I takt med, at den væbnede modstand mod militærjuntaen er blevet stærkere, har militæret øget sin brutalitet over for civilbefolkningen i form af fængslinger og tortur og bruger tilsyneladende luftbombardementer af civile områder som modsvar på oprørsgruppernes fremmarch. Samtidig oplever mange kristne at blive forfulgt, fængslet og udsat for tortur.

I et land med så store menneskelige lidelser vil jeg ærligt indrømme, at jeg umiddelbart blev lidt provokeret af præstens udsagn. I en situation, hvor mennesker reelt risikerer at dø af sult, eller i en situation, hvor folk omkring mig er alvorligt sårede og ikke har adgang til lægehjælp, er jeg i tvivl om, hvordan jeg ville reagere, hvis en person sagde: Det er vigtigere, at vi tager os af dem, som ikke kan stå fast i troen, end dem, der ikke kan stå på deres fødder.

At vise Guds omsorg og kærlighed i praksis er for mig noget af det vigtigste, vi som kristne kan og skal gøre, og derfor skurer det umiddelbart i mine ører, når jeg hører sådan et udsagn. Men jeg kan også mærke, at det gør et stærkt indtryk på mig, netop fordi det er sagt af en præst, der står lige midt i det, og som med smerte ser, hvor mange der mister troen, hvor mange der går bort uden at tro, og hvor mulighederne for at give fysisk hjælp måske ikke engang er til stede.

Ind i den situation oplever hun, for ja, det er en kvinde, at der ikke er noget, der er mere presserende, end at folk møder Jesus, at folk beder til Gud og holder fast i troen på ham. I virkeligheden er det et superstærkt vidnesbyrd, netop fordi det er sagt i kærlighed, netop fordi det er sagt i en situation, hvor alt er sat på spidsen – det er ikke et filosofisk tankeeksperiment, det er sagt midt i en grum virkelighed – og i virkeligheden kræver det et enormt mod at sige det ind i den situation.

Derfor må denne kvindelige præst i Myanmar være et stort forbillede for os alle sammen til at turde holde fokus på det vigtigste, også når nøden er allerstørst. Jeg er desuden ganske overbevist om, at hun gør alt, hvad der står i hendes magt, for at hjælpe alle dem, hun kan, med deres fysiske behov. I øvrigt beder hun om forbøn for, at hun må kunne blive ved med at styrke sit folk i troen.

Den bøn er hermed givet videre.