Jørgen Kvist: Troen til frihed og ansvar for samfundet

Vi finder et hjørne i vandrehallen på Christiansborg, for da vi mødes, er regeringsforhandlingerne stadig i gang. SF ved endnu ikke, om partiet kommer i regering og får ministerposter, så ordførerskaberne er ikke fordelt, og de nye medlemmer har ikke fået deres kontorer. Jørgen er derfor ’hjemløs’.

”Jeg er opvokset i Vestjylland i den lysere del af Indre Mission,” fortæller Jørgen. Men det blev i KFUM og KFUK, at han fandt sit åndelige ståsted. Det skete efter at han som ung læste en bog med titlen ’Troen til frihed’, skrevet af den svenske teolog Tore Littmarck. Denne titel blev en overskrift for hans tro fremover. På det tidspunkt kunne han ellers havde opgivet troen. ”Men hvis troen bliver en tro til frihed, så er jeg med på den,” tænkte han.

”Og den frihed fandt jeg netop i KFUM og KFUK. Her oplevede jeg, at jeg kunne ånde, og at troen var noget livsbekræftende, hvor det at være menneske i verden og leve det liv, vi har fået – og også kunne have venner, der ikke er kristne – er en del af livet med Gud. Her oplevede jeg, at Guds verden ikke er en fremmed verden. Her kunne vi tale ærligt om livet og Gud på en måde, jeg ikke havde oplevet før – tro og liv hørte sammen. Det liv, vi skal leve i verden, leves jo midt i Guds skaberværk. Og når det er sådan, må vi også lytte til Det Nye Testamente for at finde inspiration til, hvordan vi lever det liv.”

Kristendommen som baggrund for karrierevalg

Da Jørgen skulle vælge uddannelse, var han i tvivl om, hvorvidt han ville studere teologi eller statskundskab, men det endt med teologistudiet, selvom flere i hans familie læste statskundskab: ”For mig peger de valgmuligheder jo på den positive spænding mellem kristendom og samfund, som jeg altid har levet i. Og jeg synes, det er spændende at se, hvordan den folder sig ud i en samfundsmæssig sammenhæng.”

Siden blev han præst og har en kort overgang virket som sognepræst i Karlebo Sogn. Men det er i højskolelivet som forstander for Haslev Udvidede Højskole og som generalsekretær i KFUM og KFUK, han har tilbragt de fleste år af sit professionelle liv. Derudover har han bl.a. været ansat i Folkekirkens Nødhjælp og på Diakonissestiftelsen, og diakonien har en stor plads i hans hjerte.

Fra højre mod venstre

Meget tidligt blev Jørgen også aktiv i politik. Men mens mange dengang var tilbøjelige til at begynde deres politiske karriere til venstre for midten og så med alderen har bevæget sig længere mod højre, har Jørgens bevægelse partipolitisk været den modsatte:

”Jo mere, jeg har tjent, og jo mere lederansvar, jeg har haft, desto mere er jeg gået mod venstre. Det udspringer af en bestemt forståelse af kirkelighed, diakoni og af, hvem samfundets svageste er. De stærkeste skal nok klare sig, også uden et folketing. Men politik handler jo netop om at forhindre, at samfundet bliver en jungle, hvor kun de stærke overlever. Derfor er meningen med Folketinget, som jeg ser det, at skabe et mere retfærdigt samfund.”

En sådan tilgang skyldes altså hans kristne ståsted, men han indrømmer også, at folk ud fra det samme trosmæssige ståsted kan ende et andet sted partipolitisk.

Ungdomstiden i Kristeligt Folkeparti

Som ung blev Jørgen medlem af Kristeligt Folkeparti. Det var dengang, partiet var i Folketinget og en del af den daværende firkløverregering, hvor Christian Christensen var miljøminister: ”Jeg husker, at han til et vælgermøde sagde, at Gud har skabt naturen, og vi skal passe godt på den. Det talte til mig og blev min vej ind i partiet.” En overgang, mens Jan Sjursen var formand for Kristeligt Folkepartis Ungdom, var Jørgen næstformand, og i 1991 var han i en kort periode midlertidigt folketingsmedlem for partiet som stedfortræder for Inger Stilling Pedersen.

Men da der kom et opgør om, hvilken vej partiet skulle gå, valgte Jørgen at melde sig ud: ”Det er da heller ikke en hemmelighed, at vi var en gruppe unge, som mange mente passede bedre ind i SF”. Der gik dog flere år, inden han valgte at blive medlem af SF: ”For det var vigtigt for mig at finde det rigtige parti. Man skifter ikke bare sådan parti hele tiden”. Det har han så heller ikke gjort, for han har nu været i SF i over 20 år.

Kristen diakoni-og skabelsesforståelse blev til mærkesager

Blandt Jørgens klare mærkesager er kampe for de svage i samfundet og – som det også var, da han blev medlem af Kristeligt Folkeparti – miljøet og naturen. Efter sit exit fra sit gamle parti har det derfor været vigtigt for ham at finde et parti med en grøn profil. Selvom ordførerskaberne i skrivende stund ikke er fordelt endnu, forestiller Jørgen sig, at hans opgave primært vil blive på klima- og miljøområdet, da partiet allerede har flere, der er stærke på det sociale og sundhedsmæssige område.

Han ser især natur og miljø, landbrug og landdistrikter som områder, han gerne vil arbejde med, og nævner blandt andet spørgsmålet om, hvordan vi får livet tilbage i havene: ”Her er vi tilbage ved koblingen til skabelsesberetningen. Gud skabte også fiskene, og derfor dur det ikke, at vi har ødelagt Vejle Fjord, så der ikke længere kan leve fisk.”

Kan man have en kristen politik?

Trods det, at Jørgen ser en klar sammenhæng mellem bl.a. skabelsesberetningen og den politik, han vil føre, er han meget forsigtig med at blande politik og tro sammen. Det skyldes især det, der sker mange steder i verden netop nu: ”Jeg ser en stor fare i, at kristendommen bliver koblet til politisk magt. Det ser man hos både Putin og Trump og i det, der sker flere steder i Europa, hvor nationalkonservatisme og kristendom bliver koblet tæt sammen.

Kirkehistorisk er det bemærkelsesværdigt, at kristendommen begyndte som en minoritetsreligion for de udstødte og marginaliserede. I Romerriget var den det frem til år 312, hvor det potentielt kunne koste livet at bekende sig som kristen. Men på blot 78 år gik kristendommen fra at være forbudt til at være den eneste tilladte religion. Sådan blev kristendommen en del af Europas historie – tæt forbundet med magten – og i Danmark har den altid været på magthavernes side. Men kristendommen er først og fremmest en kritik af dem, der tror, at de selv har magten.”

”Jeg ser en stor fare i, at kristendommen bliver
koblet til politisk magt. Det ser man hos både
Putin og Trump og i det, der sker flere steder
i Europa, hvor nationalkonservatisme og
kristendom bliver koblet tæt sammen.”

Derfor mener Jørgen, at det er vigtigt at have bevidstheden om, at der findes noget større end en selv, så politik ikke udvikler sig til magtfuldkommenhed og Babelstårnsbyggeri: ”Så det er i den sammenhæng, at min kritik af sammenblanding af tro og politik skal forstås.”

Forskellige former for frihed

Eftersom et centralt ord i Jørgens kristendomsforståelse er ”frihed”, kunne man spørge, om det ikke i politisk sammenhæng passer bedre ind i en liberalistisk tankegang. Men her peger han på to forståelser af ordet, som udelukker hinanden: ”Frihed er for mig ikke bare frihed fra noget, men i høj grad frihed til noget. Hvad bliver jeg fri til, og hvad vælger jeg at lade mig binde af? Jeg ønsker for eksempel ikke at være fri af mine medmennesker eller at være rig i et fattigt samfund. Det giver ikke et godt samfund.”

Siden interviewet fandt sted, har Danmark fået en ny regering, som også SF er med i. Jørgen Kvist har som forventet fået tildelt følgende ordførerskaber: fiskeri-, klimasikring-, kemi- og civilsamfundsordfører samt ordfører for nordisk råd og det tyske mindretal.