Når lynet slår ned

En morgen i sidste uge vågnede vi op til et mørkelagt hus. Relæet var slået fra. Efter en grundig research viste det sig, at lynet var slået ned i vores gamle stationære computer. Da computeren var koblet fra, kunne relæet starte igen og lyset blev tændt.

Sådan kan jeg også have det i mit liv, at når et lyn slår ned, bliver jeg helt mørkelagt. Jeg kan på samme måde have brug for en research – en research på, hvor jeg kortsluttede og hvad der lå bag. Møjsommeligt hive hver trigger ud og se om kortslutningen kommer derfra, så jeg kan undgå at sætte stikket i igen.
Ofte oplever jeg, at en af mine triggere er at turde have tillid nok til at slippe kontrollen.

I lørdags fik vi samme besked som 31 andre forældrepar på efterskolen. Israel var blevet angrebet af missiler og situationen i landet er usikker. Fra da blev der arbejdet på en evakuering af elever og lærere, som var der på studietur.

Et lynnedslag. Bekymring, magtesløshed iblandet en hel masse andre følelser og ventetid. I skrivende stund venter jeg, håber at få beskeden om, at de så småt er på vej hjem. Et lynnedslag, der gør, at jeg er nødt til at tage kontrollen ud af mit relæ for ikke at kortslutte det. Min påståede kontrol, for i virkeligheden har jeg kun en tænkt kontrol.

Det er ikke mig, der styrer noget, jeg tror det bare. Jeg bilder mig ind, jeg har kontrol og kan styre meget eller i hvert fald en del. Sandheden er, at jeg som et troende menneske må lade kontrollen være Guds. Tro på, at han har al tiden i sine hænder, alt, der sker – sker ikke uden om ham. Læste i morges fra Prædikernes bog, kapitel 3, de kendte vers fra vers 1 og frem:

”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under Himlen, er der en tid.” Herefter følger en række modsætninger, som en tid til at græde og en tid til at le og mange andre sat op overfor hinanden, næsten som om de betinger hinanden. I vers 11 efter opremsningen står der, at Gud har gjort alt godt i rette tid og for mig den afsluttende konklusion i vers 14: ”Jeg erkendte, at alt, Gud gør, forbliver, hvad det er, og jeg kan ikke føje noget til eller trække noget fra.”

Det er det, jeg vælger som mit fundament, også når lynet slår ned, når uroen rammer og en del af mit hjerte er i Israel. Tilføjelse: Nu er der gået et døgn siden jeg skrev. I nat hentede vi min datter i Billund. Hun sover lige nu, men skal fejres om lidt, da hun på turen hjem blev 16 år.