Hvordan begår vi os i en verdslig kultur?
Jeg oplever altid bedrøvelsen presser sig på, når jeg læser denne tekst. Messias, den forventede frelser og befrier står lige foran dem. Men farisæerne er mere interesserede i mundkløveri og argumentation, fremfor at himmelens og jordens konge står lige foran dem og hvordan de bedst kan drage fordel af den helt unikke mulighed.
Nogle gange bliver vi lidt som børn, som er mere optaget af legetøjet fremfor giveren af legetøjet. Farisæerne ville gerne virke ordentlige og reelle, men Jesus gennemskuede dem og gav heller ikke det svar, som de efterlyste. Gud giver som regel ikke det, vi gerne vil have, men det, som vi har brug for, og det fik farisæerne også denne dag i mødet med Jesus.
Da Jesus står med mønten i hånden efter de spurgte om det var tilladt at give kejseren skat eller ej, siger Jesus til den kritiske flok, at de jo alle har indladt sig med kejseren ved at handle med hans mønter. Det er et eksempel på, at det er umuligt at melde sig ud af dette samfund, og det er efter Jesu mening heller ikke nødvendigt for at adlyde Gud.
Hvordan møder vi kulturen?
Kristne har igennem mange hundrede år prøvet at tage livtag med, hvordan man skal møde kulturen, og jeg har tre bud på det: Første forsøg er at gå i forsvarsposition over for kulturen og forsøge at besejre den. Den anden måde er at prøve at holde sig så ren som muligt ved fuldstændig at trække sig væk fra kulturen og kun blive i de kristnes rækker som et slags parallelsamfund.
Den tredje er at gå på kompromis med kulturen og tilpasse sig den.
Trofaste i kulturen
Flere og flere peger mere på, at vores opgave som kirke og troende bør være mere at stræbe efter at være trofaste i kulturen. Vi skal ikke trække os tilbage fra kulturen, men heller ikke gå på kompromis eller forsøge at besejre den. I stedet skal vi på alle mulige og umulige måder af livet være salt og lys, tjene og være tro mod vores kristne overbevisning. Vi skal altså være trofaste, altså tro mod Bibelen, men vi skal også være til stede.
Troen og at tale om troen er efterspurgt og eftertragtet mere og mere, specielt i kølvandet af, at flere og flere kendte er gået offentlig med deres åndelige oplevelser med Gud og Jesus. Kirkens opgave i dag er mere og mere at klæde folk på til at håndtere de mange muligheder på arbejdspladsen og i det offentlige rum. Vi skal vænne os mere og mere til at have troen med på arbejdet og tale om den i hverdagen, når vi møder mennesker.
Lær at adskille tingene
Farisæerne mente, at man tog del i kejserdyrkelsen ved at betale skat til kejseren, men Jesus hævder, at du kan give kejseren den mønt, der er hans, uden at give ham dig selv. Man kan godt skille tingene ad, men det har kirken og de troende haft meget svært med og som regel altid endt enten i den ene eller anden grøft.
Jesus har kaldt de troende til at være salt, som giver smag, men også forhindrer forrådnelse.
Vi skal være ærlige, men frimodige, arbejde hårdt, men være til stede, gøre godt og modvirke korruption og forfald, samtidig med at vi skal være åbne om vores kristne tro og vise vores ståsted rent teologisk, etisk og moralsk. Vi skal samtidig være ydmyge og mere rummelige i vores omgang med mennesker. Kirken har tit været utrolig hurtig på aftrækkeren, fordi man ikke vil stemples eller misforstås.
Jesus rummede mennesker og gav dem plads med deres tvivl, frygt og bekymring, men samtidig var han også tydelig, så folk enten flokkedes omkring ham eller forlod ham. Betal din skat med glæde og bliv ved med fortsat at give til Guds riges fremgang.
Søndagens tekst: Mat. 22,15-22
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
15 Det blev for meget for farisæerne. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for.
16 Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden.
17 Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
18 Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig?
19 Vis mig den mønt, I betaler skat med.” De rakte en mønt frem.
20„Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
21„Det er kejserens navn og billede.” „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”
22 Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
