Kunsttema
Mit livs mission
Snedker- og billedskærerværkstedet i Hjorte på Fyn rummer ikke mange maskiner. Her arbejder nemlig en mand, der holder sig til det gode gamle håndværktøj.En af de få danskere, der arbejder professionelt som billedskærer, hedder Henrik Groth. Han har værksted i Hjorte mellem Middelfart og Assens, og lige nu domineres det rummelige værksted af et ramponeret hvidmalet krucifiks.
– Det har været udsat for hærværk, og nu har Nationalmuseet givet mig til opgave at restaurere det, fortæller han.
– Det har stået i vejsiden ved herregården Skovsbo ved Kerteminde. Det gamle vejkors her skal ind på herregården og hænge, når jeg er færdig med det, og så skal jeg lave en kopi, som skal anbringes på det oprindelige kors ved vejen.
Efter hærværket fandt man flere af de dele, der var brækket af krucifikset, men den ene arm manglede, så den har Henrik Groth erstattet med en ny.
– Der findes gode fotos af figuren, så jeg tror, jeg har ramt det rigtige. Men i øvrigt er armene nok ikke de oprindelige, påpeger han og viser, hvordan hovedet er flot skåret med anatomisk rigtige detaljer, mens hænderne ikke er særlig korrekte.
– Det er sådan med mange figurer, at anatomien er helt hen i skoven, men fejlene skal også kopieres. Det tager noget længere tid at lave en nøjagtig kopi end at lave en fri fortolkning. Jeg skal jo hele tiden måle og kontrollere.
Henrik Groth vurderer, at det vil tage ham omkring tre måneder at udføre opgaven med vejkrucifikset.
– Men jeg kan ikke gå i gang med kopien før til næste år, for først skal jeg finde en træklods, der er stor nok, og så skal den tørres, så den ikke revner. For at undgå revner skal klodsen tages fra den ene side af en stamme. Det vil sige, at træets marv ikke må gå gennem klodsen.
Henrik har selv et lager af træ, men en klods af denne størrelse har han ikke. Vejkrucifikset fra Skovsbo er den største figur, han har arbejdet med.
Opgaverne dækker ellers over små og store ting, lige fra en roset på hjørnet af en præstetavle til en hel altertavle.
– Lige nu er vi i gang med Hald Kirke ved Randers, hvor en temmelig stor altertavle med mange figurer skal restaureres. Den er så stor, at vi måtte tage et vindue ud, da den skulle hen på konservatorens værksted, fortæller Henrik Groth.
– Den er for stor til at komme gennem døren. Gad vidst, hvordan de har fået den derind?
Træskæreren fra Hjorte har rigeligt at lave. Opgaverne kommer fra konservatorer, der har ansvar for restaurering af altertavler, prædikestole og andet, der går til af ælde eller bliver stjålet. Nogle opgaver kommer fra arkitekter, for ud over træskærerkunsten kan Henrik Groth også udføre snedkerarbejde efter gamle traditioner. Det er der brug for, når f.eks. kirkebænke skal restaureres. Og en gang i mellem må han selv lave det værktøj, der skal bruges, fordi det ikke kan købes.
– Det stregmål og den her høvl har jeg fået lavet i kobber, som kopier af gammelt værktøj, for de kan ikke købes mere, siger han og viser stolt noget af sit værktøj frem.
Henrik Groth blev oprindelig uddannet bådebygger.
– Det er snart det eneste træfag, hvor man stadig arbejder seriøst med det gamle håndværktøj, siger han og fortæller tydelig tilfreds, at hans søn er i lære som bådebygger.
– Det er en forbrydelse, at regeringen ikke sørger for, at der uddannes unge, som kan tage vare på den danske kulturskat. Det drejer sig ikke kun om billedskærere, men også andre gamle håndværk, siger han.
Selv var han i udlandet for at lære billedskærerfaget.
– I Sverige produceres der stadig møbler med billedskæring. De har formået at holde liv i håndværket. Der lærte jeg at skære ornamenter.
Figurerne lærte Henrik Groth at skære i Østrig.
– Vi er nok tre-fem, som arbejder professionelt med billedskæring i Danmark, vurderer han.
– Vi har lige været i gang med noget arbejde ved Turup Kirke. Her har jeg både haft snedkerarbejde, hvor bænkene skulle restaureres, og noget billedskærerarbejde ved restaureringen af altertavlen, forklarer Henrik Groth, der er meget glad for at arbejde i kirkerne.
– Det er noget helt andet at arbejde i en kirke end på en byggeplads. Stemningen er meget inspirerende. Jeg er kristen, så for mig betyder det noget særligt at arbejde med en altertavle eller en prædikestol.
Det er tydeligt, at han brænder for sit arbejde, men han kan ikke rigtig forholde sig til ordet kald.
– Men det er tæt på, at jeg vil kalde det, jeg laver, for mit livs mission, siger han.
At Henrik Groth befinder sig godt i sit arbejde kommer også frem, når han bliver udfordret til at fortælle om den største oplevelse i forbindelse med sit arbejde.
– Der sker jo noget hver dag, så det er ikke så let, men det var en stor oplevelse, da jeg skulle restaurere prædikestolen i Frederiks Kirke ved Viborg. Der faldt en pind ud med en hilsen fra ham, der havde lavet den. Den bar en håndskrevet tekst og datoen 9. november 1765. Tænk at få sådan en hilsen, som ingen har set siden 1765!
Henrik Groth annoncerer ikke.
– Jeg står knap nok i telefonbogen, siger han.
– Men jeg får de opgaver, jeg gerne vil arbejde med. Det er styret ovenfra.
– Jørgen Hedager Nielsen, KP
