TID er den smukkeste gave

I december tænker vi på gaver. Det kan være svært at finde de helt rigtige julegaver til dem, vi gerne vil glæde. Vi kan endda føle os belastede af alt det, vi skal nå. Mange drøner fra A til B og fra B til C og indimellem skal Facebook, nyheder og e-mails tjekkes.

Om Jesus står der i Matt. 4,23, at han ”gik omkring”. Verset i sin helhed lyder: ”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket”. Jeg havde en dejlig oplevelse en morgen under mine teologiske studier for mange år siden. Jeg læste en bog, hvor der ikke var levnet megen plads til det overnaturlige.

Pludselig fløj jeg op fra stolen med et halleluja-udbrud. Der stod i bogen: ”Men at Jesus gik omkring og gjorde undere, lader sig vanskeligt modbevise!”. Det, som begejstrede mig dengang, var, at en meget kritisk bog ikke kunne komme udenom Jesu undere. Men siden blev jeg begejstret for det faktum, at ”Jesus gik omkring”. På et rejse-højskolekursus til Israel med Dansk Oase og Ordet og Israel oplevede jeg at gå på nogle af de veje, hvor Jesus sandsynligvis havde gået. Det var fascinerende.

Min kone sagde tit, da vi boede i Kvaglund, Esbjerg Ø, at det tog lang tid at handle i Fakta. Det skulle ellers kun tage 5 minutter. Men det var, fordi hun altid mødte nogle af kvinderne, som hun kendte fra kirkens indvandrerarbejde, eller nogle, hun ikke kendte endnu. Hun kunne ikke bare sige hej og gå videre. Det kom til at stå som en påmindelse til mig om ikke bare at fare rundt i sognet fra sted til sted.

Desværre ved jeg, at mange tænkte: Præsten, han har travlt. De henvendte sig alligevel, men måske med frygt og bæven. Som når jeg selv går til lægen … jeg undskyldte for nogen tid siden, at jeg kom igen hurtigt efter sidste besøg. Men lægen afbrød mig: Siger du også sådan, når du skal købe ind i Rema et par dage efter, at du sidst gjorde det? Han fortsatte: Hvis ikke der kom nogen, havde jeg ikke noget at lave. Og så lod han i øvrigt som om, at kun jeg eksisterede i hans verden.

Den smukkeste gave, vi kan give hinanden, er tid. Når vi giver tid til hinanden, giver vi noget af vores liv. Det samme med gæstfrihed. Det er tid, vi giver til hinanden … med tilbehør. Der hører måske mad og overnatning med eller i det mindste en kop kaffe og en småkage … eller måske en hjælpende hånd. Når nogen uventet ringer på vores dør for at besøge os, bliver vi glade.

Og det kræver ingen forberedelser – folk tager det jo, som det er. Sådan går vi også selv på besøg ind imellem eller ringer lige før. Når man kommer uanmeldt, kan man medbringe et eller andet, hvis det er nemmere; noget man vil aflevere. Så kan man jo gøre det og gå igen, hvis man ikke bliver inviteret ind. Men man kan også spørge: Må jeg komme ind lidt? Folk tør måske ikke invitere ind, fordi de tror, vi har travlt.

Nu er sagen jo den, at mange af os har travlt, men vi får tid til det, vi vil have tid til. Tænk, om det, vi vil have tid til, kunne være at give tid til andre – måske endda dem, som kun få har lyst at give tid til.

– Min erfaring er, at ting tager den tid, jeg har til rådighed. Når jeg har travlt, kan jeg få mange ting fra hånden i en fart … det handler om at gøre det, som er vigtigt og så bruge resten af tiden til resten. Som sognepræst havde jeg det ideal at smide, hvad jeg havde i hænderne, hvis jeg fik en henvendelse om en samtale eller et sygebesøg. Det kunne jo hurtigt blive for sent. Når folk endelig havde fået sig samlet sammen til at henvende sig, så var det alvorligt ment.

– Jesus gik omkring og gav tid til dem, han mødte. Det tror jeg også, han ønsker, at vi gør i juletiden – og året rundt.