Mathias oplever Guds magt i afmagten

Mathias Secher Rom lider af en sygdom, som kun findes i hans familie. Som teologistuderende kunne han ikke studere på fuld tid, og som færdig teolog fik han en fleksjobstilling som frimenighedspræst. Nu er smerterne imidlertid så store, at han fornylig fik førtidspension. Men hvordan finder man sig til rette med det, når man kun er knap 40 år? Det har Udfordringen spurgt ham om.

Hvad har været det sværeste for dig ved at have kroniske smerter?

”Det er nok de begrænsninger, det sætter. Jeg har stor appetit på livet og lyst til mange ting, og jeg er omgivet af mennesker, der har det på samme måde. Så det er klart, at jeg løber rundt med en frustration, fordi jeg ikke kan det, jeg gerne vil. Samtidig oplever jeg, at det er frustrationer, jeg godt kan være i. Men jeg bruger meget krudt på at håndtere de kroniske smerter, for jeg kan ikke blive smertedækket medicinsk. Derfor er det en daglig kamp at balancere hvile, træning og tage hensyn både til mig selv og min familie. Hvis jeg træner, kan jeg producere endorfiner, men samtidig må jeg ikke overtræne. Så det er lidt af en balancegang at finde en god vej.”

Hvordan placerer du Gud i alt det her?

”Han er den, der skaber, opretholder og frelser og er klangbunden i mit liv. I forhold til håndteringen af det, kan jeg bede til ham. Det betyder meget for mig – også i forhold til den daglige håndtering – at jeg har opstandelseshåbet. Det giver mig en vis frimodighed, hvis tingene ikke lykkes. Har jeg fornemmelsen af, at det ikke er den skarpeste dag, så pyt, så prøver jeg igen i morgen, for jeg ved, at alt ikke står og falder med, at det lykkes. På den måde er der med evighedshåbet noget at se frem til, og samtidig kaster det lys tilbage på dagen. Det sætter mig fri. Jeg kan på en god dag arbejde for dem omkring mig, men det er ikke livet om at gøre, at det skal lykkes. Jeg kan tage det, som det kommer og slå et skævt søm i og så prøve at rette det op igen. Det giver en lethed midt i det tunge.”

Så du har ikke oplevet, at din sygdom har givet dig anfægtelser i forhold til Guds godhed og omsorg for dig?

”Nej, det har jeg faktisk ikke. Men det har mange nok. Det er ikke, fordi jeg har gjort noget særligt, men jeg oplever det som en Guds gave, og jeg er taknemlig over, at jeg – før smerterne blev så dominerende, som de er nu – har lært at kende Gud som god. Jeg har fået en tillid til, at han vil mig det godt. Synden har konsekvenser i verden, men er også overvundet på lang sigt. Det er som, hvis man har levet sammen med et menneske i mange år og har fundet ud af, at man godt kan have tillid til det. Jeg kan – selvom der sker ting, jeg ikke forstår – godt møde det menneske med tillid, fordi det plejer at have styr på det. Så mon ikke det også har det nu? Det oplever jeg i forhold til Gud, og så kan jeg i stedet fokusere på sygdomshåndteringen.”

Har du et råd til dem, som måske ikke har det som dig i forhold til Gud?

”Jeg tror, det ville være at blive ved med at gå til Gud med spørgsmålene og fortælle ham om smerten. Men i virkeligheden er jeg forsigtig med at sige, at du bare skal gøre sådan her, og så får du det bedre, for jeg tror ikke altid, det er sådan – det er jo en del af smerten. For mig er fysisk smerte en stor del af livet, for andre er det åndelig eller psykisk. På nogle punkter har jeg så været velsignet. I virkeligheden vil jeg nok henvise til korset. Henvise til, at når vi oplever, at det er svært og smertefuldt, og vi kan have svært ved at have tillid til Gud – at det så faktisk var derfor, han døde. Det var for at tage vores synd, sygdom og lidelse. Han er afmagts Gud.”

”Når du er magtesløs, er det ikke sådan,
at der er noget særligt ved magtesløsheden,
som gør, at du bliver velsignet
– og så er du stærk igen.
Men Gud virker til velsignelse
og frelse midt i afmagten.”

Hvordan bliver afmagten så til en styrke i ens liv?

”Det gør den, hvis vi vender fortegnene om. Når vi oplever magtesløshed, er vores naturinstinkt jo, at vi skal op igen. Vi er faldet fra plus til minus, og nu skal vi i plus igen. Men når almagts Gud også er afmagts Gud, er det et udtryk for, at vores verdensbillede skal vendes om. Når du er magtesløs, er det ikke sådan, at der er noget særligt ved magtesløsheden, som gør, at du bliver velsignet – og så er du stærk igen. Men Gud virker til velsignelse og frelse midt i afmagten. Når han leder os videre i afmagten, går han den samme vej med os, som han selv gik. I det øjeblik, han var allermest almægtig, hvor han besejrede døden og synden, var han jo menneskelig set allermest afmægtig og hang nøgen på korset. Hvis vi ser, at sådan var det for Jesus, kan det give os en lille fornemmelse af, at han kan give os en velsignelse midt i afmagten, uden at det betyder, at vi springer op og kan gøre det hele igen. Der er en hvile i, at vi ikke med vold og magt skal løftes op af afmagten.”

Men hvordan undgår man at miste sin identitet, når sygdom umuliggør, at man kan have et arbejde?

”I min opvækst har jeg fået en kerne af hvile i, at det ikke er, hvad jeg gør, men hvem jeg er, der betyder noget. Senere er jeg i forbindelse med mit arbejde blevet opmærksom på, at hvis jeg knytter min identitet til mit arbejde, vil jeg miste min identitet, når jeg ikke kan arbejde mere. Det er vigtigt at tage sin personlighed med ind i arbejdet, men man skal ikke tage sit arbejde ind i sin personlighed. For mit vedkommende ville jeg gerne være en god præst, men den gode præst var ikke mig. Som kristen må man spørge sig selv, om man har sin identitet et sted, hvor man må slippe den igen, eller har man den hos Gud?”

Hvordan udfylder du tomheden, når dine smerter hindrer dig i at virke?

”Det er jeg stadig i gang med at opdage. Men jeg har nogle mellemregninger, som hjælper mig i processen. Fx at finde den gode hvile. Det kan være at sørge for, at jeg har en god hvileplads. Hvis jeg orker at lytte eller læse, at jeg så på forhånd har fundet noget, jeg kan læse eller lytte til. Nogle gange er det også bare – når dagen er omme – at konstatere, at Gud har hjulpet mig igennem. Det har været en opdagelse for mig at se, at selv på den dag, hvor jeg intet kan, kan jeg vente på Gud – og det har han jo opfordret os til igen og igen.”

Som syg kan man opleve det, som om, man hele tiden skal være den modtagende, og kaldet til at tjene kan derfor være svær. Hvordan tackler man det?

”I kirken har vi en tendens til at tænke i aktiviteter, men jeg er overbevist om, at Gud langt mere tænker i relationer. Når det er mig, der ligger ned, kan jeg stadig være i relationen. Kristen tjeneste involverer selvfølgelig, at vi gør nogen ting, men fokus er menneskers relation med Gud og med hinanden.”

Hvad med håbet om helbredelse?

”Jeg ved, at Gud kan helbrede mig, og jeg har også oplevet folk, der er blevet helbredt. Helbredelse er som et lynnedslag, hvor vi får en forsmag af Himmeriget. Sådan gør Gud en gang imellem. Samtidig ved vi også, at alle, der på et tidspunkt er blevet helbredt i deres liv, også vil dø en dag. Sådan er det gået i tusindvis af år. Det er et vilkår i syndens verden. Men vi har et løfte om, at vi i troen på Jesus bliver helbredt. Om det sker på denne side af evighedens grænse eller på den anden side, ved jeg ikke, og det er også mindre relevant. For det at vide, at lidelsen er midlertidig og vide, at livet i al sin fylde kommer til at folde sig ud en dag, kaster lys ind på min situation i dag. Det giver mig frimodighed til at gribe det, som kommer og arbejde med det, som er.”