Jesus er ikke tøset

Leif Andersen er lektor
ved Menighedsfakultetet
i Århus og bor i HvidovreJeg er ikke specielt begejstret for Thorvaldsens Kristus-figur.

Leif Andersen

Det indrømmer jeg med stor beklemmelse; for man risikerer at blive hængt i nærmeste lygtepæl. Den pryder jo alterpartiet i vores allesammens danske katedral i København.
Men helt ærligt: Den er altså for tøset! – som den står dér med knæet koket og feminint trukket ind.
Ikke fordi jeg har noget imod tøser; jeg er mand! Jeg har heller ikke noget mod bløde mænd; faktisk tror jeg, at Jesus var en blød mand! Men Jesus er ikke tøset.
Man hører så ganske vist også prædikanter, der gerne vil understrege den anden side af Jesus – den myndige og mandige og måske lidt barske. Og så siger de: Jesus kunne jo også blive vred! Prøv bare at se her i teksten: Han jager kræmmerne ud af templet! Og i Johannes-evangeliet står der endda, at han laver en pisk af reb og begynder at slå løs på folk! Det er ikke meget følsomt og blidt og mildt.

Jesu vrede

Og så må jeg indrømme, at selv om jeg har problemer med den her tøsede Kristus i domkirken, så har jeg alligevel langt større problemer med Jesu vrede.
For Kristi vrede er jo meget værre end en pisk og nogle væltede borde. Den er ikke til at bære.
De fleste af os forsøger nok mere eller mindre at fortrænge det med Jesu vrede, selv om vi faktisk hører om den, hver gang vi har dåb: “Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred”.
Det fineste øjeblik i vores gudstjeneste, hvor vi virkelig kan se Jesus stå med åbne, udbredte arme og tage imod enhver, som kommer til ham – dér står den der lille sætning og skurrer i ørerne på os: “Jesus blev vred.”

Ind i Guds rige

Og det bliver endnu værre: Når vi har dåb, lyder det også: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og netop den sætning læser præsten højt med den lyseste, gladeste stemme – som om Jesus havde sagt noget positivt om, at “den, der modtager Guds rige som et barn, kommer ind i det”. Men selv om det ligger indirekte i det, han siger, så handler Jesu ord reelt om: at nogle ikke kommer ind!
Og når man kommer til at tænke over det fra gang til gang, bliver det næsten ubærligt: Jamen kan det virkelig lade sig gøre ikke at komme ind i Guds rige?!
Kan Jesu vrede blive så stor, at nogen ikke kommer ind?
Der er ét sted, som jeg hele tiden vender tilbage til for at kunne bære det med Jesu vrede. Det nytter ikke at gå ind i domkirken og kigge på Thorvaldsens Kristus, for selv om den virkelig er meget smuk, så holder den ikke over for det, der er værst.

Thorvaldsens Kristus-figur står i Vor Frue Kirke, Københavns domkirke.

Thorvaldsens Kristus har jo ikke nogen højre side og venstre side. Det er ikke muligt at stille sig uden for den favn.
Nej, jeg går i stedet hen til denne tekst. Til den allerførste sætning: “Da han kom nærmere og så byen, græd han over den”.
Jesu vrede er reel nok, men den er ikke en sur, fornærmet, hævngerrig vrede. Den er en grædende vrede. Den er kærlighedens vrede. Den er Almagtens hjælpeløshed over for menneskers vrede, bortvendte rygge.
Og her står han altså og græder over Jerusalem: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.”
Deres problem er ikke, at de ikke ved, hvad der tjener til deres angst eller deres anger eller deres underkastelse eller deres fromhed. Problemet er, at de ikke ved, hvad der er godt for deres fred. For det er dét, han vil give dem!

Jesu smil

Og hér må jeg indrømme, at jeg alligevel godt kan bruge Thorvaldsens Kristus til noget. Denne åbne favn, dette kærlige ansigt, der ikke fordømmer og ikke støder bort, det er jo alligevel sådan, Kristus tager imod os. Dér er jeg uden for Jesu vrede. Jeg er uden for hans gråd. Dér står jeg inde under hans smil.


Artiklen fortsætter efter annoncen: