JA TAK til kirkens tro

Nogle mener, at man skal gøre det lettere for dåbsforældre i Folkekirken at svare i forbindelse med barnedåben. De mener, at det er for svært for forældre at svare JA til trosbekendelsens led, fordi mange ikke kan forstå eller forholde sig til de store ord.

Jeg tror på trosbekendelsen

Det er selvfølgelig vigtigt at gøre det så forståeligt som muligt, men de fleste af os får aldrig styr på hele teologien. Der er sikkert nogle kirkefædre og teologiprofessorer, der sådan cirka har – og tak for dem. Men alle os andre, skal vi have styr på det hele for at sige JA til dåben – enten det er for én selv eller på vegne af et barn? Eller JA til konfirmationen eller ungdomsvelsignelse? Jeg mener, man kan sige ja-tak til ”kirkens tro” uden at have styr på det hele.

”Kirkens tro” udtrykkes fx i trosbekendelserne. Jeg husker et udsagn af tidl. borgmester og minister Thorkild Simonsen (1926-2022). Han blev spurgt i et interview: Hvad tror du på? Han svarede ”Trosbekendelsen”. Ved nærmere eftertanke mener jeg, at det var et godt svar.

Kirkens tro

Jeg fandt for nogen tid siden en gammel bog, jeg havde savnet et stykke tid. Teologiprofessor Regin Prenters: ”Kirkens Tro”. Jeg har mødt Regin Prenter (1907-1990) for mange år siden på færgen mellem Århus og Kalundborg. Han gik hvileløst rundt for at finde et sted at sætte sig. En af mine venner genkendte ham, og vi inviterede ham til at sidde hos os. Og i de par timer, overfarten varede, svarede han på vores teologiske spørgsmål.

Jeg kan ikke huske spørgsmålene og svarene. Men jeg husker oplevelsen af at lytte til en person, som stod sikkert og roligt på kirkens tro. Han havde skrevet bøger og læst alt, hvad der var værd at læse. Med Regin Prenter har jeg det, som nogen har det med C.S. Lewis eller Martin Luther. Jeg læner mig op ad Prenters formuleringer i ”Kirkens tro”, det vidner flere understregninger om.

De store ord

Indenfor ethvert område er der et ordforråd, som ikke kan udelades. Tag fx fodbold, du er nødt til at acceptere nogle ord. Straffespark, venstre og højre back, offside, osv. Fjerner vi ordene bliver legen en anden. På samme måde er det med kristendommen og kirken. Der er store, hellige og vigtige grundbegreber, som må accepteres og studeres, grundes over. Fjerner vi dem, er det pludselig ikke kristendom eller i bedste fald en discount kristendom, hvor der ikke er mere at udforske, undres over eller vokse i.

Discipel

Der er ét ord i kirkens tro, som jeg mener alle burde præsenteres for som udgangspunkt. Det er ordet discipel. Det er i øvrigt også det kirken døber mennesker til at være. I discipel-oplæringen mener jeg, at første lektion skal være: Undren. En discipel må undre sig over Gud, som vi aldrig bliver 100 procent kloge på. Og næste lektion, synes jeg, skal være et spørgsmål: Er der nogen, du hellere vil følge end Jesus?

Engang, Jesus havde sagt stærke ord, var der nogen, der forlod ham. Jesus spurgte disciple: ”Vil I også gå bort?” – Peter brugte udelukkelsesmetoden og svarede: ”Til hvem skulle vi gå hen, du har jo det evige livs ord.” Sådan kan vi også kigge os omkring – er der nogen, vi hellere vil følge? – Og det har jeg for mit vedkommende fundet ud af, at der ikke er.

– Hvis vi følger Jesus, indser vi hen ad vejen mere og mere af det, vi ikke fuldt ud forstår. I det perspektiv er det måske endda vigtigt, at vi ikke tror, at vi ved det hele fra starten. Det handler jo om noget, som er større end os selv.