Vi skal opruste med kærlighed

I slutningen af 2024 og begyndelsen af 2025 var et af de helt hotte begreber ’håb’. Vi var i Danmark pludselig ramt af en form for håbløshed og frygt for fremtiden, som vi ikke har mærket i mange år. Og som reaktion på det, blev der skrevet og holdt rigtig mange taler, som fokuserede på håb. Hella Joof præsenterede blandt andet betegnelsen ’håbemennesker’ om mennesker, der var gode til at se lyst på tingene og bevare håbet.

De seneste måneder har ’åndelig oprustning’ – introduceret af Mette Frederiksen – overtaget ’håbets’ plads og har været et brandvarmt samtale- og skriveemne. Formentlig ganske utilsigtet ramte Mette Frederiksens ønske om åndelig oprustning lige ned midt i, at vi i Danmark har snakket mere om tro og Gud og Jesus i det offentlige rum, end de fleste nulevende mennesker kan huske. I forlængelse af det har de danske medier efterhånden også fået øjnene op for, at der foregår en eller anden form for kristen vækkelse, ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige del af verden, hvor særligt unge mænd pludselig tiltrækkes af kirken og kirkens værdier – det er dog ikke kun unge mænd, selvom det er der, væksten er størst.

Men sammen med de kirkeligt set gode nyheder følger der også meget støj. Folk, der tiltrækkes af kirken af ikke specielt åndelige årsager. Folk, der går nærmest krigerisk i brechen for kristne værdier i kamp mod særligt islamistiske og woke-agtige værdier. Det efterlader mig lidt dilemmafyldt. Jeg er enig i det meste, men bryder mig ofte ikke om tonen – og er også nogle gange i tvivl om motivationen.

Jeg er enig med Mette Frederiksen. Det er tid til åndelig oprustning. Lad os derfor iføre os Guds fulde rustning, som det er beskrevet i Paulus’ brev til efeserne. En rustning, der blandt andet består af sandhed, retfærdighed og villighed til at dele det gode budskab. Dét er nemlig åndelig oprustning. Og hvis vi som kristne skal bruge krigeriske billeder og udtryk, som udtrykket ’åndelig oprustning’ lægger op til, så skal vi huske, at kampen ikke består mod mennesker af kød og blod, men mod åndsmagter.

Vores krigeriske tone skal derfor heller ikke bruges mod mennesker, men hvis den endelig skal bruges, så lad os bruge den mod onde åndsmagter – og lad os aldrig glemme, at selvsamme Paulus sagde, at størst af alt er kærligheden. Flankeret af Johannes, der ganske simpelt konstaterer: Gud er kærlighed. For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn – der står ikke, for således hadede Gud det syndige i verden, at han gav sin eneste søn. Det kunne der måske godt have stået, men det gør der ikke. Gud har via Jesus vist sin ypperlige kærlighed til os.

Hvis der er noget vi og verden har brug for, så er det at opruste med kærlighed. Kærlighed til Gud, kærlighed til os selv, kærlighed til vores nærmeste og kærlighed til vores næste. Sommeren er over os, og mange bruger en del af sommeren på bibelcamps og stævner af forskellig art. Jeg håber, det bliver anledning til at opruste med kærlighed. Det har vi brug for.