Samtaler om tro virker bedre end at mase evangeliet ned i halsen på folk

Birger Henriksen er en glædesfyldt evangelist, som leder et fælleskirkeligt team, der står på gaden i Herning hver fredag. I campingvognen, som Gadekirken har, forkynder man evangeliet og beder for folk. ”Dialog om tro skaber tillid mellem mennesker,” siger Birger og fortsætter: ”det er bedre end at mase evangeliet ned i halsen på dem.”

Birger Henriksen er evangelist og leder for Gadekirke i Herning. Det er et fælleskirkeligt samarbejde for alle kristne, der er forankret i en lokal kirke. Det dynamiske hold samles på gaden hver fredag aften fra klokken 20 til klokken 02. For bedre komfort og for at skabe et mere privat forbøns- og samtalerum har de investeret i en campingvogn. Den blev blandt andet finansieret ved en økonomisk indsamling blandt medarbejderne og i Herning Frikirke, hvor Birger også er anerkendt af lederskabet som evangelist og leder for Gadekirken.

”Det er, som om campingvognen er magnetisk – som om den tiltrækker folk. Vi får gode og rolige samtaler om tro, og dialogen skaber tillid mellem mennesker. Vi får ofte mulighed for at bede for alle mulige forskellige ting og ser Gud gribe ind på vidunderlige måder,” siger Birger med glæde i stemmen.

Svar på bøn om mildere fængselsdom og frelse

En sen fredag aften, da Birger var godt træt og i gang med at pakke sammen, kom tre unge mænd og spurgte, om han havde tid til samtale. Det havde han. Den ene mand var katolik, den anden var muslim og den tredje var ateist. ”Vi havde en herlig stund i campingvognen, hvor jeg til slut bad for dem alle tre.” Den unge ateist var blevet angrebet med en machete og havde et stort ar. Han stod også selv foran en domsafsigelse. Birger bad for ham, om at Gud ville møde ham, og om at han måtte få en mild dom.

”Et par år senere i august 2024 kom den unge mand tilbage og fortalte, at han var blevet kristen, og at han havde fået en meget mild fængselsdom. Jeg siger altid til dem, som vi taler med, at hvis Gud gør noget i deres liv, må de meget gerne komme tilbage og fortælle os det.”

Møder mange muslimer

Birger fortæller, at nogle af de unge muslimer, der kommer i campingvognen, ikke tør fortælle deres fædre, at de er blevet bedt for i Jesu navn. De er bange for, at de får tæsk, hvis de siger sandheden. Til trods for frygten kommer mange af dem fortsat i campingvognen. ”En ung muslimsk mand, som var ordblind, fortalte mig, at han var lidt halvdoven, men at han gerne ville tage et kørekort. Vi bad til Gud om nåde, så han ville få et kørekort til trods for dovenskaben, og det fik han.”

Nogle fredage oplever teamet, at nogle af dem, som de tidligere har bedt for, kommer gående forbi campingvognen og råber deres navne og takker for, at de helbredte dem. ”Det er jo ikke os, der helbreder dem, det er Jesus, der helbreder dem,” siger Birger og fortsætter: ”Gud har givet os en særlig nåde til at bede for muslimer. En dag i Gadekirke kom en muslimsk mand, som var overstrømmende glad. Han kom hen til mig og gav mig en svingom, mens han sagde, at han havde savnet mig.”

Birger har bedt for manden flere gange. Medarbejderne taler om deres tro på Jesus, og muslimerne fortæller lidt om deres tro på Allah. Som regel får de gode og berigende samtaler med hinanden, hvor Birger kan se, at muslimerne bliver rørt, når de hører om Jesus. ”Det er i deres øjne, at jeg kan se, at de bliver berørt. Og Helligånden kommer over dem på en sådan måde, at de stråler.”

Bøn til frelse

Birger fortæller om en yngre mand, som han tidligere havde bedt for. Da manden endnu engang kom for at få forbøn, forkyndte Birger evangeliet for ham igen. Derefter spurgte Birger manden, om han ville tage imod Jesus som sin frelser og Herre. ”Hvordan tager jeg imod Jesus som min frelser og Herre?” svarede manden.

”Vi lagde hænderne på ham og bad en bøn til frelse sammen med ham. Bagefter virkede han forvirret. Men jeg tror, at han blev frelst den aften. Vi tror på, at når vi velsigner folk og forkynder evangeliet for dem, så gør Gud sit værk i dem. Det er kun få besøgende, som vi følger op på. Campingvognen er et fristed, så derfor udfritter vi ingen om deres nummer eller e-mail. Hvis de selv giver os deres kontaktinfo, er det noget andet. Så følger vi meget gerne op på dem.”

Fælles hobby som samtaleåbner

Birger fortæller om en situation, hvor en fælles hobby blev en slags samtaleåbner. Birger spiller saxofon, hvilket den unge mand, som kom ind i campingvognen den aften, også gjorde. Samtalen startede med snak om saxofonspil. Til slut i samtalen fik Birger lov til at bede for teenageren, som tog imod Jesus som sin Frelser og Herre. Birger har fortsat kontakt med ham. ”Han kommer indimellem i Gadekirken og besøger os. Sidste gang han var i campingvognen, bad vi for nogle private forhold. Jeg skriver jævnligt med ham og opmuntrer ham på beskederne.”

Helbredt ved videobøn

I begyndelsen af 2026 kom fire unge mænd til Gadekirke. De var i godt humør og lidt berusede. Birger fortæller, at han synes, det er let at forkynde evangeliet for folk, som er påvirkede af alkohol.
En af de unge mænd arbejdede i en børnehave, og han var også bartender. Birger har bedt for ham flere gange tidligere.

”Da han for fjerde gang kom ind i campingvognen, og jeg lagde hænderne på ham for at bede for ham, gav Gud mig et kundskabsord. Gud viste mig, at hans far lige var blevet syg. Så jeg spurgte ham, ”Er din far lige blevet syg?” Han svarede med stor forbløffelse: ”Ja, hvor ved du det fra?” ”Det har Gud lige fortalt mig,” svarede Birger. Den unge mand udtrykte usikkerhed i forhold til, hvordan han skulle fortælle sin far om forbøns- situationen. Birger foreslog, at den unge optog en video på sin telefon af forbønnen, som han kunne vise til sin far. Det gjorde han.

Fredagen efter kom den unge og fortalte, at hans far var blevet helbredt. Birger har ikke mødt faderen endnu, men sønnen har modtaget Jesus som sin Frelser. ”Han er på vej i sin tro på Jesus, og jeg forestiller mig, at han bliver ved med at komme i Gadekirke, og at troen udvikler sig i ham.”

Ord rammer plet

”Syv unge mennesker kom ind i campingvognen. Vi sang kristne sange sammen med dem. En af dem, som havde været i campingvognen før, efterspurgte min campingvogn blues. Det er en spontan sang, som jeg opdigter på stedet, og som er sjov, fordi jeg synger nogle positive ting om hver enkelt af dem, som er der. Vi bad også sammen, mens vi holdt hinanden i hænderne.”
Efterfølgende bad Birger for dem hver især og fik kundskabsord til dem alle. De bekræftede enkeltvis, at ordene var sande. En ung mand, som var der, og som sad lidt i baggrunden, tog ordet og sagde: ”Nu er det 13. gang, jeg er her, og alle de ord, der er blevet delt, har været rigtige.”

Tager nye med

En anden mand, som teamet havde bedt for i forhold til hans eksamen, havde fået et 10-tal. Udover den gode karakter, havde Gud også helbredt ham. Så han tog en kammerat med, der også ønskede forbøn. ”Når vi beder for mennesker, oplever vi ofte at kunne se, at deres skuldre sænker sig, og at de bliver afslappede. Nogle gange bliver de, som er berusede, også ædru. Begge dele skete, da vi bad for kammeraten.”

Mange bliver helbredt for ordblindhed

Birger fortæller, at Gud har givet ham særlig nåde til at bede om helbredelse af ordblindhed. Den overbevisning baserer han på et stort antal tilbagemeldinger fra dem, som Gud har helbredt, og som nu kan læse. Nogle gange ved Birger på forhånd, at en person er ordblind. Det ved han, fordi han er fortrolig med Gud og med Guds måde at tale til ham på. Han afrunder med refleksioner om vigtigheden af dialog – også med muslimer eller andre, der har en anden tro eller religion end kristendommen. At have gode samtaler om tro kan være med til at bygge bro mellem mennesker.

”Vi snakker med dem også om deres tro for at have dialog. Med tiden skaber dialogen tillid mellem os. Vi skal ikke mase evangeliet ned i halsen på dem – det er der desværre nogle kristne, som gør,” slutter 80-årige Birger med eftertænksomhed i stemmen.