Et råb fra fængslet i Sandholmlejren

Der er Sandholmlejren, og så er der fængslet i Sandholmlejren.Sandholmlejren kender vi fra radio, tv og aviser, som har inviteret os indenfor. Her bor afviste asylansøgere, bl.a. børnefamilier, der kan bevæge sig rimelig frit omkring. Men midt i lejren ligger der et lukket land: Et fængsel.

De var i København for at fortælle om deres oplevelser: Pædagog Maria Elena Smith og tidligere indsatte i Sandholmlejrens fængsel, Subash Arora.

En tidligere indsat og to ansatte i Sandholmlejrens fængsel bragte for en aften fængslet til os, da de delte deres historier i Københavns kulturcenters café d. 3. marts.
De var blevet inviteret af Súsanna Poulsen og Malene Broholm Møller fra det åbne, kristne forum ’Kvinde til Kvinde’. For et par år siden ville de donere gaver til familierne i den Røde Kors-drevne Sandholmlejr for afviste asylansøgere, men ved et uheld fik de fat i Kriminalforsorgen. De har adresse samme sted, fordi de driver et fængsel, som er placeret midt i lejren.
– Ok, tænkte pigerne fra Kvinde til Kvinde; de indsatte kunne vel også bruge nogle gaver. Så Malene Broholm Møller kørte ud til fængslet for at aflevere gaverne. Mødet med fængslet blev afgørende for foreningen og tændte en kærlighed til de indsatte.

Bare to piger med kørekort

Malene havde aldrig set lejren eller fængslet før, så det rystede hende. Sandholmlejren ligger lidt afsides, omgivet af et militært øvelsesterræn, så det er ikke unormalt at høre skudsalver eller se en tank køre forbi. Når man vil ind, skal man inviteres og siden godkendes i porten, før man er i lejren, hvor de afviste asylansøgere bor i små barakker og huse, og børn render og leger. De ’frie’ afviste asylansøgere har altid udsigt til Malenes bestemmelsessted denne dag: Fængslet. Det ligger midt i lejren og er omgivet af højt pigtrådshegn og porte, og der er cirka 70 indsatte. Om man havner i Røde Kors-lejren, hvor man kan gå frit omkring, eller om man havner i fængslet, afhænger af politiets vurderinger: Mener de fx, at den afviste asylansøger vil forsøge at gå under jorden, så kommer han eller hun i fængsel.
Malene trådte ind af den første port, som straks lukkedes bag hende. Derefter åbnedes den næste, så hun kunne komme ind. Hun mødte pædagog Maria Elena Smith, som ville hjælpe hende af med gaverne: toiletartikler, rene nye trusser og andre ting, de indsatte mangler og ønsker sig. Maria Elena Smith fortalte nogle af de indsattes historier, og Malene vidste, at hun måtte gøre noget. Et eller andet.
Og med kvindegruppen i ryggen gjorde hun noget. Hun har kørt frem og tilbage med gaver, mad og andre initiativer sammen med bl.a. Súsanna Poulsen, der arrangerede caféaftenen d. 3. marts.
– Og vi er ikke noget særligt, understregede Súsanna indledningsvis og bemærkede:
– Vi er bare to piger med kørekort.

Kommet for at sige tak

Den første til at fortælle om fængslet var pædagogen Maria Elena Smith, som Malene mødte første gang, hun besøgte fængslet.
Maria var kommet for at sige tak. Hendes stemmeføring blotlagde de dybe følelser, hun har for de indsatte og for dem, der hjælper dem.
– Når jeg ringer og spørger, om vi ikke kan gøre det eller det, så siger I bare ”ja!”, smilede hun.
Maria Elena arbejder kun nogle timer om ugen i fængslet, hun kan ikke holde ud at arbejde fuld tid, sagde hun.

’Jeg sultede og led’

Subash Arora fra Indien sad i Sandholmslejrens fængsel i 4 måneder. Han var taget til Danmark, selv om hans visa var udløbet, fordi hans kæreste var gravid. Straks blev han sendt i fængsel.
– Det første, jeg oplevede i fængslet, var værdien af frihed. Ville jeg se min gravide kæreste? Hvem og hvordan bliver ham, jeg skal dele værelse med?
Helt exceptionelt fik han lov at se sin datter en enkelt gang, lige da hun blev født. Hver fjerde uge skulle han, som alle andre indsatte, for en dommer. Så håbede han på løsladelse, men fik som regel blot 4 ugers udsættelse. Han håbede og håbede og blev så deprimeret, at han ikke kunne spise og sove i dage op til en tur i retten.
Når han kunne spise, var der ikke altid mad. Subash er vegetar og fik ofte serveret mad, han ikke ville spise.
– Jeg led meget, sagde han stift og konstaterende. Bagefter satte han sig hen i hjørnet af caféen og kiggede ned i bordet, som han havde gjort det meste af aftenen, inden han skulle op og fortælle.

Det er mennesker

Også præst i Hillerød og i Sandholmlejrens fængsel Per Bohlbro fortalte om sine oplevelser. Han talte fattet og ligefremt.
– Nogle skæbner går tæt ind. Med nogle tænker man ”Nå, sådan er de danske regler, og det er ikke alle, der kan være her”. Men nogle er menneskeskæbner, der krakelerer for øjnene af mig. Og det er svært.
Kvinde til Kvinde arrangerer gaver og fester, mad og meget mere. De tænder et håb, som de ansatte i fængslet kunne bevidne.
– Alle indsatte har et nummer og bliver kaldt ved nummer. Men at få gaver … Det er jo noget, der gør, at de føler sig som mennesker, fortalte Per Bohlbro.
– Og vi kan gøre noget, slog Súsanna Poulsen fast og forklarede, hvad det er, hun håber at gøre en indsats for:
– Mit ønske er, at det må være hele mennesker, der kan være noget for deres venner, familie og samfund, når de har været i Sandholmlejren.
Kvinde til Kvinde havde arrangeret en aften med stærke historier og følelser, hvor der blev samlet ind og udbredt et kendskab til fængslet i Sandholmlejren. Men den væsentligste pointe for aftenen kom Súsanna Poulsen med til allersidst:
– Det er ikke bare historier. Det er mennesker.