Frygt ikke muslimerne
Interview med den britiske præst og islamkender Colin Chapman om islamfrygt, moskébesøg, Muhammedtegninger, islamisk terrorisme og 138 muslimers åbne brev til den kristne verden.- Hvis flere kristne tog initiativ til kontakt med muslimer, ville mange fordomme falde til jorden. Glem et øjeblik, at muslimer er muslimer, og mød dem som mennesker med et navn og en livshistorie. Spørg hvordan de har det!Colin Chapman er en spinkel hvidhåret mand med anglikansk præstekrave, varme øjne og et vindende smil. Den 69-årige tidligere lektor ved Near East School of Theology i Beirut har boet i Mellemøsten i 20 år, taler arabisk og er en af den anglikanske kirkes mest erfarne og respekterede islamkendere. I april besøgte han Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers konference i København. Her stillede han skarpt på aktuelle problemstillinger, der optager kristne i mødet med muslimer og islam. Konkret opfordrede han præster og kristne ledere til at kontakte lokale muslimske ledere.
– Gå på besøg i den nærmeste moské og spørg, om der er noget, jeres menighed kan hjælpe med. Er der brug for lektiehjælp, aktiviteter til børnene i sommerferien eller tilbud til de store drenge?
Besøg muslimer der, hvor de er på hjemmebane. I England er mange kristne blevet glædeligt overrasket over den positive modtagelse, de fik.
Spørg om en gruppe fra menigheden må komme på venskabsbesøg. Det er ikke farligt at gå ind i en moské og tale med de mennesker, som kommer der. Besøg er en naturlig måde at vise respekt på. Som kristne kan vi ikke deltage i muslimernes bøn, men vi kan mødes som mennesker.
– Hvis vi vil dele evangeliet med muslimer, må vi lære hinanden at kende og opbygge personlige relationer. Hvad er det, der optager muslimske familier? Jesus har både givet os næstekærlighedsbudet og missionsbefalingen. Vi må først mødes som naboer og venner, før vi kan bygge de broer, der giver muslimer mulighed for at forstå det kristne budskab.
– Mange kristne er bange for islam. Er frygten velbegrundet?– Islam er en abstraktion. Lad os i stedet tale om muslimer. Tænk på de muslimer, der bor i Danmark og udgør islam her. Er de farlige? Det er vigtigt at analysere frygten. Er der objektive grunde til at være bange, eller bygger frygten på fordomme og manglende viden? Muslimer er ikke én stor masse. De er lige så indbyrdes forskellige som kristne. Kun en lille del er islamister, der søger at løse verdens sociale og politiske problemer ved hjælp af islam. Og ikke alle islamister går ind for vold. I den muslimske verden kæmpes der om islams sjæl. Et mindretal mener, at vold i islams navn er legitim, mens det store flertal fordømmer vold og terror i islams navn.
– Hvordan bør kristne forholde sig til muslimske terrorister?
– Bed for jeres efterretningstjeneste! Men lad være med at dæmonisere islam og tro, at alle muslimer er ekstremister. En kristen respons er kendetegnet ved et ønske om at forstå, hvad der kan gøre en muslim til terrorist. Som der står i Frans af Assisis bøn fra 1200-tallet: Lær mig ikke så meget at søge forståelse som at forstå. Samtidig med, at jeg tager skarp afstand fra enhver brug af vold og terror, ønsker jeg at forstå, hvorfor nogle muslimer er så vrede. Krigen i Irak og den israelsk/palæstinensiske konflikt er eksempler på aktuelle konflikter, der påvirker muslimer globalt. Muslimer har været genstand for 300 års vestlig imperialisme. Hvad betyder det for deres forhold til Vesten? Hvordan oplever muslimer de nye former for vestlig økonomisk imperialisme?
Det er spørgsmål, vi må være villige til at stille. Personligt må jeg sige, at jeg forstår noget af den vrede og desperation, som nogle muslimer føler.
– 138 muslimske lærde har sendt et åbent brev til den kristne verdens ledere og alle kristne kirker, hvor de opfordrer til dialog. Skal brevet tages alvorligt?
– Jeg opfatter brevet som en invitation til samtale. Jeg kender personligt flere af initiativtagerne og har stor respekt for deres teologiske lødighed. Når man får en invitation, kan man svare ja eller nej. Den præcise ordlyd i invitationen er ikke afgørende.
Hvorvidt invitationen er oprigtigt ment, finder vi kun ud af ved at starte samtalen. Det nytter ikke noget kun at ville prædike for muslimer og ellers ikke have noget med dem at gøre.
– Mange kristne ledere i verden betragter brevet som banebrydende og et oprigtigt forsøg fra muslimsk side på at åbne et nyt kapitel i samtalen mellem kristne og muslimer. Det gælder også mange evangelikale. Selvfølgelig er der nogle, der er kritiske, men den positive respons kommer ikke kun fra politisk korrekte kristne.
– Brevet er underskrevet af en meget bred kreds af muslimske lærde fra traditionelle og ortodokse til liberale og islamister – både Sunni- og Shiamuslimer.
Det indeholder en markant teologisk nyfortolkning af islam, men hvis vi af den grund afviser at tage brevet alvorligt, er vi selv med til at fastholde de traditionelle tolkninger, som vi opfordrer muslimer til at opgive!
– Samtidig er brevet en invitation til en bredere og helt nødvendig samtale om en retfærdig verden og vores fælles overlevelse. Derfor glæder jeg mig over brevet.
Næste skridt er, at kristne foreslår punkter til en dagsorden for samtalen. For vi skal også tale med muslimer om vanskelige emner som menneskerettigheder og demokrati, konvertering, forfølgelse af kristne i muslimske lande og koranvers, der opfordrer til vold. Men som i enhver teologisk samtale med muslimer er det vigtigt at starte med det, vi kan være fælles om.
– Har de danske Muhammedtegninger forværret forholdet mellem kristne og muslimer?
– Tegningerne har været med til at gøre det sværere for kristne i muslimske lande. Selv om der var kristne i Mellemøsten længe inden islam, bliver de kristne identificeret med Vesten og gjort medansvarlige for Vestens handlinger.
Under middelalderens korstog blev de kristne i Mellemøsten identificeret med de invaderende korsriddere fra Europa – og betalte en høj pris.
I dag bliver de kristne i Irak identificeret med de amerikanske og vestlige invasionsstyrker. Som en muslim sagde til en kristen iraker: George Bush vil beskytte jer. I har jo den samme tro.
– Desværre har vi i Europa gjort ytringsfrihed til noget absolut og nærmest helligt. Jeg har ret til at sige hvad som helst, uanset hvor meget jeg sårer andres følelser. Men som kristen ønsker jeg ikke at såre muslimer eller andre, ligesom jeg håber, at muslimer vil vise respekt for mine følelser.
Derfor er der ting, jeg ikke vil sige eller gøre. Men jeg bliver ved med at stille spørgsmål. Og når muslimer mærker, at jeg forstår dem og værdsætter de bedste sider af islam, er mange åbne for at arbejde seriøst med de svære spørgsmål. Men hvis vi gør grin med muslimers tro, lukker vi af for den samtale, som jeg håber vil fortsætte på mange planer i lang tid fremover. Hver gang kristne og muslimer mødes som mennesker, der vil hinandens bedste, er der håb.