Mr. Bean-BOOM

Forleden så jeg et skilt i provinsbussen: ”Der må ikke spises mad, is, kiks, chips, popcorn, ærter, o.lign. i bussen”.
Jeg måtte altså pænt lade min pose frosne ærter blive i min håndtaske. Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for forbud. De føles sommertider som en slags invitation. ”Må ikke” runger som ”Må bare prøve” inde i mit viljesvage hoved. Jeg fik fx forleden fingrene i en brugsvejledning til en mikrobølgeovn: ”Du må ikke lægge vådt avispapir, smalle flasker eller æg i mikroovnen”. Snarest fløj æg, alverdens flasker og gamle aviser ind i den opvarmningsfrie ovn. Jeg blokerede ventilationen… og… BOOM!
En anden dag faldt mit blik på en advarselstrekant trykt på en æske vat: ”Yderst brændbart materiale”. En rødglødende pære blev tændt over mit hoved. Jeg greb tændstikæsken og oplevede endnu et ægte Mr. Bean-BOOM!
Gud er jo en slags specialist i forbud (men heldigvis også i kærlighed). Jeg ser Det Nye Testamentes kærlighedsbud som vores to-do liste, og De 10 Bud som vores not-to-do liste.
Forbud er en underlig størrelse, men også en foranderlig størrelse. For fx bare 50 år siden var de underligste ting ’forbudte’ i kirken: Neglelak, sminke, kortspil, videofilm, biografture, byture og at swinge sit korpus på dansegulvet. Tidens moralbegreber ændrer sig, selvom vi definerer tidens moral i Guds tidløse navn. Vi ændrer os, men ikke Gud. Han tænker nok sit om os mennesker.
Menneskets natur er åbenbart indrettet sådan, at når reglerne bliver for restriktive, gør man opgør. Modvilje og modstand er naturlige menneskelige reaktioner på urimelige krav. Og det har ikke blot noget med religion at gøre. Det vedrører alle livets facetter og er menneskets naturlige instinkt.

Jeg bliver desværre nødt til at løbe nu. Teen er klar. Og på elkogeren står der: ”Kedlen må ikke nedsænkes i vand” …BOOM!