Ferie med indhold
UMO vil styrke familierne

– Familielivet smuldrer langt ind i kirkerne, siger Hans Olesen fra Ungdom med Opgave, som har valgt at prioritere familien.Det startede som en missionsbevægelse. I dag er styrkelse af ægteskab og familieliv i fokus. Er Ungdom med Opgave blevet indadvendt – eller har bevægelsen blot fanget et af de største behov i tiden?

Hans og Marianne Olesen leder UMO’s center Sjellebro.

Efterhånden som centerleder Hans Olesen fortæller, står det klart, at de næppe kan vælge et vigtigere satsningsområde end netop familielivet:
– Vi ser, at folk lider omkring os. De lider, fordi de ikke foretager gode valg. Det går galt, når ægtepar ikke styrer deres tid, men lader omstændighederne bestemme. Så ender det med, at de ikke får brugt tiden på det, der betyder allermest for dem, siger Hans Olesen, og tilføjer:
– Hvis du spørger folk, hvad der betyder mest for dem, vil de fleste svare: ægtefælle og børn. Men det er bare ikke det, de prioriterer.
Og derfor har Ungdom med Opgave siden den første familielejr i 1987 udviklet koncepter og materialer til at styrke ægteskab og familieliv. Der holdes to familielejre på Djursland hvert år – en på basen Sjellebro og en i Fjellerup. Der er stadig plads på sidstnævnte d. 20.-26. juli.
To gange om året holdes weekend for ægtepar og to gange for unge ugifte par som forberedelse til ægteskabet.
”Når to bliver ét” hedder manualen, der bliver gennemgået i et privat hjem, hvor det forlovede par mødes med et vejlederpar i en fortrolig og afslappet atmosfære.
– Vi kan se, at familielivet smuldrer langt ind i kirkerne. Der er behov for at styrke de tætteste relationer, vi nogensinde kan have her på jorden. Ægteskabet og familien er jo Guds idé, siger Hans Olesen.

Lokomotiv

Der er aktiviteter for børn i alle aldre på UMO’s familielejre.

Når kristne familier fungerer, vil de også kunne tage sig af andre par og familier:
– Sunde og stærke familier er et godt vidnesbyrd, siger Hans Olesen.
Sideløbende med familiearbejdet fortsætter UMO’s andre arbejdsgrene. Et team i Svendborg arbejder på at oprette centret Mercy House til styrkelse af lokalmiljøet. Fire teams skaber gennem Impact World Tours en platform for at forkynde det kristne budskab gennem bl.a. polynesiske dansere, stærke mænd, BMXere, skatere, DJs, rock bands og atleter.
– Vi har en klar vision om, at familiearbejdet skal være et lokomotiv i UMO, som kan trække andre ”vogne” efter sig. Vi tænker bredt og håber, vi igen vil kunne sende teams af unge fra Danmark ud på mission i verden.

Ressourcer til kirker

Målet er også, at UMO skal være et ressourcecenter for menighederne.
– Vi tilbyder en startpakke, så menighederne selv kan arrangere weekends for par. Og der behøver ikke stå UMO på arrangementet, siger Hans Olesen.