Hvem tør grine ad døden?

Alle tegnene på, at det ville blive en trist dag, var der. Men en dårlig start betyder ikke altid en dårlig slutning.Vi tog hen på hospitalet for at sige farvel til min afdøde onkel Henning, som selv havde sagt farvel til livet samme morgen efter et halvt års sygdom. Bagefter tog familien samlet hen på en café for at snakke gode minder og yde lidt familieterapi til hinanden. Min far – som er præst – havde dog andre planer. På vejen ind greb han avisen og slog fluks op på vittighederne og smågrinede for sig selv.

Vi andre begyndte at snakke dybt og alvorligt. I min sidste samtale med min onkel havde han sagt: “Ja, det er ved at være slut. Jeg vil aldrig igen rejse mig fra denne seng. Jeg har levet et fuldt liv, og jeg føler mig mæt af livet. Et halvt års sygdom må aldrig erstatte et helt livs oplevelser”. Det hele føltes nu alligevel som vævet ind i smerte. Men isen var da brudt. Min onkel havde tilladt Dødens kølige tilstedeværelse.
Vi talte videre om hans livs kærlighed, Henny – ”Den ægte vare,” kaldte han deres forhold. Og han var i øvrigt ikke døende nok til, at vi undgik en gabelang teknisk forklaring på, hvordan hans mekaniske hospitalsseng fungerede via fjernbetjeningen og hydraulik. Min onkel – en gal ingeniørtype. Gud velsigne ham.

Tilbage på caféen lyttede vi til min fars provokerende fnisen fra avisens vitser. Vi forsøgte at ignorere ham og fokusere på det vigtige. Til sidst kunne han ikke længere holde det inde: “Aj, I ska’ bare høre den her. Den er vildt go’!”. Vi strammede læberne og rynkede panderne. Han begyndte uanfægtet at læse. Vi brokkede os afbrydende med vores bedste irriterede stemmefald. Intet hjalp. Endelig blev vitsens pointen leveret, og der blev bomhamrende gravstille i 4-5 sekunder. Hvorefter alle brød ud i forløsende latter. I samme nu så jeg hele min barndoms glade stunder suse forbi. Jeg mærkede min sprælske legeonkels evige festhumør, flade vitser og kram til alle.
Min fars vits var pludselig blevet situationens mest passende kommentar.

Den dag mødte jeg én af livets to uundgåelige – fødsel og død. Heldigvis indeholder døden både adskillelse og genforening, som tilsammen heldigvis betyder, at smerte altid efterfølges af håb.