Hjerneskadet genoptrænet
Lægen sagde, at Omulkair var hjerneskadet men efter genoptræning på danskstøttet skole
for udviklingshæmmede i Somaliland går hun nu i almindelig skole.Da Omulkair Abdi Hassan var 1 år gammel, tabte barnepigen hende på gulvet. Barnepigen turde ikke fortælle det til mor Bahathar Adan Haivi. Men da moren alligevel fandt ud af det, skyndte hun sig til lægen for at få barnet undersøgt.
– Jeg blev meget bekymret, fortæller Bahathar.
Lægen sagde, at barnet havde fået en hjerneskade, men han gav hende ikke noget medicin.
– Hun har brug for genoptræning, sagde han.
Moren var som lammet et stykke tid, men begyndte så at undersøge mulighederne:
– Efter et stykke tid indså jeg, at hun måtte have hjælp. Jeg begyndte at lede efter et sted, hvor hun kunne blive genoptrænet. Men der var ingen steder at tage hen i hele Somaliland – ikke før denne skole startede.
Skolen er Hargeisa School for Special Needs, som blev startet af Internatinal Aid Services i Danmark og nu støttes af Danida.
hele kroppen
Omulkair kom til specialskolen, hvor hun steg i graderne, efterhånden som hun fik det bedre. Skolen har seks klasser, hvor den sidste er praktik i eget beskyttet værksted.
– Før kunne pigen ikke tale, det lærte hun nu. Før rystede hun over hele kroppen, nu faldt hun mere til ro. Før var hun bange og flygtede fra mennesker og dyr, nu går hun selv på markedet og prutter om priserne! fortæller mor Bahathar glad.
Allerede i femte klasse skete der noget:
– Omulkair kom selv og sagde: Mor, undervisningen er alt for let. Jeg vil i almindelig skole. I dag går Omulkair i fjerde klasse i almindelig grundskole.
Hargeisa School for Special Needs har haft 500 udviklingshæmmede børn gennem systemet. 10 pct. har kunnet overføres til det almindelige skolesystem.
Bahathar er tydeligt taknemmelig for specialskolen. Hun gør rent i klasseværelserne og laver mad helt frivilligt.
– Før kunne Omulkair ikke tale og var isoleret fra omverdenen. Hun kunne heller ikke adskille ting eller sætte ting sammen, men det lærte hun her.
Når vi spørger Omulkair selv, hvad hun vil være, når hun bliver stor, svarer hun genert:
– Jeg vil være lærer på en normal skole. Jeg vil undervise i somali.
– Det er, fordi hun selv endelig har lært at tale, at hun elsker det somaliske sprog og vil lære andre det, forklarer hendes lærer på specialskolen, Sulaiman Ahmed Mahmoud.
Han husker, hvordan han trænede hendes sprog ved at vise hende ting, sige deres navn og derefter udfordre hende til at efterligne lydene.
– Men det hjalp lige så meget, at hun kom ud af isolationen og begyndte at lege med de andre børn. Mens de gynger, vipper, sjipper, cykler og spiller Shamadan (det samme som Kalaha – red.), får børnene det bedre, bliver glade og begynder spontant at sige lyde og forme ord.
Svend Løbner
